Hvad er psykosyntese?


"Der er fremfor alt tre ting som det moderne menneske må lære for at blive et sundt og helt menneske: hvilens kunst, kontemplationens kunst og latterens og smilets kunst"

Roberto Assagioli

 

Psykosyntese - vejen til Selvet i dig!”Psyko… hvad for noget? Fotosyntese ja, men psykosyntese – det lyder mærkeligt” Ja, reaktionerne er mange når mennesker første gang støder ind i begrebet psykosyntese. Men egentlig er det meget enkelt. Den første del af ordet: Psyko kommer naturligvis fra psykologi og ordet ”syntese” kommer fra den græske rod ”at sammenføje”. ”Syntese” er at sammenføje forskellige dele så de udgør en sammenhængende helhed.
Psykosyntesen er set i det lys en psykologi, der har udviklet en dybtgående teori og praktiske metoder til at gøre mennesker ”hele”. De fleste kender udtrykket: ”en helstøbt personlighed”. Det er netop formålet med psykosyntesen, at gøre os til helstøbte personligheder, der kender sig selv hele vejen rundt og udnytter alle sine højere menneskelige potentialer, samt alle de kræfter der er bundet i ubevidste reaktionsmønstre. Det var i øvrigt den italienske psykiater Roberto Assagioli, der udviklede psykosyntesen.

Den splittede personlighed

Vi kender formentlig alle til det at være splittede mellem forskellige sider af os selv. Det er især tydeligt når vi ønsker at slanke os eller holde op med en dårlig last. Så oplever vi den bevidste del af os som brændende ønsker at holde op, og den gamle vane som nægter at give slip på det daglige forbrug af søde sager mv. Disse konfliktende behov og kræfter er langt mere almindelige end mange mennesker normalt er klar over. Hvem kender ikke behovet for at være sød og venlig, men samtidig have behov for at sige nej? Eller have lyst til at udrette noget vigtigt, men være bange for ikke at slå til?
Psykosyntesen kalder disse konfliktende kræfter for delpersonligheder og et af hovedmålene i psykosyntesen er mestre disse kræfter, så vi bliver herre i eget hus. Den gode, stærke og intelligente vilje er vigtige evner, som psykosyntesen søger at fremme i den proces.

Kontakten med det højeste i os

Psykosyntesen kaldes også for en psykologi med en sjæl, fordi den antager at vores inderste kerne er et center af dynamisk selvbevidsthed hvorfra der udstråler forskellige typer af sjælskvaliteter fx: kraft, kærlighed, visdom og intelligens. De fleste af os er ikke i daglig kontakt med disse højere menneskelige potentialer, men psykosyntesen fremmer muligheden for at kontakte dette Højere Selv. Ofte er denne kontakt forbundet med oplevelsen af meningsfuldhed og et vigtigt formål i livet. Mange mennesker længes efter noget mere end blot flere penge i lønningsposen. Psykosyntesen er en psykologi der har til formål at du udfolder det dyrebareste – nemlig den du er! At du bliver det bedste du kan blive.

Psykosyntesen i verden

Psykosyntesen er en af de virkelig veletablerede transpersonlige (spirituelle) psykoterapier i verden idet stifteren Dr. Roberto Assagioli var en af pionererne bag etableringen af den transpersonlige psykologi. Assagioli var oprindelig psykoanalytiker og formulerede allerede i 1910 de første ideer om psykosyntesen. Han var ven og kollega til flere af de store psykologer herunder C.G. Jung og Abraham Maslow. (læs biografien: www.psykosyntese.dk/a-74/)
Der findes psykosyntese uddannelsessteder mange steder i verden, men England er et af de steder hvor de er kommet længst idet man her tilbyder en omfattende fire-årig psykoterapeutuddannelse samt en overbygning på masterniveau i samarbejde med store anerkendte universiteter. Se linksiden.
På europæisk niveau er psykosyntesen den eneste transpersonlige psykoterapi, der er fuldt medlem af den europæiske sammenslutning for psykoterapi - EAP(www.europsyche.org/). Kig under modalities.


Her kan du læse en større overbliksartikel om især psykosyntesens opfattelse af selvet og hvordan man kan arbejde med at udvikle det gennem psykosynteseterapi: Selvet - virkelighed eler illusion

Her kan du læse en stor artikel om: Psykosyntesen og vestlig psykologi

Her kan du læse en stor artikel om: Psykosyntesens syv grundbegreber

Her kan du læse mere om : Psykosyntese Coaching