SP: Nogle mennesker kan ikke lide at man siger ”jeg har et legeme, men jeg er ikke legemet” og så videre. De føler at det er en fornægtelse.

RA: Det er en af de mange misforståelser, som følger af den centrale misforståelse. Der er overhovedet ikke tale om fornægtelse, men om at tingene anbringes hvor de hører til. Vi har brug for legemer her, og vi bør tage os godt af dem og sætte pris på dem. Det er ikke kun mystikere og religiøse mennesker som ikke har den rette opfattelse, det er også intellektuelle, som fornægter deres legeme, ikke har nogen fornemmelse af deres legeme, ikke oplever det, end ikke er opmærksomme på det. Så vi må i allerhøjeste grad sætte pris på legemet uden fejlagtigt at sige, at jeg er det. Hvad er forskellen? Jeg kan sætte pris på et æble, men jeg er ikke æblet! Vi kan sætte pris på mange ting uden at være dem. Så vi kan også sætte pris på vores legeme, have god gavn af det og bede om tilgivelse for de synder vi begår mod det, uden at sige ”jeg er det”. Det er indlysende. Men der er en forklaring på den fejltagelse. I dag gælder det for mange mennesker, at det er legemet der har dem. De er slaver af deres legeme. Så til at begynde med er det, der psykologisk er brug for et adskillende trin. Vi må for en stund gå i den anden grøft for at opnå det. Og det gælder alle slags besiddelser. Vi må forstå at vi hele tiden bliver besiddet, ja endog besat, af alt det der er betinget af vores baggrund og nuværende liv. Og med hensyn til vores materielle besiddelser, så besidder vi ikke dem, men de os. De, der knytter sig til penge, besiddes af penge. De besidder ikke penge. Og det samme gælder resten af indholdet i vores personlighed, vi skal ikke besiddes, men besidde på den rette måde uden tilknytning. Personlighedens indhold skal påskønnes og anvendes ligesom med penge. Det ikke at sætte penge så højt, at gøre oprør mod penge, er blot en fase af frigørelsen. Penge er krystalliseret guddommelig substans, energi i en anvendelig form. Forholdet til dem afhænger helt og holdent af vores indre holdning.

SP: Jeg er så taknemlig over at være her. Selvet , det transpersonlige, er et stort skridt. Det kan tage år, måske et helt liv.

RA: Åh ja, der er ingen ende på virkeliggørelsen – fra det personlige til det transpersonlige, fra det transpersonlige til gruppe-Selvet og videre til det Universelle Selv. Så du skal nok få det sjovt!

SP: I går nævnte en eller anden, at terapeuter ofte har en tendens til at involvere og beskæftige sig næsten for meget med de teoretiske aspekter af psykosyntesen, og som følge deraf kommer til at lægge for lidt vægt på den praktiske anvendelse af de psykosyntesiske principper. Vil De være så venlig at forklare nogle af de psyko-dynamiske elementer og/eller grunde til denne tilbøjelighed.

RA: Det er ganske sandt hvad De siger, og det kan man kalde intellektualismens illusion eller selvbedrag. Jeg vil understrege at intelligens er vidunderlig, men at intellektet ikke bør besidde os! Vi bør forsøge at være så intelligente som vi kan (og vi kan være mere intelligente og bruge vores intelligens), men ikke lade os besidde af den, og især bør vi forstå at alle intellektuelle formuleringer eller teorier blot er en beskrivelse og ikke en virkelig ting.