SP: Hvis en person føler at han er ude af kroppen uden at ville det og uden at have kontrol gennem en form for meditation , hvordan kan vi så hjælpe vedkommende til at få jordforbindelse?

RA: Den øjeblikkelige hjælp kan bestå i at ryste ham vågen, hælde koldt vand i ansigtet på ham, men kuren er ofte hovedsagelig af forebyggende art og består i at lære folk ikke hele tiden at slippe den bevidste opmærksomhed, slippe ”jeg” bevidstheden. Det er slet ikke nødvendigt. Man kan nå den højeste bevidsthedstilstand og blive ved med at være årvågen, og derfor er der ingen grund til at opgive den kostbare gave, som er udviklet under megen besvær som følge af selvbevidsthedens tilbøjeligheder.

Der er en fin sætning på sanskrit, som udtrykker dette klart: Sat chit ananda. Sat er sandhed; den ultimative virkelighed, det universelle, det transcendente . Chit er mental erkendelse af det og resultatet er ananda, lyksalighed. Man kan ikke være lyksalig, hvis man ikke er klar over det, så husk det og brug det for jer selv, Sat, Chit, Ananda. Den lyksalige bevidsthed om virkeligheden. Men bevidsthed, selvbevidst erkendelse. Det fjerner al frygt for at miste sig selv i helheden og for dråben i havet og den slags. Det er vildledende udtryk. I min næste bog vil jeg skrive mere om dette, om fusionen mellem individet og universel bevidsthed.