Den integrerende faktor i personligheden er det personlige selv , refleksionen af det Højere Selv , eller det transpersonlige Selv . Uden denne integrerende, synteseskabende faktor kunne der ikke være en virkelig personlighed, ingen integration. Det er blevet udtrykt ganske udmærket, da det på en måde er et aspekt af den universelle lov om syntropi. Fysikere har helt op til vor tid talt som om der kun eksisterede entropi, det vil sige nedbrydning af energien til alt er dødt. Et meget tragisk billede, og heldigvis fuldstændig forkert. Nu har de, med de nye forskningsmetoder, opdaget, at der, både i den subatomare fysik og i astronomien, faktisk er en syntropisk proces, hvor potentialet eller spændingen tiltager. Det er det Teilhard de Chardin kalder Omega punktet. Det er blevet påvist at det er virkeligt.

På en måde, men kun på en måde, kan man se det som et aspekt af tyngdeloven, af tiltrækningen til et center, men i bevægelse og tilblivelse er der, især i hurtig bevægelse, den anden tendens til spredning. Så både det kosmiske og det individuelle liv er en fin balance, eller burde være en fin balance mellem tendensen til koncentration og spredning. Hvis der kun var koncentration var døden garanteret, og hvis der kun var spredning, ligeså. Vi kan altid empirisk se to retninger. En mod koncentration og en mod spredning. Det svarer delvist til introversion og ekstroversion. Og ligesom i personlighedsintegration og psykosyntese er målet ambiversion, hvilket vil sige at være i stand til at skifte mellem ekstroversion og introversion fra et højere opmærksomheds/bevidsthedspunkt.

Det er selvet , også på personlighedsplanet, som gennem viljens regulerende funktion, viljens styrende regulerende funktion, kan afbalancere vekslingen mellem ekstroversion og introversion alt efter behov, muligheder og opgaver. Dette er den personlige, enkle, lad os kalde det manifestation af det kosmiske liv, af afbalanceringen mellem gravitation og ekspansion. Er det klart?