SP: Vil du tale om delpersonligheder?

RA: Jeg tror at det er godt at tale om delpersonligheder , fordi det er en grundlæggende teknik, som ikke alle har en klar ide om. Delpersonligheder kan anskues på to måder: Generelt kan man sige, at ligesom solen reflekteres i utallige spejle, på samme måde kan Selvet reflekteres, ikke kun i det ene centrale personlige ego, men også i andre. Det er svært at forstå, men hver delpersonlighed der er udviklet nok til at have en vilje , til at være fast, til at tænke og føle, er en miniaturepersonlighed, som har de samme kvaliteter som hovedpersonligheden. En delpersonlighed er i sig selv en lille personlighed som lever på temmelig dybt vand. Det drejer sig om princippet om personificering, men det vil jeg ikke komme ind på, for det er mere teoretisk og jeg afskyr teori. Men når alt kommer til alt er det ikke teori, det er en personificeringsproces. Alle psykologiske elementer, især alle grupper af psykologiske elementer, hvilket vil sige det man i psykologien kalder ”komplekser”, har en tendens til at personificere sig. Og det er ikke teori. Det kan vi iagttage.

Lad os tage det enkleste af alle eksempler, rollerne. En kvinde identificerer sig ofte med sin moderfunktion i det omfang, hun føler sig og handler som moder. Det er en delpersonlighed i sig selv – som kan komme i konflikt med de feminine træk. Et emne af praktisk betydning – som jeg ikke går ind i – er konflikten mellem hustrurollen og moderrollen. Det tager vi op en anden dag, men det viser at alle delpersonligheder har en slags ego.

Nu vil jeg lige nævne et teoretisk problem. Man kan opfatte en delpersonlighed som en direkte refleksion af Selvet, eller som jeg sagde af det højere Selv , eller som en underordnet refleksion af egoet. Det første er måske mest metafysisk korrekt, hvor det andet er mere praktisk anvendeligt i undervisning og terapi, fordi det støtter reabsorberingen af alle delpersonlighederne i den integrerende personlighed. Med henblik på psykosyntese , selv-virkeliggørelse, undervisning og terapi er det bedre at bruge dette billede, som er rigeligt sandt til vores behov. Det sker!

Man kan reabsorbere, og lad os sige bringe en rolle, en delpersonlighed, til tavshed ved hjælp af enhver af rollens funktioner. Der er stor forskel på at sige, ”Jeg er moder” og på at sige ”Jeg spiller nu rollen som mor så godt jeg kan”. Der er stor forskel. Nu er moderen ikke mere uafhængig, selvhævdende, etc. Den er en subsidiær rolle spillet af personligheden. Det gør hele forskellen. Det kan også udtrykkes i form af dis-identifikation. Dis-identifikation betyder at anbringe enhver delpersonlighed, element og rolle på deres rette plads. Det betyder ikke at man afskaffer, kritiserer eller noget af den slags. Det er at give dem alle den rette position og funktion under ledelse af først det personlige selv , og i sidste ende af det Højere Selv, eller en kombination af de to. På den måde kompletterer de forskellige fremgangsmåder hinanden på forskellige måder. Men det er én af de mest praktiske fremgangsmåder, hvis vi blot husker den. Det er let at forstå – og endnu lettere at glemme!