”OK nu”, sagde Roberto, ”du kender til dis-identifikations- og selvidentifikationsøvelsen?”

”Ja, den er meget vanskelig for mig,” skrev jeg på min tavle og viste den til ham.

”Vær fortrøstningsfuld”, klukkede han, ”den er vanskelig for alle, fordi hvis man virkelig vil anvende den effektivt betyder det, at man identificerer sig med sit transpersonlige Selv . Men det er en helt naturlig indre vækstproces, som der ikke er noget magisk eller specielt i.”

Jeg var vant til at anvende dis-identifikationsøvelsen som den var beskrevet i hans bog og et let mantra var:

Jeg har en krop

Men jeg er mere end min fysiske form

Jeg har emotioner

Men jeg er mere end min følelsesnatur

Jeg har et intellekt

Men jeg er mere end mit tænkende sind

Jeg er et center af ren bevidsthed , der er i stand til at mestre og lede alle mine energier – fysiske, følelsesmæssige, mentale og åndelige.

Men Roberto beskrev en anden vej: ”der er nogle teknikker som kan hjælpe med disidentifikationen. Den første og mest effektive er erkendelsen af uendeligheden, evigheden og universaliteten. Og dette er helt videnskabeligt. Universet er praktisk talt uendeligt. Universet har ikke nogen ende eller begyndelse, måske i millioner af år, men det er en evighed for os. Dernæst er det universelt, fordi alt handler og reagerer på alt. Hvis du mediterer eller bare tænker og søger at erkende denne uendelighedens, evighedens og universalitetens kendsgerning, så vil det skabe en atmosfære af fred, af sindsro, hvori utålmodighed ikke kan eksistere.”

Han tog en bog frem som hed: The Universe, af’Rohr, der indeholdt en række fotografier af stjerner og galakser taget af et elektrisk kamera.