Viljens stadier

Viljens Stadier af Roberto Assagioli ( 4 af 9 )


Vil du realisere dine drømme? I så fald er denne beskrivelse af viljens seks stadier et dybtgående studie som afslører nye aspekter af viljeslivet, som ingen forfatter før har præsenteret så klart.


Beslutningsstadiet 

Beslutning kan betragtes som et meget specifikt og essentielt aspekt af viljen eller mere præcist af viljens kraft og derved af viljeshandling . Man kan se to forskellige holdninger, når der skal træffes beslutninger. Den ene er, at et stort antal mennesker træffer endog meget betydningsfulde beslutninger uden forudgående overvejelser som f.eks. valget af ægtefælle eller af arbejdsområde, og derved bliver deres valg udelukkende betinget af helt underbevidste motiver. Denne opfattelse af overvejelse – uden brug af evnen til at vælge bevidst og frit – er baseret på observation af sådanne mennesker. Den anden holdning findes hos dem der erkender, at enhver beslutning og ethvert valg indebærer muligheden for at begå fejl og endog at forårsage skade. Det ansvar, som dette indebærer, skaber en ubehagelig følelse af rådvildhed, frygt og skyld, og sådanne mennesker har derfor tendens til – bevidst og underbevidst – at vige udenom dette ansvar og lægge byrden med at beslutte over på andre – enten på et andet menneske eller på en af samfundets autoriteter. Tilskyndelsen til at opgive sin vilje , til at undvige og undslippe, forklarer mange af de almindeligt udbredte tendenser, og det er blevet beskrevet af mange forfattere, specielt af Erich Fromm i bogen Flugten fra friheden.

Man kan træffe beslutninger på to måder eller på to niveauer. Den første måde anvendes, når forudgående overvejelser har resulteret i, at man med klarhed kan se, hvilken retning der er den bedste eller mest hensigtsmæssige at følge. Såfremt man ikke kan se den med klarhed, må man vælge en retning, der synes at være den mest tilrådelige, idet man erkender, at man ikke må give efter for manglende beslutsomhed.

Men til tider synes det som om bevidst og rationel overvejelse ikke fører til noget. Der er eller synes at være så mange usikre faktorer i den situation, man står over for, at man ikke føler sig kompetent til at nå en troværdig konklusion. I sådanne tilfælde er det den anden måde, der bør følges, og det er at nå til en beslutning på et højere niveau. Dette betyder, at man afstår fra at anvende den bevidste personlige vilje og bringer problemet op til en anden og højere instans - selvet eller sjælen. I religiøs terminologi kendes dette som at søge Guds vilje. Det medfører endvidere, at man må anvende to andre metoder i denne indre handling – påkaldelse (af vejledning) og receptiv meditation . Læs artiklen Tænkning og Meditation.

Selvopofrelsens nødvendighed

En vigtig hindring, når der skal træffes beslutninger, er modviljen mod at forsage og mod at give afkald på noget. Baggrunden kan være både bevidst og underbevidst, men det har rod i det udbredte ønske om at “få både i pose og sæk”. Man bør derfor klart erkende og acceptere det uundgåelige faktum, at ethvert valg uvægerligt indebærer en proces, hvor man må eliminere alternativer, og hvor man må afstå fra andre ønsker og handlingsforløb. Selv i situationer, der er til fordel for en selv, må man se efter andre muligheder og udelukke og give afkald på andet, såfremt beslutningen skal få et vellykket resultat. De mennesker, der ønsker at opnå fremgang i verden, må vælge mellem ambition og dovenskab, mellem at tjene penge og give sig hen i fornøjelser. Mennesker, der ser på kendsgerninger og er realistiske, tager fremgang for givet uden at tænke særligt meget over det, men de mennesker, der er mere sensitive og mere åndssmidige og kompromissøgende, er ofte ikke i stand til eller ikke villige til at acceptere denne “hårde” kendsgerning, og når de udfører det, de har besluttet, så tænker de på og fortryder det, de måtte opgive med det resultat, at de mister deres glæde og mindsker deres effektivitet. For at lette valg og at træffe det mere villigt og helhjertet, så bør man ikke kun tænke på det man må opgive eller afstå fra, men også på begrebet at foretrække. Dette vil tydeliggøre det virkelige problem på en mere akkurat måde.


 
Side : 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | næste
© Artikler fra www.psykosyntese.dk må distribueres videre via e-mail og udprintes uden forfatterens tilladelse. Anden brug, herunder print i medier, visning på andre websites og anden form for distribution, eller brug af denne artikel, eller dele heraf, kræver ophavsretindehaverens tilladelse.

Kentaur Træning, Tomsgårdsvej 61. 2. tv. 2400 København, NV Tlf. 3811 6620 E-mail: info@psykosyntese.dk web: www.psykosyntese.dk