Vor viljes relation til andres viljer

De fundamentale hindringer, de store fjender, der stiller sig i vejen for både god-vilje og viljen-til-det-gode er selvoptagethed og selviskhed . Selvoptagethed kan sameksistere med oprigtig hengivenhed for andre og med opofrende handlinger. Den generelle tendens er at henføre alt til sig selv, at betragte alt fra sin egen personligheds vinkel, kun at koncentrere sig om sine egne idéer og om egne følelsesmæssige reaktioner. Det selvoptagede menneske har måske et oprigtigt ønske om at gøre godt, men kun på sin egen måde. Derfor vil han sandsynligvis være anmassende eller fanatisk. Han ønsker at omvende alle, så de får hans overbevisninger, pålægge dem sine metoder, og ser kun frelsen i de midler han tilbyder. En sådan holdning er et fundamentalt fejlperspektiv; en virkelig psykologisk “ptolemæisk tankegang”. Således kan man med de bedste intentioner gøre virkelig skade, som den godhjertede abe i en fortælling, der da den så en fisk i vandet, skyndte sig hen for at redde den fra at drukne ved at bære den op i træernes grene.

Selviskhed, derimod, er et resultat af den fundamentale trang til selvopholdelse og selvhævdelse, resultatet af ønsket om at besidde og dominere, og finder som sådan hele tiden forhindringer, der hindrer at ønsket tilfredsstilles. Det vækker aggressivitet og vold og en tilskyndelse til at ødelægge det, der vanskeliggør opnåelsen af ønskernes mål. Selviskhed er dybt rodfæstet i mennesket og har altid eksisteret, men i vore tider antager den mere markante og farlige former, fordi det moderne liv forsyner os med stærkere stimuli, færre begrænsninger og flere magtfulde destruktive midler. At kontrollere selviskhed er derfor ikke kun et moralsk krav, det er en nødvendighed for social sikkerhed.

En anden hindring er manglen på forståelse af andre. Vi er let tilbøjelige til at misforstå dem, som tilhører en andre, nationalitet eller socialklasse; som tilhører en anden religion, politisk parti, etc. Men ofte har vi ikke mindre mangel på forståelse for dem, der står os mest nær, og som vi elsker. Desværre skaber personlig kærlighed ikke gensidig forståelse, som mange er tilbøjelige til at tro. Vi ser ofte det sørgelige syn af mennesker, som elsker hinanden inderligt, men som ikke forstår eller har sans for den elskedes vitale behov (ægtefælle, barn eller forælder), og således plager eller endog ødelægger livet for vedkommende.

Hvordan kan dette undgås? Ved viljen-til-forståelse. For virkeligt at forstå, må vi være villige til at foretage de nødvendige forberedelser og udvikle en specifik evne, nemlig empati .

Forberedelsen består i at erhverve sig en tilstrækkelig viden om psykologi, både generel og specifik. Dette indbefatter:

a. En viden om menneskets psykologiske struktur;
b. En forståelse af den differentierede psykologi i forbindelse med alder, køn, type, etc.
c. At blive bekendt med den unikke kombination af karaktertræk hos forskellige individer.

Midlerne til at erhverve denne viden er:

a. Et studie af bøger, der omhandler psykologi ud fra et dynamisk og humanistisk synspunkt.

b. Indsigt i menneskelige personligheder, førstehånds dokumenter og materiale: biografier, selvbiografier, dagbøger og breve skrevet af meget forskellige slags mennesker – mænd, kvinder, helgener, videnskabsfolk, gammelt og moderne, fra Østen og fra Vesten. Blandt de mest nyttige for dette formål, kan tilfældigt nævnes de, der skrevet af eller om: Marcus Aurelius, St. Augustine, Petrarch, Montaigne, St. Teresa, Rosseau, Mazzini, Emerson, Lincoln, Amiel, Ramakrisna, Tolstoi, Rabindranath Tagore, Adele Kamm, Keyserling, Wagner, Helen Keller, Jung. Gode psykologiske romaner som dem, der er skrevet af Dickens, Balzac, Tolstoi, Dostoevsky, Manzoni, Romain Rolland er ligeledes nyttige. Nutidens biografier og romaner er mindre egnede, fordi de generelt kun omhandler, eller lægger vægt på de lavere, mørkere aspekter i den menneskelige natur. De fleste af dem er gennemsyret af kvaler, fortvivlelse, en følelse af håbløshed, eller af bitterhed og oprør. Derfor kan de give et fordrejet og ensidet billede af den menneskelige natur. Blandt de få undtagelser kan nævnes Jungs Memories, Dreams, reflections og romaner af Herman Hesse, Pearl Buck og Priestly.

c. Udviklingen og brugen af empati (“Projektion af ens egen bevidsthed ind i et andet menneske gennem forestillingsevnen” – Webster).

Det første krav, der stilles til dette, er en upersonlig og selvforglemmende holdning fra vor side. Den kan opnås ved at lade os fylde af, eller aktivt vække en opslugende interesse i den person, som vi vil forstå. Lad os møde ham eller hende med sympati, med respekt, endog med forundring, som et ”DU” og derved etablere et dybt indre forhold.

Lad os så øge denne tilgang, indtil den i først omgang bliver en levende kontakt og dernæst en identifikation. Lad os forestille os, at vi for øjeblikket er blevet den person. Lad os prøve at finde ud af hans tanker og hans følelser; lad os forestille os selv i forskellige tilstande og situationer, og fremkalde hans mentale og følelsesmæssige reaktioner på dem.

En sådan empati gøres mulig ved den essentielle “enshed” i den menneskelige natur, som nedenfor beskrevet, og på trods af alle ydre forskelligheder på et individuelt plan og på gruppeplan. Alle elementer og kvaliteter - kimen til alle dyder og laster - i et menneske findes potentielt i hver eneste af os. I hver af os er der en potentiel kriminel eller en potentiel helgen eller helt. Det er et spørgsmål om forskellig udvikling, værdianskuelse, valg og kontrol.

Øvelsen ikke alene hjælper os til at få den sande forståelse af andre, men giver os ligeledes en større menneskekærlighed. Den giver os en indsigt i den menneskelige naturs under og mysterium, i hvilken så mange og så kontrasterende elementer findes side om side. Vi finder både kimen til godhed og muligheden for frelse, der findes i mennesker med kriminelle tilbøjeligheder, svage sider, ufuldkommenheder, og endog lavere drifter, som også findes i et stort menneske. Vi bliver opmærksomme på de konflikter, der finder sted både i disse ydertilfælde af mennesketyper og i alle de mellemliggende typer og de deraf følgende lidelser. Vi giver derfor slip på vor sædvanlige stupide holdning, hvor vi dømmer andre, og en stor medfølelse, en følelse af fællesskab og solidaritet gennemstrømmer os. Og dette vækker naturligt viljen-til-det gode.