Den gode vilje

I vor betragtning af udviklingen af viljen indtil nu, har vi set på individet som en isoleret del og dets vilje som et redskab til personlige fordele. Men i virkeligheden eksisterer det isolerede menneske ikke; det er i konstant interaktion med sin familie, sine arbejdskolleger og med samfundet generelt. Mennesket har mange og forskelligartede forhold med sine medmennesker og med verden.

Derfor bliver vi konfronteret med to problemer, som er af den største praktiske betydning for os. De omhandler:

I. Vor viljes relation til andres viljer
II. Vor viljes relation til den universelle Vilje .

Ligegyldigt hvor stærk og dygtig han måtte være, vil en person, der ikke overvejer disse relationer, uundgåeligt vække reaktioner og konflikter, der kan vælte den struktur, han så arbejdsomt har bygget op. Ikke desto mindre frembyder det moderne liv et generelt sammenstød af viljer hvad angår dem, som konkurrerer om at dominere på alle slags områder. Samfundsklasser i konflikt med hinanden, partierne indbyrdes, nation mod nation, mens der inden for familierne ofte er stridigheder ægtefæller imellem, mellem forældre og børn, og mellem familiemedlemmer.

Det er ikke muligt at opregne det enorme spild af fysisk og psykologisk energi, af tid og penge, viljeenergi, og den samlede lidelse, der skabes ved disse kampe. Vor civilisation har i sandhed optaget mange levemåder, der er ligeså uøkonomiske og udmattende, som de er det modsatte af åndelige. Dette har været genstand for dyb bekymring hos dem, som er praktisk indstillede i en sand åndelig betydning. De har bestræbt sig på og bestræber sig på at erstatte konkurrence med samarbejde, konflikt med forlig og aftaler, baseret på forståelsen af de rette relationer mellem grupper, klasser og nationer. Et succesfuldt udfald af dette forsøg afhænger imidlertid i stor udstrækning af harmoniseringen af viljer hos alle involverede parter, således at deres forskellige mål kan samles i en kontekst, der tager hensyn til en overordnet menneskelig solidaritet.

Det samme gælder vore forhold til naturen og universet. Disse forhold er komplekse og mystiske, og rejser svære spørgsmål, der vedrører livets oprindelse, betydning og formål. Disse spørgsmål er genstand for de evigt tilbagevendende temaer inden for filosofien, åndelige overvejelser og i den religiøse tro. Det er bestemt ikke muligt at behandle sådanne spørgsmål dybsindigt her. Vi kan imidlertid af alle disse spørgsmål udskille dem, som i virkeligheden – selvom de synes abstrakte og fjerne for os - relaterer sig til enhver handling i vort daglige liv. Vi er bestandigt nødt til at tage et standpunkt til omstændigheder og hændelser, og denne nødvendighed indebærer en livs- og værdiopfattelse, en “filosofi” eller en tro, hvor rudimentær og ubevidst den end måtte være.

Idet vi tager et standpunkt med hensyn til livet generelt, begår vi sædvanligvis den samme fejl, som vi ofte begår i vore relationer med vore medmennesker. Den samme arrogante personlige vilje prøver til stadighed at gå imod naturen, at gøre oprør mod hændelser og mod skæbnen. Men naturen og skæbnen kan ikke trodses på denne måde. Ligegyldigt hvordan vi opfatter det, er der i universet en stor lov om harmoni, ligevægt og kompensation . Enhver handling fremkalder en reaktion, og ethvert brud på harmonien og ligevægten giver bagslag, som en boomerang mod lovovertræderen. Derfor er det nødvendigt at tøjle vore oprør og lære at leve i harmoni med livet.

Lige såvel som viljen har kraften til at udvikle sig selv, kontrollere og lede de øvrige psykologiske kræfter, har den også kraften til at kontrollere og disciplinere og begrænse sig selv. Den har kraften til at samarbejde harmonisk med en gruppe af andre viljer, fastholde og underordne sig universelle værdier, der frit anerkendes og accepteres.

Dette er “viljen-til-det-gode”, og den er anderledes end “god-vilje”. I “god-vilje” lægges vægten på godhed. Det er en menneskekærlig indstilling over for andre. God-vilje er en forudsætning for forståelse; midlet til at løse menneskelige problemer. Den afføder de rigtige relationer, og den giver sig udtryk i samarbejde. Den er blevet kaldt “det aktive fredsprincip”. I viljen-til-det-gode er vægten lagt på viljen. Det er en stærk beslutning om at lade det gode sejre. Derfor er den positiv, aktiv og dynamisk. I det omfang et menneske kan anerkende og manifestere det, er den et udtryk for Altets Vilje, for den Guddommelige Vilje.

Metoderne til udvikling af viljen-til-det-gode adskiller sig ikke fra dem, der allerede er nævnt. Metodiske øvelser; meditativ refleksion, og selvsuggetion; transformation og sublimering af psykologiske kræfter, etc. Forskellen ligger i målet, formålet og i anvendelsesområdet.