Viljen er menneskets inderste centrum

Sankt Augustine sagde med et af sine kortfattede og rammende udtryk: “Homines sunt voluntates” (mennesker er viljer), og man må sige, at det er viljen, der udgør menneskets virkelige inderste centrum. Det er det, der i sandhed gør ham til sig selv. Uden den, ville det mest kompetente og intelligente menneske ikke være andet end en genial robot. Et menneske med svag vilje er som en korkprop i havet, kastet rundt af bølgerne, eller som en vejrhane, der drejes rundt af ethvert vindpust. Han er ikke alene slave af andres vilje og af alle ydre omstændigheder, men også af sine drifter og begær. Han er ude af stand til at gøre tilstrækkeligt brug af sine talenter og evner, og ude af stand til at leve op til sine overbevisninger.

På den anden side, finder det menneske, som har udviklet en stærk og fast vilje, sin retmæssige position i verden ved at overvinde forhindringer, både dem der er skabt af omstændighederne, og dem der skyldes hans egne svagheder og drifter. Derfor erhverver han sig styrken til at nå de mål, han har valgt. Med andre ord, han lykkes, og vinder ligeledes det, der er bedre end verdslig succes: Tilfredsheden ved at have nået sine mål ved egen indsats og egen vilje, og forsikringen om, at han har styrken i sig selv til at kæmpe og til at vinde, igen og igen om nødvendigt.

Et sådant menneske har fjernet en af de mest almindelige årsager til fortvivlelse og fiasko fra sin bevidsthed – nemlig frygt. Han har lært at se livet i øjnene med resolut og fast tillid og at sige til det: “Jeg kender dig, og jeg frygter dig ikke.”