Af Roberto Assagioli
Oversat af Kenneth Sørensen. (Tip: ønsker du at udprinte, så benyt printerikonet i højremenuen.)

Polaritet er en universel kendsgerning der er iboende den kosmiske manifestation. Det er sandt at den ultimative og allerhøjeste virkelighed er den Ene, den Absolutte og Transcendente , men denne virkelighed kan kun defineres af det, den ikke er.

Fra selve det øjeblik hvor den kosmiske manifestation begynder at udfolde sig bliver dualiteten født. Den første grundlæggende dualitet er præcis den der eksisterer mellem det manifesterede og det umanifesterede. I Bhagavad Gita bliver dette udtrykt i ordene: ”Efter at have gennemtrængt hele universet med en del af mig selv, består jeg”. I manifestationsprocessen er den grundlæggende polaritet mellem Ånd og Stof.

Det er nødvendigt at fastslå at alle polariteter eksisterer i et forhold mellem to elementer og derfor er polariteten aldrig endegyldig, men relativ netop i forhold til et specifikt polaritets par. Det samme element kan være positivt i dets forhold til en bestemt ”pol” og negativt i dens forhold til en anden. Et eksempel på en sådan relativitet eksisterer i den grundlæggende polaritet mellem ånd og stof. Ifølge nogle er ånden den frie og transcendente virkelighed, der står over de forskellige modsætningspar, som eksisterer i det manifesterede liv. Det antager Keyserling i sin bog: From Suffering to Fulfillment (London; Selwyn and Blount) (1.)
Ifølge andre svarer ånden til den positive pol, og det dynamiske og kreative element i alle dualiteter. Dette er fx Jungs ide. Med andre ord, så betragter Keyserling ”spændingen” mellem ånden og livets forskellige manifestationer, som en spænding der eksisterer i en ”vertikal” retning. Den kalder han for ”intensitetens dimension”, mens Jung betragter polariteten mere som et horisontalt forhold.