Tænkning og Meditation

Roberto Assagioli beskriver i denne klare og oplysende artikel om de tre typer af meditation som psykosyntesen anvender. Reflektiv, receptiv og skabende meditation, der alle er stadier i den dynamiske meditation.

Af Roberto Assagioli   (oversættelse Kenneth Sørensen)

Tip: Udprint via printikon på højremenuen
Som det er tilfældet med mange andre ord indenfor psykologien (fx sind, personlighed, sjæl ), så tillægges ordet ”meditation” flere forskellige betydninger. I den mere afgrænsede betydning kan det betragtes som synonymt med disciplineret tænkning eller refleksion over en idé. Set i et bredere perspektiv omfatter det andre typer af indre handling, der dog forudsætter disciplineret tænkning. Indenfor psykosyntesen bliver meditation betragtet og praktiseret i denne bredere betydning. Vi skal i det følgende berøre de typer af meditation, vi ønsker at omtale, ved hjælp af passende terminologi, og efterhånden som behovet opstår.
De tre vigtigste typer er: refleksiv, receptiv og skabende meditation.
Meditation kræver den nødvendige forberedelse for at være effektiv. Det er et spørgsmål om at gå fra det normale liv med dets udadvendte orientering, hvori interessen og opmærksomheden er fuldt optaget af vores anliggender, planer og aktiviteter – og så til meditationens ”indre handling”. Denne forberedelse er trefoldig: Fysisk, emotionel og mental.

1. Fysisk afspænding – retter sig mod en grundig eliminering af alle muskulære og nervemæssige spændinger, så vidt det er muligt.
2. Emotionel ligevægt – er bestræbelsen på at opnå en tilstand af ro.
3. Mental samling – handler om at rette sindets interesse og opmærksomhed indad.

I. Refleksiv meditation

Den mest enkle definition af refleksiv meditation er at tænke, hvilket er en præcis, men begrænset definition, da det ikke er almen viden at have en klar forståelse af tænkefunktionen. Det er blevet hævdet, at ”sindet tænker i os”, snarere end at det er os, der formulerer tanker. Det er jo nemlig således, at sindet normalt arbejder spontant under indtryk af stimuli og forskellige interesser og på en desorganiseret måde. Sindet fungerer i det tilfælde uafhængigt af viljen og ofte i opposition til den. Denne mangel på mestring over sindet er godt beskrevet af Swami Vivekananda:

"Det er særdeles svært at kontrollere sindet. Det er meget rammende blevet sammenlignet med en vanvittig abe. Der var engang en abe, der var rastløs af sin natur, som alle aber er. Som om det ikke var nok, så lod nogen ham drikke frit af vinen, så han blev endnu mere rastløs. Så stak en skorpion ham. Når et menneske bliver stukket af en skorpion, hopper det rundt hele dagen, så den stakkels abe oplevede situationen værre end nogen sinde. For at fuldende dens elendighed, besatte en dæmon den. Hvilket sprog kan beskrive den ukontrollerede rastløshed, som denne abe oplevede?
Det menneskelige sind er som den abe; af natur uophørligt aktiv. Dertil beruset af begærets vin, hvilket forøger dets forvirring. Efter begæret kommer stikket fra skorpionen og dermed jalousien over andres succes. Og til sidst træder stolthedens dæmon ind i sindet, hvilket får det til at overdrive sin egen betydning. Hvor svært er det ikke at kontrollere dette sind!
Den første øvelse er derfor at sidde et stykke tid og lade sindet løbe af sted. Sindet bobler op hele tiden. Det er lige som aben, der springer omkring, men lad blot aben løbe rundt, så meget den vil, du venter og iagttager den bare. Viden er magt, siger ordsproget, og det er sandt. Før du ved, hvad sindet gør, kan du ikke kontrollere det. Giv det løse tøjler, og mange skjulte tanker vil dukke op. Du vil blive overrasket over, at det er muligt for dig at tænke sådanne tanker. Men du vil opdage, at hver dag bliver sindets luner mindre og mindre voldelige, og sindet bliver mere roligt. I de første par måneder opdager du, at sindet har mange tanker, senere vil de aftage noget, og efter et par måneder mere vil de blive færre og færre, indtil sindet til sidst kommer under perfekt kontrol. Men vi må tålmodigt praktisere hver dag."

En stor del af vores normale mentale aktivitet fortjener altså ikke den ære at komme ind under begrebet ”tanke”. Det er kun, når en dominerende interesse, bakket op af en fast og beslutsom vilje , er i stand til at holde sindet koncentreret på en ide eller opgave, at det virkeligt ”tænker”. Vi kan sige, at det reflekterer, det mediterer. Derfor er der dem, der mediterer, uden at kalde deres mentale aktivitet for meditation. Det kan fx være forskere, der søger en løsning på et problem eller forretningsmanden, der udarbejder et program for sine forretninger. Dette er en reguleret og organiseret anvendelse af tænkefunktionen. I den forbindelse bør vi erkende en noget ydmygende sandhed: disse mennesker tænker og mediterer ofte langt mere effektivt end de, der forsøger at gøre det ud fra psykologiske eller spirituelle formål.
Hvis vi vil lære at meditere, må vi erkende, at sindet i virkeligheden er et ”redskab”, et indre værktøj, som vi må disidentificere os fra, hvis vi skal gøre brug af det ved hjælp af viljen. Når vi er helt identificeret med sindet, kan vi ikke kontrollere det. Der behøves en vis ”psykologisk distance” og en vis ubundethed fra det.
Indøvelsen af koncentration er første trin, det næste er at rette sindets aktivitet ad baner, vi har besluttet, så det løser de opgaver, vi har tildelt det. I den forstand betyder det at ”tænke”, at reflektere over og dybt udforske et emne, at undersøge alle dets implikationer, forgreninger og betydninger. Et forsøg på at gøre dette vil hurtigt afsløre, hvor overfladisk og utilstrækkelig vores normale ”tænkning” er. Vi er vant til hurtigt at nå til konklusioner og vilkårlige generaliseringer, at overveje kun ét aspekt af emnet og at se eller betone det, der svarer til vores fordomme eller præferencer.
Den første betingelse for at udvikle tænkningens kunst er omhyggeligt at overvåge selve tænkeprocessen og være opmærksom med det samme, når afvigelser begynder. Den anden betingelse involverer ihærdighed og en hårdnakket indtrængning i emnet. Her optræder et besynderligt fænomen: få minutters refleksion ser ud til at udtømme emnet, og der er ikke mere at sige om det. Men ihærdig refleksion vil på dette tidspunkt føre til opdagelsen af andre uanede aspekter, der afslører en rigdom af udviklingsmuligheder, som ingen grænse kender.
Et eksempel kan gøre dette mere klart. Lad os tage en sætning som meditationstema: ”Jeg søger at elske, ikke hade”. Ved første blik virker dette simpelt og indlysende, endog banalt og får en til at tænke: ”Ja naturligvis, da jeg er et godt menneske med gode intentioner, søger jeg at elske og ikke hade, det er så indlysende, at jeg ikke kan tilføje yderligere”. Men hvis vi stiller os selv følgende spørgsmål, da vil vi opdage, at sagen ikke er så enkel. ”Hvad er den virkelige betydning af kærlighed? – Hvad er kærlighed? – Hvor mange og hvilke typer af kærlighed er der? – På hvilke måder er jeg i stand til at elske? – Hvordan forsøger jeg at elske? – Hvem elsker jeg og hvem lykkes det mig at elske? – Er det altid lykkedes for mig at elske, således som jeg ønskede det? – Hvis ikke, hvorfor ikke? – Hvad har været og er hindringerne og hvordan kan jeg eliminere dem? – I hvor høj grad afhænger min kærlighed af de mennesker, den er rettet imod, og hvor meget afhænger af min natur?”
Derefter kan vi undersøge ordet ”had” og stille følgende spørgsmål: ”Bag hvilken forklædning kan den gemme sig? – Er jeg fri for enhver form for had? – Føler jeg had mod dem der skader mig? - Mod dem der er fjendtlige mod mig? – Er disse følelser rimelige? – Hvis ikke, hvordan kan de ændres? – Hvilken holdning burde anlægges i forhold til det onde i almindelighed? – Hvad betyder udsagnet: ”en fjende er lige så nyttig som en Buddha? (1)
Det er indlysende, at vi ikke kan undersøge alle disse spørgsmål i en enkelt meditation. De udgør refleksionsmuligheder til en lang række meditationer. På den måde opdager vi den rigdom af betydninger, der er gemt i en sådan tilsyneladende simpel udtalelse.

Hvad er meditationens mål? Dem må vi være klar over, for de er afgørende for, hvilket tema der vælges og hvilken fremgangsmåde, der skal iværksættes. Et af målene for den refleksive meditation er begrebsmæssig. Det vil sige, at have en klar ide om emnet eller problemet. Begrebsmæssig klarhed er langt sjældnere end man tror, og det første trin er en bevidstgørelse om, at vores ideer ikke er klare. Der er et andet emne af endnu større vigtighed, og det er at tilegne sig viden om os selv (det vil vi tale om senere).
Nogle emner til meditation er:

1. De forskellige psykologiske og spirituelle egenskaber, som vi ønsker at opvække eller styrke i os selv: mod, tro, sindsro, glæde, vilje, etc.
2. Symboler. (Se den omfattende drøftelse af symboler og deres anvendelse i bogen: Psychosynthesis.)
3. En sætning der udtrykker en tanke, det er blevet kaldt for ”sædtanke”, og dem er der to hovedkategorier af:
a. Dem, der virker simple og indlysende, som den vi lige har kommenteret (”Jeg søger at elske …”)
b. Dem, der tværtimod er formuleret på en paradoksal måde, så at de først virker forvirrende. De synes umiddelbart at være opbygget af modsigelser, der kun kan forliges ved at finde en syntese på et højere og mere vidtfavnende niveau. Zen Buddhismens koans er ekstreme eksempler på disse paradoksale sædtanker. Her er nogle eksempler på paradokser, der kunne kaldes for psyko-spirituel spørgeleg: ”At handle med interesse og uden interesse” – ”At lide med glæde” (hvilket ikke betyder, at glæde sig over at lide). – ”At skynde sig langsomt” – ”At leve i det evige og i øjeblikket” – ”At se handling i uvirksomhed og uvirksomhed i handling” (dette er et tema i en af bøgerne i Bhagavad Gita).

4. Den vigtigste, ja det uundværlige meditationstema i forbindelse med at opnå personlig psykosyntese er refleksiv meditation på ens eget selv. Ved hjælp af dette, bliver man i stand til at skelne mellem ren selvbevidsthed eller opmærksomhed på selvet , og så de psykologiske elementer eller dele af ens personlighed på de forskellige niveauer. Denne forskel er allerede blevet omtalt, men jeg trækker den frem igen, fordi den er en grundlæggende nødvendighed for at tilegne sig bevidsthed om selvet.
Denne opmærksomhed og evne til at observere sin egen personlighed ”ovenfra” og ”fra en indre distance”, må ikke forveksles med det at være egocentreret eller optaget af sig selv. Disse tilstande afspejler faktisk lige det modsatte, fordi det er en identifikation med personlighedens elementer og en optagethed af ens personlige mangler. Men også af andres meninger og vurderinger af os, hvilket ofte vækker en akut fornemmelse af kval.
Endeligt bør refleksiv meditation på os selv ikke betragtes som en simpel passiv observationsproces, der opstiller en liste over kendsgerninger. Den retter sig mod at forstå, fortolke og vurdere det, vi opdager i os selv. (2)

II. Receptiv meditation

En klar forståelse af forskellen mellem refleksiv og receptiv meditation kan lettere opnås ved at betragte sindet som et ”indre øje”. I den refleksive meditation er sindets øje så at sige rettet horisontalt. Det observerer objektet, meditationens tema, sædtanken eller personlighedens forskellige aspekter. I den receptive meditation er sindets øje derimod vendt opad, hvor det søger at opdage det, der kan skimtes på et højere niveau end den normale bevidstheds og sindets.
Det første stadie er stilhed. Modtagelse af indtryk fra det overbevidste , en intuition , en inspiration, en besked eller en tilskyndelse til handling kræver en eliminering af det, der kunne hindre dets nedstigning til bevidsthedens sfære. Derfor er stilhed nødvendig. I forbindelse med det har en person med meditativ erfaring fortalt om den følgende oplevelse:

Jeg var fordybet i en intens meditation og vidste, at jeg havde nået en krystalklar, strålende tilstand, da denne tanke krydsede mit sind: ”Jeg ved, jeg er på dette niveau, og dog er jeg døv og blind og kan hverken høre eller se”. Et øjeblik efter kom dette humoristiske svar: ”Hvis du også var stille, så kunne du se og høre”.

At holde og bevare den indre stilhed kræver en vedvarende bestræbelse, for sindet er ikke vant til denne disciplin og forsøger at undvige den.
Der er forskellige måder at opnå mestring af sindet. Den første antydes af Vivekananda og består i at opretholde den rolige, tålmodige, iagttagende holdning i et vist tidsrum indtil sindet bliver træt af sin rastløse aktivitet. Det kan indøves tålmodigt i en kort periode hver dag. En anden metode er ihærdigt at gentage et ord eller udsagn og hviske det sagte. En tredje metode er at fremkalde et mentalt billede. De mest effektive ord og billeder er dem, der bevirker en tilstand af ro, fred og stilhed. Et passende udsagn er her taget fra en af de græske mysteriers hymner: ”Vær stille, O strenge, så en ny melodi kan flyde gennem mig”. Effektive billeder er fx en stille sø, der spejler himlens blå; en majestætisk bjergtop og i helt særlig grad: stjernehimlen en stille nat.

I andre tilfælde kan den modsatte vanskelighed opstå: en fornemmelse af tunghed eller søvnighed. Det må energisk modarbejdes, da det kan føre til en passiv tilstand, hvori elementer fra det ubevidste bryder frem, specielt fra det lavere eller kollektive ubevidste eller fra ydre psykiske energier. Så snart man bliver klar over det, må tilstanden afbrydes, og meditationen standses, i det mindste et stykke tid. Generelt set er der større vanskeligheder forbundet med receptiv meditation end med refleksiv meditation, og praktiseringen af den må udøves årvågent, hvis de skadelige virkninger skal undgås.

Hvordan og i hvilke former kommer ”beskederne”, altså det materiale vi ”modtager”? De mest almindelige måder er gennem vision eller oplysning. Som det er nævnt, er sindet symbolsk set et ”indre øje”, og kan derfor ”se” i betydningen at forstå. Den kan erkende meningen bag visse kendsgerninger og begivenheder, ”se” løsningen på et problem og få en ”lysende” ide.
Intuition er en højere form for vision. Etymologisk set er intuition beslægtet med vision, og betyder at ”se ind i” (in-tueri). I sin højeste form kan den ligestilles med en direkte, overrationel opfattelse af virkelighedens natur og essens. Den afviger derfor fra det, der normalt kaldes for ”intuition” (fornemmelser, psykiske indtryk, anelser vedrørende mennesker og begivenheder).
Den indre handling fra en, der bestræber sig på at opfatte den indre virkelighed, kaldes for ”kontemplation” eller den ”kontemplative tilstand”. Den højeste form for indre vision er illumination , der kan defineres som afsløringen af den iboende guddommelighed i alle ting, i naturen og levende væsener.
En anden virkning af receptiv meditation kan være ”indre hørelse”, men her er det også nødvendigt at skelne omhyggeligt mellem den psykiske opfattelse af stemmer og lyde og den sande transpersonlige hørelse. Den information der kommer fra de højere niveauer er for det meste upersonlig i sin karakter, beskederne er korte, men ladet med mening. De har ofte en symbolsk kvalitet, selv når de tilsyneladende bærer en konkret betydning. Et velkendt eksempel er den besked, som Frans af Assisi modtog: ”Gå ud og genopbyg min kirke”. Først fortolkede han den som en formaning til at genopbygge en lille kirke, der lå i ruin. Senere forstod han, at han var blevet bedt om noget helt andet, nemlig at genopbygge Kirken, der var i forfald på dette tidspunkt. Mange kunstneriske, litterære og musikalske indtryk hører til denne kategori af indre hørelse.
Nogle gange kan der foregå egentlige dialoger mellem det personlige ”Jeg” og Selvet . Sindet, der er samlet i meditation, stiller spørgsmål og modtager indre svar hurtigt og klart. Når man forsøger denne dialog, kræves det dog megen klogskab og skelneevne. Ofte opleves der ”stemmer” og ”beskeder”, der modtages eller transmitteres fra det personlige eller kollektive ubevidste, og hvis indhold ikke svarer til sandheden. De kan bedrage og er tilbøjelig til at dominere og besætte.
En tredje form for receptivitet kan betegnes som ”kontakt”, fordi det har en vis lighed med følesansen eller ” følelse gennem kontakt ”. Det har samme betydning som indholdet i udsagnet ”at etablere kontakt med nogen”, ”at være på bølgelængde med en eller anden”. Det er en indre kontakt med Selvet. Det indikerer et forhold, en forbindelse eller indtuning med Selvet, der gør os modtagelige for dets kvalitet og muligt for os at identificere eller forene os bevidst med denne spirituelle virkelighed, selvom det kun er for et øjeblik. Denne indre nærhed og ”berøring” fra Selvet harmoniserer, levendegør og genoplader os med energi.
Den fjerde måde at modtage indtryk fra det Højere Selv tager form af en tilskyndelse til handling. Vores erkendelse af det vækker en tilskyndelse til at gøre en given ting, at kaste os ud i en særlig aktivitet eller påtage os visse ansvar og opgaver.

Modtagelse efterfølges af registrering; det vil sige, en fase hvor en klar opfattelse af det, der er modtaget opnås, og denne erkendelse fastholdes. Det er tilrådeligt at nedskrive det, der er modtaget med det samme. Indtryk fra høje kilder er ofte levende og klare i modtagelsesøjeblikket, men er tilbøjelige til at forsvinde hurtigt ud af bevidsthedsfeltet , og hvis ikke de fanges og nedskrives øjeblikkeligt, går de ofte tabt. Og selve det at skrive dem ned bidrager til en bedre forståelse af dem, og indtrykkene udvikler sig endda, mens vi skriver, så vi i en vis forstand fortsætter med at ”modtage”.
En anden interessant type af modtagelighed er forsinket modtagelse. Det sker ofte, at intet tilsyneladende sker under den receptive meditation, og vi forbliver i en tilstand af ”mørke”. Intet nyt dukker op på overfladen af bevidstheden udover en generel fornemmelse af ro og hvile. Men det betyder ikke nødvendigvis, at meditation har været frugtesløs. Ofte sker der det i løbet af dagen eller de efterfølgende dage, at et indtryk eller en inspiration uventet viser sig. Den kan komme på ethvert tidspunkt, når man er optaget af en helt anden aktivitet, i afslappede øjeblikke, eller når man vågner om morgenen. Nogle gange kan man spore forbindelsen mellem den tilsyneladende mislykkede meditation og den efterfølgende inspiration. Derfor bør vi efter afslutningen af en meditation opretholde en indre holdning af årvågen venten. Den kan defineres som den ”meditative holdning” der, når den er udviklet gennem øvelse, kan fastholdes mere eller mindre hele dagen. Vi kan på den måde træne os i at fastholde en tilstand af dobbelt opmærksomhed, der indebærer en evne til at koncentrere sig normalt på vores ydre aktiviteter og samtidig holde en del af opmærksomheden rettet indad mod den indre verden.

Jeg vil også tilbyde disse tekniske forslag til meditation:

Ophør med at meditere et stykke tid, når overstimulation eller dens symptomer viser sig: Nervøs spænding, emotionel ophidselse, feberagtig aktivitet. Længden af en meditation varierer, men begyndere bør ikke meditere mere end ti eller femten minutter, det er længe nok. Den periode hvor et emne benyttes som tema varierer også, men bør ikke være mindre end en uge og efter længere tids praksis opdager man, at en måned ofte er for kort. Nogle emner ser ud til at være praktisk talt uudtømmelige! En god metode er at meditere på en serie af temaer på skift, således at hvert tema varer en uge, indtil man har været hele serien igennem. Endelig er der en måde at praktisere receptiv meditation, der tilbyder mange fordele, nemlig gruppemeditation som styrker koncentrationen (med nogle få undtagelser), giver en gensidig integration og beskyttelse, og ydermere muliggør en gensidig verifikation og udveksling af hver af gruppemedlemmernes resultater.

III. Skabende meditation

Meditation kan være skabende, fordi den er ”indre handling”. Der skabes nogen gange en modsætning mellem meditation og handling, men det er ikke korrekt. Mestring og anvendelse af psykologiske og spirituelle energier er handlinger, fordi de kræver vilje , træning og iværksættelsen af de rette teknikker, og frem for alt fordi de er effektive – de skaber resultater.
Der er forskellige formål, som vi kan benytte i forhold til skabende meditation. Den første og vigtigste er selv-skabelse. Ved hjælp af meditation kan vi tilpasse, forvandle og forny vores personlighed. En effektiv måde at gøre dette er ”idealmodel” øvelsen (se Psychosynthesis). Den kan betragtes som en ”model” for skabende meditation.
Vi anvender uafbrudt, spontant og jeg vil sige uundgåeligt, tankens skabende kraft og alle de andre psykologiske kræfter. Men normalt gør vi det ubevidst, tilfældigt, og derfor med få konstruktive virkninger eller i værste tilfælde til skade for os selv og andre.
En gavnlig anvendelse kræver frem for alt, at vi vurderer de motiver, der ansporer os og kun tillader de gode, det vil sige, dem der er et udtryk for ”viljen til det gode”. Derefter er det nødvendigt at bestemme vores mål præcist. I den nuværende periode af forandring bliver nye ”former” opbygget inden for alle livsområder, og vi kan samarbejde ved at hjælpe med skabelsen og manifestationen af de ideer, der oplyser, beliver og danner disse nye former.
Den skabende meditations forskellige stadier er:

1. Den klare begrebsliggørelse og formulering af ideen.
2. Anvendelse af forestillingsevnen, det vil sige, ideens ”iklædning” i billeder og ”suggestive” symboler.
3. Livgivning af ideen gennem varme følelser og begærets fremaddrivende kraft.

Et omfattende omrids af en meditation på viljen bliver givet nedenfor. Den samme fremgangsmåde kan anvendes med passende modifikationer til andre emner. Den kan også tilpasses til det specifikke mål, såvel som til den mediterendes psykologiske type.

Omrids til meditation på viljen

I. Forberedelse
1. Fysisk afspænding, emotionel ligevægt, mental samling.
2. Koncentration . Erkendelse af den rene selvbevidstheds punkt.
3. Opløftelse. Vende hjertets aspiration og sindets opmærksomhed mod Selvet .
4. Identifikation. Identifikation med selvet gennem forestillingsevnen og bekræftelse.

II. Refleksiv meditation

Anbefalede temaer:
1. På en af viljeshandlingens stadier.
a. Formål, Sigte eller Mål, baseret på Vurdering, Motivation og Hensigt.
b. Overvejelse
c. Valg og Beslutning
d. Bekræftelse: Ordre eller viljens "befaling".
e. Planlægning og udarbejdelse af et program.
f. Styring af gennemførelsen

2. På en af viljens egenskaber.
a. Energi, Dynamisk kraft, Intensitet.
b. Mestring, Kontrol, Disciplin
c. Koncentration, Målrettethed, Opmærksomhed, Fokus.
d. Fasthed, Beslutsomhed, Handlekraft, Hurtighed
e. Ihærdighed, Udholdenhed, Tålmodighed.
f. Initiativ, Mod, Dristighed.
g. Organisation, Integration, Syntese .

III. Anvendelse af symboler
1. Visualisering. Visualiser levende og vedvarende et symbol på viljen.
Anbefalede billeder:
a. En flammende fakkel.
b. Ild.
c. En lanse.
d. Et scepter.
e. En krone.
f. Et tårn.
g. En bjergtop oplyst af en opstigende sol.
h. En vognkusk der holder tømmerne på tre heste. (Krishna fra Bhagavad Gita)
i. Et menneske ved rorpinden på et skib.
j. En dirigent der dirigerer et orkester.

2. Auditive symboler. Anbefalet lyd: Siegfrieds tema (af Wagner)

IV. Receptiv meditation
1. Appel: ”Lad mit Selvs vilje vejlede og styre mit liv”.
2. Modtagelse. Stille erkendelse af viljesenergiens nedstrømning i personligheden på alle niveauer (mental-emotionel-fysisk).

V. Bekræftelse
”Jeg forkynder og fejrer viljen i tanke, ord og handling”.

VI. Udtryk
1. Sig højt: ”Selvets vilje til det gode udtrykker sig i mig som god vilje”
2. Vælg og formuler en specifik anvendelse af viljen, som du ønsker at vise i hverdagen.

Noter

(1)Det er på plads med et advarselsord i forbindelse med meditation på negative emner. Et grundlæggende aspekt ved meditation består i en intens fokusering af vores opmærksomhed på det emne, der er valgt til meditationen. Dette vitaliserer og forstørrer emnet, som følge af ”opmærksomhedens nærende kraft” (se: Praktisk anvendelse af den intelligente vilje: psykologisk åndedræt og næring, side xxx). Derfor må den direkte meditation på et negativt emne helt bestemt undgås. Dog kan meditation på et negativt aspekt være sikkert og nyttigt, hvis det gøres på en positiv måde, det vil sige med det formål og med vores interesse rettet resolut på at forbedre betingelserne eller reducere eller neutralisere det som er negativt. Den fremgangsmåde der beskrives ovenfor om ”at hade” er et eksempel på denne positive fremgangsmåde.
Men en sådan meditation er et relativt avanceret foretagende. Det er bedst først at forsøge sig med den, efter man har udviklet betragtelig færdighed og kontrol, og kun når et særligt og specifikt behov opstår.

(2) Endnu et advarselsord er nødvendigt her. Meditation på os selv kan på visse tidspunkter forårsage, at der dukker forstyrrende personligheds elementer op i bevidstheden eller et forøget nærvær af negative emotioner. Hvis dette sker, så skyldes det, at meditationen ikke er udført korrekt, det vil sige, fra et tilstrækkeligt objektivt og disidentificeret punkt. Men at opretholde et sådant afbalanceret bevidsthedsniveau er særligt svært, når man mediterer på sig selv og kan i starten være for svært eller endog umuligt for nogen af os, især de mere introspektive eller fantasirige typer. Når det er tilfældet, er det tilrådeligt at udsætte meditation på os selv og i et vist tidsrum vælge et mere upersonligt emne, mens man samtidig også betoner at praktisere disidentifikation .