II. Receptiv meditation

En klar forståelse af forskellen mellem refleksiv og receptiv meditation kan lettere opnås ved at betragte sindet som et ”indre øje”. I den refleksive meditation er sindets øje så at sige rettet horisontalt. Det observerer objektet, meditationens tema, sædtanken eller personlighedens forskellige aspekter. I den receptive meditation er sindets øje derimod vendt opad, hvor det søger at opdage det, der kan skimtes på et højere niveau end den normale bevidstheds og sindets.
Det første stadie er stilhed. Modtagelse af indtryk fra det overbevidste , en intuition , en inspiration, en besked eller en tilskyndelse til handling kræver en eliminering af det, der kunne hindre dets nedstigning til bevidsthedens sfære. Derfor er stilhed nødvendig. I forbindelse med det har en person med meditativ erfaring fortalt om den følgende oplevelse:

Jeg var fordybet i en intens meditation og vidste, at jeg havde nået en krystalklar, strålende tilstand, da denne tanke krydsede mit sind: ”Jeg ved, jeg er på dette niveau, og dog er jeg døv og blind og kan hverken høre eller se”. Et øjeblik efter kom dette humoristiske svar: ”Hvis du også var stille, så kunne du se og høre”.

At holde og bevare den indre stilhed kræver en vedvarende bestræbelse, for sindet er ikke vant til denne disciplin og forsøger at undvige den.
Der er forskellige måder at opnå mestring af sindet. Den første antydes af Vivekananda og består i at opretholde den rolige, tålmodige, iagttagende holdning i et vist tidsrum indtil sindet bliver træt af sin rastløse aktivitet. Det kan indøves tålmodigt i en kort periode hver dag. En anden metode er ihærdigt at gentage et ord eller udsagn og hviske det sagte. En tredje metode er at fremkalde et mentalt billede. De mest effektive ord og billeder er dem, der bevirker en tilstand af ro, fred og stilhed. Et passende udsagn er her taget fra en af de græske mysteriers hymner: ”Vær stille, O strenge, så en ny melodi kan flyde gennem mig”. Effektive billeder er fx en stille sø, der spejler himlens blå; en majestætisk bjergtop og i helt særlig grad: stjernehimlen en stille nat.

I andre tilfælde kan den modsatte vanskelighed opstå: en fornemmelse af tunghed eller søvnighed. Det må energisk modarbejdes, da det kan føre til en passiv tilstand, hvori elementer fra det ubevidste bryder frem, specielt fra det lavere eller kollektive ubevidste eller fra ydre psykiske energier. Så snart man bliver klar over det, må tilstanden afbrydes, og meditationen standses, i det mindste et stykke tid. Generelt set er der større vanskeligheder forbundet med receptiv meditation end med refleksiv meditation, og praktiseringen af den må udøves årvågent, hvis de skadelige virkninger skal undgås.

Hvordan og i hvilke former kommer ”beskederne”, altså det materiale vi ”modtager”? De mest almindelige måder er gennem vision eller oplysning. Som det er nævnt, er sindet symbolsk set et ”indre øje”, og kan derfor ”se” i betydningen at forstå. Den kan erkende meningen bag visse kendsgerninger og begivenheder, ”se” løsningen på et problem og få en ”lysende” ide.
Intuition er en højere form for vision. Etymologisk set er intuition beslægtet med vision, og betyder at ”se ind i” (in-tueri). I sin højeste form kan den ligestilles med en direkte, overrationel opfattelse af virkelighedens natur og essens. Den afviger derfor fra det, der normalt kaldes for ”intuition” (fornemmelser, psykiske indtryk, anelser vedrørende mennesker og begivenheder).
Den indre handling fra en, der bestræber sig på at opfatte den indre virkelighed, kaldes for ”kontemplation” eller den ”kontemplative tilstand”. Den højeste form for indre vision er illumination , der kan defineres som afsløringen af den iboende guddommelighed i alle ting, i naturen og levende væsener.
En anden virkning af receptiv meditation kan være ”indre hørelse”, men her er det også nødvendigt at skelne omhyggeligt mellem den psykiske opfattelse af stemmer og lyde og den sande transpersonlige hørelse. Den information der kommer fra de højere niveauer er for det meste upersonlig i sin karakter, beskederne er korte, men ladet med mening. De har ofte en symbolsk kvalitet, selv når de tilsyneladende bærer en konkret betydning. Et velkendt eksempel er den besked, som Frans af Assisi modtog: ”Gå ud og genopbyg min kirke”. Først fortolkede han den som en formaning til at genopbygge en lille kirke, der lå i ruin. Senere forstod han, at han var blevet bedt om noget helt andet, nemlig at genopbygge Kirken, der var i forfald på dette tidspunkt. Mange kunstneriske, litterære og musikalske indtryk hører til denne kategori af indre hørelse.
Nogle gange kan der foregå egentlige dialoger mellem det personlige ”Jeg” og Selvet . Sindet, der er samlet i meditation, stiller spørgsmål og modtager indre svar hurtigt og klart. Når man forsøger denne dialog, kræves det dog megen klogskab og skelneevne. Ofte opleves der ”stemmer” og ”beskeder”, der modtages eller transmitteres fra det personlige eller kollektive ubevidste, og hvis indhold ikke svarer til sandheden. De kan bedrage og er tilbøjelig til at dominere og besætte.
En tredje form for receptivitet kan betegnes som ”kontakt”, fordi det har en vis lighed med følesansen eller ” følelse gennem kontakt ”. Det har samme betydning som indholdet i udsagnet ”at etablere kontakt med nogen”, ”at være på bølgelængde med en eller anden”. Det er en indre kontakt med Selvet. Det indikerer et forhold, en forbindelse eller indtuning med Selvet, der gør os modtagelige for dets kvalitet og muligt for os at identificere eller forene os bevidst med denne spirituelle virkelighed, selvom det kun er for et øjeblik. Denne indre nærhed og ”berøring” fra Selvet harmoniserer, levendegør og genoplader os med energi.
Den fjerde måde at modtage indtryk fra det Højere Selv tager form af en tilskyndelse til handling. Vores erkendelse af det vækker en tilskyndelse til at gøre en given ting, at kaste os ud i en særlig aktivitet eller påtage os visse ansvar og opgaver.

Modtagelse efterfølges af registrering; det vil sige, en fase hvor en klar opfattelse af det, der er modtaget opnås, og denne erkendelse fastholdes. Det er tilrådeligt at nedskrive det, der er modtaget med det samme. Indtryk fra høje kilder er ofte levende og klare i modtagelsesøjeblikket, men er tilbøjelige til at forsvinde hurtigt ud af bevidsthedsfeltet , og hvis ikke de fanges og nedskrives øjeblikkeligt, går de ofte tabt. Og selve det at skrive dem ned bidrager til en bedre forståelse af dem, og indtrykkene udvikler sig endda, mens vi skriver, så vi i en vis forstand fortsætter med at ”modtage”.
En anden interessant type af modtagelighed er forsinket modtagelse. Det sker ofte, at intet tilsyneladende sker under den receptive meditation, og vi forbliver i en tilstand af ”mørke”. Intet nyt dukker op på overfladen af bevidstheden udover en generel fornemmelse af ro og hvile. Men det betyder ikke nødvendigvis, at meditation har været frugtesløs. Ofte sker der det i løbet af dagen eller de efterfølgende dage, at et indtryk eller en inspiration uventet viser sig. Den kan komme på ethvert tidspunkt, når man er optaget af en helt anden aktivitet, i afslappede øjeblikke, eller når man vågner om morgenen. Nogle gange kan man spore forbindelsen mellem den tilsyneladende mislykkede meditation og den efterfølgende inspiration. Derfor bør vi efter afslutningen af en meditation opretholde en indre holdning af årvågen venten. Den kan defineres som den ”meditative holdning” der, når den er udviklet gennem øvelse, kan fastholdes mere eller mindre hele dagen. Vi kan på den måde træne os i at fastholde en tilstand af dobbelt opmærksomhed, der indebærer en evne til at koncentrere sig normalt på vores ydre aktiviteter og samtidig holde en del af opmærksomheden rettet indad mod den indre verden.

Jeg vil også tilbyde disse tekniske forslag til meditation:

Ophør med at meditere et stykke tid, når overstimulation eller dens symptomer viser sig: Nervøs spænding, emotionel ophidselse, feberagtig aktivitet. Længden af en meditation varierer, men begyndere bør ikke meditere mere end ti eller femten minutter, det er længe nok. Den periode hvor et emne benyttes som tema varierer også, men bør ikke være mindre end en uge og efter længere tids praksis opdager man, at en måned ofte er for kort. Nogle emner ser ud til at være praktisk talt uudtømmelige! En god metode er at meditere på en serie af temaer på skift, således at hvert tema varer en uge, indtil man har været hele serien igennem. Endelig er der en måde at praktisere receptiv meditation, der tilbyder mange fordele, nemlig gruppemeditation som styrker koncentrationen (med nogle få undtagelser), giver en gensidig integration og beskyttelse, og ydermere muliggør en gensidig verifikation og udveksling af hver af gruppemedlemmernes resultater.