I. Refleksiv meditation

Den mest enkle definition af refleksiv meditation er at tænke, hvilket er en præcis, men begrænset definition, da det ikke er almen viden at have en klar forståelse af tænkefunktionen. Det er blevet hævdet, at ”sindet tænker i os”, snarere end at det er os, der formulerer tanker. Det er jo nemlig således, at sindet normalt arbejder spontant under indtryk af stimuli og forskellige interesser og på en desorganiseret måde. Sindet fungerer i det tilfælde uafhængigt af viljen og ofte i opposition til den. Denne mangel på mestring over sindet er godt beskrevet af Swami Vivekananda:

"Det er særdeles svært at kontrollere sindet. Det er meget rammende blevet sammenlignet med en vanvittig abe. Der var engang en abe, der var rastløs af sin natur, som alle aber er. Som om det ikke var nok, så lod nogen ham drikke frit af vinen, så han blev endnu mere rastløs. Så stak en skorpion ham. Når et menneske bliver stukket af en skorpion, hopper det rundt hele dagen, så den stakkels abe oplevede situationen værre end nogen sinde. For at fuldende dens elendighed, besatte en dæmon den. Hvilket sprog kan beskrive den ukontrollerede rastløshed, som denne abe oplevede?
Det menneskelige sind er som den abe; af natur uophørligt aktiv. Dertil beruset af begærets vin, hvilket forøger dets forvirring. Efter begæret kommer stikket fra skorpionen og dermed jalousien over andres succes. Og til sidst træder stolthedens dæmon ind i sindet, hvilket får det til at overdrive sin egen betydning. Hvor svært er det ikke at kontrollere dette sind!
Den første øvelse er derfor at sidde et stykke tid og lade sindet løbe af sted. Sindet bobler op hele tiden. Det er lige som aben, der springer omkring, men lad blot aben løbe rundt, så meget den vil, du venter og iagttager den bare. Viden er magt, siger ordsproget, og det er sandt. Før du ved, hvad sindet gør, kan du ikke kontrollere det. Giv det løse tøjler, og mange skjulte tanker vil dukke op. Du vil blive overrasket over, at det er muligt for dig at tænke sådanne tanker. Men du vil opdage, at hver dag bliver sindets luner mindre og mindre voldelige, og sindet bliver mere roligt. I de første par måneder opdager du, at sindet har mange tanker, senere vil de aftage noget, og efter et par måneder mere vil de blive færre og færre, indtil sindet til sidst kommer under perfekt kontrol. Men vi må tålmodigt praktisere hver dag."

En stor del af vores normale mentale aktivitet fortjener altså ikke den ære at komme ind under begrebet ”tanke”. Det er kun, når en dominerende interesse, bakket op af en fast og beslutsom vilje , er i stand til at holde sindet koncentreret på en ide eller opgave, at det virkeligt ”tænker”. Vi kan sige, at det reflekterer, det mediterer. Derfor er der dem, der mediterer, uden at kalde deres mentale aktivitet for meditation. Det kan fx være forskere, der søger en løsning på et problem eller forretningsmanden, der udarbejder et program for sine forretninger. Dette er en reguleret og organiseret anvendelse af tænkefunktionen. I den forbindelse bør vi erkende en noget ydmygende sandhed: disse mennesker tænker og mediterer ofte langt mere effektivt end de, der forsøger at gøre det ud fra psykologiske eller spirituelle formål.
Hvis vi vil lære at meditere, må vi erkende, at sindet i virkeligheden er et ”redskab”, et indre værktøj, som vi må disidentificere os fra, hvis vi skal gøre brug af det ved hjælp af viljen. Når vi er helt identificeret med sindet, kan vi ikke kontrollere det. Der behøves en vis ”psykologisk distance” og en vis ubundethed fra det.
Indøvelsen af koncentration er første trin, det næste er at rette sindets aktivitet ad baner, vi har besluttet, så det løser de opgaver, vi har tildelt det. I den forstand betyder det at ”tænke”, at reflektere over og dybt udforske et emne, at undersøge alle dets implikationer, forgreninger og betydninger. Et forsøg på at gøre dette vil hurtigt afsløre, hvor overfladisk og utilstrækkelig vores normale ”tænkning” er. Vi er vant til hurtigt at nå til konklusioner og vilkårlige generaliseringer, at overveje kun ét aspekt af emnet og at se eller betone det, der svarer til vores fordomme eller præferencer.
Den første betingelse for at udvikle tænkningens kunst er omhyggeligt at overvåge selve tænkeprocessen og være opmærksom med det samme, når afvigelser begynder. Den anden betingelse involverer ihærdighed og en hårdnakket indtrængning i emnet. Her optræder et besynderligt fænomen: få minutters refleksion ser ud til at udtømme emnet, og der er ikke mere at sige om det. Men ihærdig refleksion vil på dette tidspunkt føre til opdagelsen af andre uanede aspekter, der afslører en rigdom af udviklingsmuligheder, som ingen grænse kender.
Et eksempel kan gøre dette mere klart. Lad os tage en sætning som meditationstema: ”Jeg søger at elske, ikke hade”. Ved første blik virker dette simpelt og indlysende, endog banalt og får en til at tænke: ”Ja naturligvis, da jeg er et godt menneske med gode intentioner, søger jeg at elske og ikke hade, det er så indlysende, at jeg ikke kan tilføje yderligere”. Men hvis vi stiller os selv følgende spørgsmål, da vil vi opdage, at sagen ikke er så enkel. ”Hvad er den virkelige betydning af kærlighed? – Hvad er kærlighed? – Hvor mange og hvilke typer af kærlighed er der? – På hvilke måder er jeg i stand til at elske? – Hvordan forsøger jeg at elske? – Hvem elsker jeg og hvem lykkes det mig at elske? – Er det altid lykkedes for mig at elske, således som jeg ønskede det? – Hvis ikke, hvorfor ikke? – Hvad har været og er hindringerne og hvordan kan jeg eliminere dem? – I hvor høj grad afhænger min kærlighed af de mennesker, den er rettet imod, og hvor meget afhænger af min natur?”
Derefter kan vi undersøge ordet ”had” og stille følgende spørgsmål: ”Bag hvilken forklædning kan den gemme sig? – Er jeg fri for enhver form for had? – Føler jeg had mod dem der skader mig? - Mod dem der er fjendtlige mod mig? – Er disse følelser rimelige? – Hvis ikke, hvordan kan de ændres? – Hvilken holdning burde anlægges i forhold til det onde i almindelighed? – Hvad betyder udsagnet: ”en fjende er lige så nyttig som en Buddha? (1)
Det er indlysende, at vi ikke kan undersøge alle disse spørgsmål i en enkelt meditation. De udgør refleksionsmuligheder til en lang række meditationer. På den måde opdager vi den rigdom af betydninger, der er gemt i en sådan tilsyneladende simpel udtalelse.

Hvad er meditationens mål? Dem må vi være klar over, for de er afgørende for, hvilket tema der vælges og hvilken fremgangsmåde, der skal iværksættes. Et af målene for den refleksive meditation er begrebsmæssig. Det vil sige, at have en klar ide om emnet eller problemet. Begrebsmæssig klarhed er langt sjældnere end man tror, og det første trin er en bevidstgørelse om, at vores ideer ikke er klare. Der er et andet emne af endnu større vigtighed, og det er at tilegne sig viden om os selv (det vil vi tale om senere).
Nogle emner til meditation er:

1. De forskellige psykologiske og spirituelle egenskaber, som vi ønsker at opvække eller styrke i os selv: mod, tro, sindsro, glæde, vilje, etc.
2. Symboler. (Se den omfattende drøftelse af symboler og deres anvendelse i bogen: Psychosynthesis.)
3. En sætning der udtrykker en tanke, det er blevet kaldt for ”sædtanke”, og dem er der to hovedkategorier af:
a. Dem, der virker simple og indlysende, som den vi lige har kommenteret (”Jeg søger at elske …”)
b. Dem, der tværtimod er formuleret på en paradoksal måde, så at de først virker forvirrende. De synes umiddelbart at være opbygget af modsigelser, der kun kan forliges ved at finde en syntese på et højere og mere vidtfavnende niveau. Zen Buddhismens koans er ekstreme eksempler på disse paradoksale sædtanker. Her er nogle eksempler på paradokser, der kunne kaldes for psyko-spirituel spørgeleg: ”At handle med interesse og uden interesse” – ”At lide med glæde” (hvilket ikke betyder, at glæde sig over at lide). – ”At skynde sig langsomt” – ”At leve i det evige og i øjeblikket” – ”At se handling i uvirksomhed og uvirksomhed i handling” (dette er et tema i en af bøgerne i Bhagavad Gita).

4. Den vigtigste, ja det uundværlige meditationstema i forbindelse med at opnå personlig psykosyntese er refleksiv meditation på ens eget selv. Ved hjælp af dette, bliver man i stand til at skelne mellem ren selvbevidsthed eller opmærksomhed på selvet , og så de psykologiske elementer eller dele af ens personlighed på de forskellige niveauer. Denne forskel er allerede blevet omtalt, men jeg trækker den frem igen, fordi den er en grundlæggende nødvendighed for at tilegne sig bevidsthed om selvet.
Denne opmærksomhed og evne til at observere sin egen personlighed ”ovenfra” og ”fra en indre distance”, må ikke forveksles med det at være egocentreret eller optaget af sig selv. Disse tilstande afspejler faktisk lige det modsatte, fordi det er en identifikation med personlighedens elementer og en optagethed af ens personlige mangler. Men også af andres meninger og vurderinger af os, hvilket ofte vækker en akut fornemmelse af kval.
Endeligt bør refleksiv meditation på os selv ikke betragtes som en simpel passiv observationsproces, der opstiller en liste over kendsgerninger. Den retter sig mod at forstå, fortolke og vurdere det, vi opdager i os selv. (2)