Uddannelseskrisen

Skelnen mellem de to betragtninger hjælper os til at forstå ”krisen” som eksisterer i uddannelsessystemet i dag.
Forestillingen om ”at bibringe kundskaber fra det ydre”, opretholdt i et autoritært skolesystem med en kontrollerende lærer, som sikrer programmernes indlæring, er i direkte modstrid med de tendenser, som er under hurtig udvikling i dag.

Den ovennævnte kontrast har frembragt en revolution imod traditionelle uddannelsesmetoder.
Nye metoder, som flytter fokus fra læreren til eleven, er udviklet og taget i brug.
Psykoanalyse med dets vægt på det skadelige i fortrængning og kritik har også bidraget væsentligt til denne radikale ændring. Derfor er der kommet store forandringer, børn og unge mennesker bliver i dag behandlet med større forståelse og får bedre muligheder for at udvikle sig frit. Revolutionen på uddannelsesområdet er dog gået for vidt (som det næsten altid gør med revolutioner) og i visse tilfældet kammet over i den anden grøft. Eliminationen af al disciplin,
alle regler, al hjælp fra lærerens side, har været til stor skade, nogen gange direkte katastrofalt både når det gælder i familien og i skolen. Anarki, forvirring, mangel på selvdisciplin og voldelig
opførelse har været nogle af virkningerne. ”Reformatorerne” er blevet mest overrasket over det faktum, at frihed uden grænser har vist sig at være unaturligt og de har, måtte erkende at selv børnene ikke ønsker det og ofte selv beder om præcise regler, grænser og vejledning, en vis disciplin og mest af alt ”forbilleder” og levende eksempler. Dette faktum burde ikke være så overraskende og det viser sig, at selv voksne ofte finder det svært at leve med frihed og selv om de kæmper for det, egentlig ikke ønsker det. De er villige til at give friheden væk og løbe fra den. Dette paradoks hjælper os til at forstå den nye situation og er godt beskrevet i Erich From`s bog ”Escape from freedom” (Flugten fra friheden) Andre bøger beskriver det samme fænomen.

De dårlige resultater af den overdrevne brug af de nye uddannelsesmetoder, har skabt grobund for en modbevægelse, men det har ikke løst problemerne.
Alle forsøg på at vende tilbage til ”de gode gamle dage” er dømt til at fejle. Både med hensyn til det faktum, at de ikke var gode og på grund af ændringerne i den nye generations psyke og i samfundsforholdene omkring dem. I mellemtiden har det hastigt voksende antal af nye elever, den tumultagtige udvikling af ”masseuddannelse” og obligatorisk skolegang (hvilket er både beundringsværdigt og nødvendigt) givet en mangel på kompetente lærere og skoler. Alt dette forklarer årsagen til den voksende uddannelseskrise, hvor det nye og det gamle er side om side, men ofte i et skarpt modsætningsforhold til hinanden. De meste oplyste lærere har for nylig formuleret nødvendigheden af at finde en ”middelvej” som løsning på problemerne og sat forsøg i værk, som arbejder for dette. Det er en konstruktiv og lovende udvikling. Men for at opnå en fuldstændig tilfredsstillende metode, er det vigtigt at være bevidst om de tendenser, som er i tiden og som mere og mere viser retningen for fremtiden.

Hvad der indtil nu er blevet fremført her, understreger nødvendigheden af at etablere og udvikle en ny udannelsesstrategi for at imødegå fremtidens krav. Men lad os først se på de mangler og fejl, som viser sig mest alvorlige i den nutidige undervisning. Først og fremmest er den overdrevne vægt på den skolemæssige uddannelse/opdragelse et problem og som konsekvens deraf den manglende opmærksomhed på den familiemæssige uddannelse/opdragelse, hvilket giver mange utilstrækkeligheder. Her lægges grunden for den allerede nævnte forvirring mellem ”instruktion” og sand uddannelse og det hænger sammen med den meget svære opgave det er at forestå en fuldstændig tilfredsstillende opdragelse/uddannelse i familien. Dette er forværret af de nutidige samfundsforhold, som ofte frarøver børnene den opmærksomhed som er nødvendig for dem. Dette gør sig især gældende for faderen, som ofte må bruge sin tid og ressourcer på at forsørge familien. Men den dybe forståelse for, at børn ikke kan klare sig uden en tilfredsstillende opdragelse i familiens hjerte og at barnet har en ret til at modtage dette, burde forlede alle forældre til at erkende dette og seriøst forsøge at finde løsninger der tager højde for det.

Den altafgørende vigtighed af de første leveår for udviklingen af personligheden, er nøje beskrevet af psykoanalytikere og er erkendt af mange forældre og lærere. Blokeringer for en positiv personlighedsudvikling forårsages ikke blot af traumatiske oplevelser, som beskrevet gennem det psykoanalytiske arbejde, det samme forårsages, hvis barnet ikke påvirkes med uundværlige værdier som kærlighed, forståelse, opdragelse, vejledning og følelse af tryghed.