Spirituel humor

Spirituel humor er en paradoksal blanding af en holdning af afklaret og uhildet betragtning, følelsen af enhed med livet, og dyb sympati og medfølelse med andre. ”Humoristen,” skriver professor Fanciulli i sit essay om humor, ”er i høj grad begavet med evnen til at leve andres liv … Han føler de bånd, der binder alle ting sammen. Flerhed er relativ … måske kun tilsyneladende; alle dele er kædet sammen ved bånd der ikke kan brydes …. En beundringsværdig syntese er resultatet …. ; andres smerte og glæder bliver ens egne glæder og smerte. Denne sympati har mildhedens egenskaber. Den tager del i lidelserne hos den svage, den besejrede, den fattige.”

Men denne sympati er altid bevidst og afklaret og forhindrer ikke hvad Fanciulli korrekt betragter som humorens typiske kendetegn, nemlig smilet. Alt dette og mere gemmer sig og afslører sig i smilet hos den frigjorte Buddha, et smil fuld af medfølelse, men et smil affødt af visheden om at der eksisterer en vej til frigørelse, og at alle mennesker, før eller siden, vil opnå frigørelse og lyksalighed.

Det bør nævnes at alt, selv de bedste ting, kan misbruges, og det er netop opgaven i ”livskunsten” at bruge alt til et godt formål og i den rette mængde. Hvad humor angår, så lad os huske at dens funktion er ligesom salt i maden, et krydderi der giver smag til det liv, der er os tildelt, men at salt i sig selv ikke nærer.

Fra en anden vinkel er humor en betragtning af livets forbipasserende festspil; den er ikke en direkte og aktiv deltager i begivenhederne. Det fuldkomne menneske, den sande vismand, er ikke én der begrænser sig til kontemplation , men på den anden side heller ikke én der er fuldstændig opslugt i handling. Den er vis, som i det lidelsesfulde og arbejdsomme liv fastholder sit højere selv som en upartisk og smilende tilskuer.

For at opnå en sådan tilstand af indre frihed, er det nødvendigt at bruge humor, først og fremmest over for sig selv, idet man mildt gør grin med sin egen lille personlighed, der er så opfyldt med sin egen betydningsfuldhed, der giver sig selv attituder, og som tager sig selv så højtideligt – og som samtidig er sårbar, urolig og mistænksom.

Det som Giuseppe Zucca så rammende har kaldt personlighedens ”stålkasse” kan ikke i længden modstå – uanset hvor tykke og hårde dens mure måtte være – humorens fint gennemtrængende og altopslugende flamme. Før eller siden åbnes dens døre, og mennesket kan frigøre sig fra dette snævre og kvælende fængsel. Når det sker, kan man sige at den største bedrift er blevet udført. Sjælen udbreder sine vinger, og forener sig, glædesfyldt og med et guddommeligt smil, med andre sjæle, med alle skabninger og med Gud.