Psykosyntese-selv-identifikation

Psykosyntese øvelser ( 9 af 15 )


Her præsenterer vi en række øvelser som anvendes i psykosyntesesammenhæng til at skabe bevidsthedsmæssige forvandlinger. Bemærk at øvelserne først bør anvendes efter instruktion fra en øvet terapeut eller udøver.

Vækkelse og udvikling af transpersonlige kvaliteter

Formålet med denne øvelse er at skabe indre og ydre forhold, hvorigennem vi kan fremme og udvide en ønsket kvalitet hos os selv. I den følgende skitsering af øvelsen anvendes kvaliteten sindsro, men øvelsen kan tilpasses til andre transpersonlige kvaliteter så som mod, tålmodighed, glæde, medfølelse etc. Det er vigtigt, at valget af en sådan kvalitet – og beslutningen om at udvikle denne kvalitet – kommer indefra og ikke som et udtryk for ”bør”, men som noget, vi bevidst og frivilligt vælger som et videre skridt i vores vækst.

1. Sæt dig behageligt til rette i en afslappet stilling og træk vejret dybt nogle gange .... Tænk nu på kvaliteten sindsro – hold idéen ”sindsro” i tankerne og reflekter over den. Hvad er denne kvalitet, dens natur, dens betydning etc.? .... Idet du udvikler indsigter, idéer eller billeder, der har med sindsro at gøre, skriver du dem ned i din dagbog ....

2. Åben dig for yderligere idéer og billeder, der har med sindsro at gøre, som kan komme fra dit ubevidste , og skriv dem ned ....

3. Tænk over kvaliteten af sindsro, dens formål og anvendelse, navnlig i vores moderne, turbulente verden. I dit sind takker du sindsro, ønsker den ....

4. Indtag en fysisk holdning af sindsro .... Slap af i alle muskler. Træk vejret langsomt og rytmisk .... Tillad sindsro at komme til udtryk i dit ansigt. Det kan hjælpe at visualisere dig selv med det udtryk ....

5. Fremkald sindsro direkte. Visualisér, at du befinder dig et sted, som får dig til at opleve sindsro – en stille strand, et tempel, en kølig grøn skovslette, måske et sted hvor du engang oplevede sindsro .... Gentag ordet SINDSRO flere gange .... Lad sindsro fylde dig, indtil du synes at blive sindsro ....

6. Forestil dig, at du befinder dig i omstændigheder, der er almindelige i dit daglige liv, som tidligere ville have irriteret dig eller gjort dig bekymret: måske en fjendtligt indstillet person .... måske et vanskeligt problem .... krav om at gøre mange ting i højt tempo .... måske en farlig situation .... og se og mærk, hvordan du er rolig og afklaret ....

7. Beslut dig for i stadig højere grad at bringe sindsro ind i dit daglige liv .... og være et levende eksempel på sindsro .... ved at udstråle sindsro ....

8. Lav et skilt med ordet SINDSRO, hvor du anvender den farve og skrifttype, som bedst formidler denne kvalitet til dig. Placér skiltet, hvor du ser det hver dag, og helst hvor du ser det, når du har mest brug for sindsro. Hver gang du ser på skiltet, genkalder du følelsen af sindsro i dig.

Denne øvelse til udvikling af ønskede kvaliteter kan anvendes til et helt program. Vi kan anvende poesi, symboler, musik, drama, kunst, fotografier, dans og biografiske uddrag, som alle i en eller anden betydning for os symboliserer sindsro, og anvende dem i en totaloplevelse. Ved at omgive os med disse materialer kan vi vække en dyb følelse af sindsro eller andre kvaliteter.

(En mulig kontraindikation kan være: I enkelte tilfælde kan opleves en negativ reaktion på øvelsen. Når vi søger at vække sindsro, kan der opstå spændinger, rastløshed, angst etc. Hvis den negative reaktion er stærk, er det bedst at indstille øvelsen, medens vi udforsker de negative følelser og søger at forløse dem igennem katarsiske øvelser. Herefter kan øvelsen genoptages og vil derefter have en særlig værdi som et middel til at fylde det psykologiske ”rum”, der var blevet frigjort igennem frigørelsen af de negative følelser, med en positiv og ønsket kvalitet).

Transpersonlige kvaliteter

Her er en oversigt over nogle transpersonlige kvaliteter. Vi kan tilføje flere eller udskifte andre med andre ord end de, der er angivet nedenfor:

Skønhed Medfølelse Forståelse Mod

Kreativitet Energi Styrke Entusiasme

Evighed Uendelighed Universalitet Frihed

Frigørelse Ikke-tilknytning Samarbejde Venskab

Broderskab Generøsitet Godhed God vilje

Taknemmelighed Påskønnelse Beundring Forundring

Harmoni Humor Inklusivitet Modtagelighed

Glæde Lyksalighed Lys Kærlighed

Orden Tålmodighed Virkelighed Væren

Sandhed Fornyelse Tillid Tro

Sindsro Fred Tjeneste Stilhed

Ro Rolig Enkelhed Syntese

Helhed Forståelse Vitalitet Vilje


 
Side : 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | næste
© Artikler fra www.psykosyntese.dk må distribueres videre via e-mail og udprintes uden forfatterens tilladelse. Anden brug, herunder print i medier, visning på andre websites og anden form for distribution, eller brug af denne artikel, eller dele heraf, kræver ophavsretindehaverens tilladelse.

Kentaur Træning, Tomsgårdsvej 61. 2. tv. 2400 København, NV Tlf. 3811 6620 E-mail: info@psykosyntese.dk web: www.psykosyntese.dk