Psykosyntese-selv-identifikation

Psykosyntese øvelser ( 4 af 15 )


Her præsenterer vi en række øvelser som anvendes i psykosyntesesammenhæng til at skabe bevidsthedsmæssige forvandlinger. Bemærk at øvelserne først bør anvendes efter instruktion fra en øvet terapeut eller udøver.


Døren: En psykosyntese øvelse

Udformet af Betsie Carter-Haar. Hentet fra Synthesis I. Oversat af Hans Ole Pedersen

Dine svar på Hvem-er-JEG øvelsen har sikkert givet dig en fornemmelse af nogle af dine delpersonligheder . Men hvad kan du nu gøre for at lære mere om dem? For at opdage nye? Hvordan kan du forøge opmærksomheden på dine delpersonligheder, så at deres ubevidste processer kan blive mere bevidste?

Delpersonligheder bag dørenDit fremtidige delpersonlighedsarbejde er baseret på din erkendelse og viden om deres behov, deres ønsker, deres særlige kvaliteter, deres adfærdsmønstre. Det er selvfølgelig dine ønsker, behov, kvaliteter og adfærd, som er låst inde i de psykologiske former, vi kalder delpersonligheder. Målet for delpersonlighedsarbejdet er at udløse den energi, der er fanget i dem, og integrere den i hele personligheden, så at energien kan flyde mere frit og harmonisk.

Den følgende øvelse hjælper med at erkende, acceptere og koordinere dine delpersonligheder. Disse faser af delpersonlighedsharmoniseringen beskrives detaljeret i sektionen ”Harmoniseringens faser” i artiklen Delpersonligheder af James Vargiu.

Øvelses instruktion

1) Sæt dig behageligt til rette og slap af. Luk øjnene og tag et par dybe indåndinger. Forestil dig en stor trædør foran dig. Gør den så virkelig som du kan - læg mærke til strukturen og farven og detaljer såsom hængsler, håndtag eller dørgreb. På døren er der et skilt, hvor der står DELPERSONLIGHEDER. Forestil dig at de alle bor bagved døren.

2) Luk nu døren op og lad nogle af dine vigtigste delpersonligheder komme ud. Bare observer dem. Lad dig ikke påvirke af dem. Vær opmærksom på dem.

3) Fokuser gradvist på nogle af de vigtigste eller interessanteste delpersonligheder. Vælg den af dem, som ser ud til at være mest central, eller som interesserer dig mest. Hvis den, du har valgt, er den ene af et par, så tag dem begge og tilpas de følgende anvisninger.

4) Gå hen til delpersonligheden og begynd at forholde dig til den. Tal til den og lyt til hvad den siger til dig. Se hvad I har at sige hinanden.

5) Spørg hvad den ønsker. Spørg så hvorfor. Spørg hvad den behøver, og hvorfor. Det er forskellige spørgsmål, og de er yderst vigtige. Noter svarene mentalt.

6) Lad nu dig selv blive til delpersonligheden. Identificer dig med den, og oplev hvordan der er at være den. Hvordan føler du dig som denne delpersonlighed? Hvordan ser verden ud for dig? Spørg dig selv: ”Hvad ønsker jeg? Hvad vil jeg gerne? Hvad har jeg behov for?”

7) Vær nu dig selv igen. Se delpersonligheden foran dig. Spørg dig selv: ”Hvordan ville mit liv være, hvis den delpersonlighed helt og holdent fik sin vilje , hvis jeg var den delpersonlighed hele tiden?”

8) Kig nu på delpersonligheden igen og undersøg nøje, hvad du kan lide ved den, og hvad du ikke kan lide.

9) Se dig selv udenfor i solskinnet sammen med delpersonligheden. Forestil dig, at det er en strålende smuk dag, og at solen skinner klart. Forestil dig nu, at en speciel varm solstråle langsomt stråler fra solen ned mod dig, og indhyller dig og delpersonligheden i lys og varme. Solens energi vil sætte noget i gang.

10) Har delpersonligheden ændret sig på nogen måde nu? Vend dig mod den, hvis den stadig er der, og begynd igen at relatere til den. Se om du kan forbedre tingene, om du kan komme til at få et bedre forhold til den. Tag al den tid du skal bruge til det.

11) Skriv nu ned hvad der skete. Hvad kunne du lide ved delpersonligheden og hvad ikke? Hvad behøver den? Kunne du komme til en forståelse med den? Måske kan det hjælpe dig at lave en tegning af delpersonligheden.

Denne øvelse kan gentages efter behov, med fokus på den samme delpersonlighed eller på andre. Sørg for at bruge rigelig tid til at skrive tingene ned bagefter.

Variation

De første tre trin af Dør-øvelsen er beregnet til at skabe ny erkendelse, at opdage nyt materiale, som så skal håndteres og integreres. Dette er erkendelsesfasen.

På den anden side har du måske allerede føling med de delpersonligheder, der er vigtige i øjeblikket, og føler ikke behov for et frisk input eller nyt materiale. I det tilfælde kan det så være mere passende at harmonisere dem, end at kigge efter nye. Øvelsen kan da modificeres som følger:

Når du udfører trin 1, forestil dig da, at skiltet på døren bærer navnet på den delpersonlighed, du vil arbejde med. Luk så døren op og lad den delpersonlighed komme ud. Gå så videre til trin 4.

Mønstre at holde udkig efter

Et mønster du skal være på vagt overfor er selvkritik. Som eksempel på det kan vi kigge på en forfatter først i fyrrerne med tendens til ekstrem selvkritik. Han krævede det perfekte af sig selv, hvilket gjorde det nærmest umuligt for ham at arbejde kreativt. Intet af det han skrev, var nogensinde godt nok. Da han første gang lavede Dør-øvelsen, havde han en dialog med ”Hemingway,” hans kreative forfatter-delpersonlighed. Han lærte nogle vigtige ting om, hvordan han skulle forholde sig til ”Hemingway,” men efter et par uger begyndte han at føle sig nedtrykt. Senere skrev han, at ”jeg huskede ikke altid at holde forbindelse til Hemingway hundrede procent af tiden, som han havde behov for. Jeg så, at der ikke skete noget. Jeg gjorde det ikke rigtigt. Hvor var den perfekte harmoni og kreative produktivitet, der skulle være resultatet? Ikke blot kunne jeg ikke skrive - nu havde jeg ydermere den erkendelse at jeg heller ikke kunne vokse! Jeg kunne ikke gøre noget som helst godt nok. Så forstod jeg med et chok, at den følelse af ”ikke godt nok” kom fra en anden delpersonlighed. Jeg lavede Dør-øvelsen igen, og ud kom ”Perfektionisten.” Det var selvfølgelig der, jeg virkelig behøver at gøre en indsats.”

Mange af os har indre kritikere og perfektionister, selv om de måske ikke er så ekstreme som forfatterens ”Perfektionist.” Hvis du selv kommer ind i en sådan ond cirkel af kritik, skal du prøve at træde et skridt tilbage og finde din kritiske eller perfektionistiske delpersonlighed.


 
Side : 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | næste
© Artikler fra www.psykosyntese.dk må distribueres videre via e-mail og udprintes uden forfatterens tilladelse. Anden brug, herunder print i medier, visning på andre websites og anden form for distribution, eller brug af denne artikel, eller dele heraf, kræver ophavsretindehaverens tilladelse.

Kentaur Træning, Tomsgårdsvej 61. 2. tv. 2400 København, NV Tlf. 3811 6620 E-mail: info@psykosyntese.dk web: www.psykosyntese.dk