Social omsorg

Vi skal ikke behandle, men handle


Diagnosekulturen kan virke som et massivt Fort Knox, man enten må lægge sig ind under, hvis man vil anerkendes som en seriøs og kvalificeret aktør på det socialpsykiatriske felt, eller stå udenfor, med risiko for at lide en marginaliseret skæbne som var man fagligt sindslidende. Denne artikel giver et bud på et fagligt ståsted

 

Af socialpædagog Kenneth Sørensen. Bragt i Socialpædagogen den 16.10-1997 

Der er et stort behov for at udvikle et socialt begrebsapparat i arbejdet med sindslidende, hvis vi skal tages seriøst som samarbejdspartnere blandt andre faggrupper på det socialpsykiatriske felt. I modsat fald er der en oplagt fare for, at vi blot tilpasser os og forsvinder som faggruppe.

Socialt arbejde med sindslidende stiller store krav til socialpædagogens evne til at formidle sin faglighed i forhold til de andre faggrupper på det socialpsykiatriske felt. Mødet med psykiatrien kan virke overvældende og måske i nogen grad truende for ens faglige identitet, specielt hvis man ikke er klædt godt på teoretisk og menneskeligt. De psykiatriske faggrupper er fast forankret i et teoretisk begrebsapparat, der kan virke helt uimodsigeligt i sin tilsyneladende afklarethed, når det gælder beskrivelsen af de sindslidendes symptomer og den foreslåede behandlingsstrategi.

Kategoriseringen af de sindslidende i diagnosegrupper, giver den udenforstående et indtryk af, at her hersker der orden og afklarethed, overlad trygt arbejdet til os, vi ved hvad sygdommen handler om og skal nok tage os af det, er det implicitte budskab - eller sagt på en anden måde assimiler eller forsvind.

De psykiatriske faggrupper er med andre ord godt forankret i et teoretisk begrebsapparat, et sprog der giver faglig identitet og gennemslagskraft overfor andre aktører, hvad enten det er andre faggrupper, som for eksempel pædagogerne eller offentligheden i almindelighed.

Sproget skaber virkeligheden

Når vi ved at det er sproget, der skaber virkeligheden, så er det ikke helt ligegyldigt, hvilket sprog vi vælger til at beskrive for eksempel de mennesker vi arbejder med og deres psykosociale lidelser. For det vil altid være det fremherskende sprog inden for et område, der sætter dagsordenen socialt, kulturelt og politisk og dermed tiltrækker de begrænsede økonomiske ressourcer. Skal vi for at udtrykke det konkret, investere samfundets ressourcer i genteknologi og medicinsk forskning, eller skal vi udbygge de alternative boformer og indrette arbejdsmarkedet således at sindslidende også får en plads? Det afgør sproget fra de specialister på det socialpsykiatriske område, der formår at overbevise beslutningstagerne om, hvilken "virkelighed" vi skal satse på.

Står vi fagligt svagt, er der en oplagt fare for, at vi udvikler et fagligt mindreværdskompleks , som enten udtrykker sig gennem en ukritisk tilpasning grænsende til det underdanige, eller gennem en antiholdning til snart sagt hvad som helst, bare det stiver mindreværdet af. Meget af den antipsykiatriske kultur man ofte finder udbredt blandt pædagoger har måske i virkeligheden bund i et mindreværdskompleks, fordi vi ikke kan forklare os selv. Det er nemmere at være imod medicin, læger og nærige socialrådgivere end selv at komme med bud på kvalificeret handling. Derfor må vi udvikle vores eget sprog. Vi må fortælle hvad vi gør og hvorfor vi gør det.

Vi må stille os selv det spørgsmål, hvad er det særlige ved det pædagogiske arbejde, som berettiger vores eksistens, blandt andre faggrupper i socialpsykiatrien? 

Vi skaber social integration

Svaret er komplekst, men først og fremmest kan vi medvirke til at skabe social integration. Mange sindslidende lever socialt isoleret, med de negative omkostninger det normalt får for evnen til at trække på ressourcer i nærmiljøet, når en krise er under opsejling.

Social integration betyder ikke, at brugeren skal tilpasse sig det normale og almindelige liv. Det betyder, at vi kan bidrage til at skabe meningsgivende sociale sammenhænge, der på længere sigt giver brugeren tryghed til selv at opsøge de sociale sammenhænge han eller hun ønsker at være en del af.

Det handler med andre ord om at stimulere brugerens evne til at indgå i forpligtende sociale sammenhænge, så den sociale mestring styrkes og muligheden for personlige relationer og socialt netværk aktualiseres.

For at det kan lykkes må vi møde brugeren af det psykiatriske system som medmenneske, være en aktiv ligeværdig samarbejdspartner og medspiller i det sociale rum, som brugeren for en periode opholder sig i.

Vi kan og bør bestræbe os på at etablere en ligeværdig dialog, et menneskeligt møde der selvom det ikke er ligestillet, kan skabe grobund for menneskelig vækst, hos begge parter. Socialpædagogens opgave er at holde fast i det essentielt menneskelige, at brugeren først og fremmest er medmenneske, med samme grundlæggende behov for kærlighed, fællesskab og personlig vækst som andre borgere i samfundet og at det er muligt at få opfyldt disse behov i en social sammenhæng. Eller som en bruger udtrykte det i en artikel i Tidsskriftet OUTsideren:

- Vi har været med til dine børnefødselsdage, vi er din første seksuelle erfaring, vi har gået på universitetet sammen - lighederne er større end forskellene, husk det når vi mødes.

Vi sikrer de sociale rettigheder

En væsentlig årsag til at socialpædagoger og faggrupper i sundhedssektoren ofte går fejl af hinanden er at vi ikke forstår, hvad vores opgave hver især går ud på. Det er ikke socialpædagogens opgave at behandle den sindslidendes sygdom, og før vi får det slået fast er der ringe forudsætninger for et godt tværfagligt samarbejde. Det er derimod socialpædagogens opgave at sikre den sindslidendes grundliggende sociale rettigheder.

Et stort bidrag til den tænkning er den nyligt udkomne basis bog "socialt arbejde med sindslidende" hvor forfattergruppen betoner, at det sociale arbejdes mål er at sikre de sindslidendes sociale rettigheder. Med udgangspunkt i bistandsloven, formulerer gruppen en række sociale rettigheder, herunder: "Retten til at bo i egen bolig, ret til arbejde/struktur i hverdagen, ret til at komme omkring, ret til undervisning og uddannelse , ret til at dyrke interesser sammen med andre, ret til kontakt med andre, ret til råd og vejledning, ret til at træffe beslutninger om egen tilværelse" (side 49).

Disse rettigheder er uafhængig af om vedkommende er syg eller rask, er indlagt eller udskrevet. Man mister altså ikke sine rettigheder selvom man stærkt psykotisk og indlagt på lukket afsnit og vi kan som socialarbejdere aldrig påberåbe os, at klienten er udenfor rækkevidde, det er vores opgave at tilpasse de sociale tilbud, så brugeren får sine rettigheder opfyldt. Vores opgave er med andre ord ikke at behandle folk, men at handle med dem.

Vi laver livskvalitetsarbejde

Et andet centralt begreb i det sociale arbejde er livskvalitet. Dette noget uklare begreb, kan virke svært at håndtere, fordi livskvalitet, som oftest er en meget individuel størrelse. Nogen vil mene, at når bare man er tilfreds, så har man en god livskvalitet, men det viser sig i praksis ikke at holde for en nærmere analyse. For man kan sagtens finde mennesker, der lever under så menneskeligt uværdige forhold, i dyb fattigdom og socialt isoleret, men samtidig erklærer at de er tilfredse, når bare de får lov til at passe sig selv.

Det er naturligvis nødvendigt at respektere, at vi som mennesker kan have meget forskellige målestokke for tilfredshed, men det betyder på ingen måde, at disse mennesker ikke har drømme om et andet liv. Tilfredshed kan ofte være et udtryk for resignation, en tilpasning til de forhåndenværende muligheder. Der er mennesker, der stort set har afskrevet sig alle deres sociale rettigheder, for de kan ikke se, hvordan de får dem realiseret.

Det er her socialpædagogen kommer ind, som den der insisterer på at sikre brugerens rettigheder.

Lægen Søren Ventegodt har forsket en del i livskvalitet og er nået frem til at livskvalitet er evnen til at realisere sine værdier og tage ansvaret for sit eget liv. Hvis det er socialpædagogens opgave at sikre den sindslidendes livskvalitet, og vi køber Ventegodts definition, så må vi støtte brugeren i at udleve sine drømme, mestre sit liv, og tage ansvar for sig selv. Det er med andre ord socialpædagogens mål at styrke brugerens evne til selvforvaltning, som middel til at brugeren kan mestre sit eget liv ud fra egne forudsætninger og værdier. Det sker i vid udstrækning mange steder i det sociale arbejde, vi kalder det brugerindflydelse, brugerstyring og brugerinddragelse.

Vi skaber personlig integration

Et yderligere begreb i det sociale arbejde med sindslidende, er personlig integration, Hvor den sociale integration sikrer opfyldelsen af de sociale behov, venskab, fællesskab og meningsfyldt arbejde, så er den personlige integration ud­tryk for personens evne til på egen hånd at mestre påvirkningerne fra sit følelses- og tankeliv.

Selvværd er det fundament hele personligheden står på, og er ofte en kvalitet som mange sindslidende uanset diagnose savner - derfor bliver det en af socialpædagogens væsentligste opgaver at styrke selvværdsfølelsen. Følelser af tvivl om eget værd og negative tanker og forestillinger om sig selv, bliver afvist af mennesker med godt selvværd. Selvværd kommer af betydningen at tillægge sig selv værdi og forudsætningen for et godt selvværd bygger på evnen til at se sin værdi for sig selv og andre.

Uden selvværd ingen personlig integration eller identitet, fordi det er kærlig­heden til os selv og vore værdier, der giver os oplevelsen af at være hel, noget i os selv.

Identitet er en psykisk struktur baseret på selvværd, der gør os uafhængige og trygge ved at være den vi er, giver os mod til at gå ud og møde de andre identiteter, fordi vi har noget at dele (vores værdier) med omverdenen. Konsekvensen af nedsat selvværd er en øget psykisk sårbarhed fordi vi i høj grad bliver afhængige af omgivelsernes accept og deres evne til at se vores værdi.

Social isolation er en ofte forekommende følge af sindslidelser eller måske er det omvendt, men nuvel, det er mit po­stulat at en af de væsentligste årsager til denne isolation og sindslidelser generelt, er nedsat eller helt fraværende selv­værd. Man kan så diskutere årsagerne til at det forholder sig således. Det socialpædagogiske arbejdsområde er det sociale rum, og hvor psykologer benytter psykoterapeutiske metoder til at genskabe selvværdet og opbygge, identiteten, der benytter socialpædagogen sociale "teknikker". 

... gennem selvværd

Et af socialpædagogikkens væsentligste formål er at skabe udviklingsprocesser, hvor mennesker kan vokse og hente fornyet styrke. Socialpædagogik har et større formål end blot at holde folk be­skæftigede eller udføre basale pleje- og omsorgsopgaver, selvom de også er væsentlige. Den professionelle socialpædagog ønsker at "flytte" et menneske fra et sted til et andet, ved at inspirere og stimulere den sindslidende, til at tage aktivt del i sin egen selvudvikling.

Det handler for socialpædagogen om, at finde nogle aktivitetsområder, hvor den sindslidende har særlige evner og ressourcer, der kan udvikles, som udgangspunkt for at styrke selvværdsfølelsen. Aktiviteterne har to primære formål, dels at være rum for selvværds styrkende oplevelser og små succeser der opbygger troen på at man kan noget, men også at være en vej ud af den sociale isolation via et "fælles tredje".

Det fælles tredje kan være et interesse­område (for eksempel edb-undervisning) der knytter mennesker sammen på tværs af sociale og kulturelle skel. Det er ofte langt lettere at håndtere en social situation, hvis man har noget konkret at være sammen om, en fælles interesse for eksempel. Derfor er det socialpædagogens opgave at iværksætte et fælles tredje, som en metode til at skabe udviklingsprocesser i den enkelte og gruppen. Det er endvidere vigtigt at skabe situationer, hvor det kan opleves at man har værdi for andre, via de fælles interesser. 

Vi skal bruge vores sunde øje

Socialpædagoger kan ofte komme i et modsætningsforhold til det sygdomsorienterede behandlersystem, hvis vi ikke anerkender de forskellige opgaver vi har i forhold til den sindslidende. Hvor det er sundhedsvæsenets opgave at indkredse lidelsen diagnostisk, fokusere på dens fremtrædelsesform (symptomerne), for at kunne iværksætte den rette medikamentelle og psykologiske behandling, så er det socialpædagogens opgave at bruge sit "sunde øje" og kigge bag om symptomerne, og interessere sig for det sunde i mennesket.

Vi må anerkende at det er helt naturligt, at læger og sygeplejersker fokuserer på det syge, det er de uddannet og ansat til. Men samtidig må socialpædagogen fastholde at vores opgave ikke er at behandle den sindslidendes symptomer, men at interessere os for den bagvedliggende personlighed og den sociale struktur personen er en del eller ikke en del af, for at skabe mulighed for større personlig vækst og social trivsel, på trods af symptomer.

Psykiatrisk behandling og socialpædagogisk handling må adskilles og forstås ud fra hver deres arbejdsopgave. Hvis vi som socialpædagoger kunne holde fast ved begreber som social integration, sociale rettigheder, livskvalitet, personlig integration, og "det sunde øje", så ville vi efter min mening stå langt stærkere på det socialpsykiatriske felt.

  

Litteraturhenvisninger:


"Socialt arbejde med sindslidende", af Erik Adolf mfl., forlaget Systime; "Livskvalitet", af Søren Ventegodt, Forskningscentrets forlag; "Galskabens strategier", af Folmer Leide, udgivet på Hans


 
© Artikler fra www.psykosyntese.dk må distribueres videre via e-mail og udprintes uden forfatterens tilladelse. Anden brug, herunder print i medier, visning på andre websites og anden form for distribution, eller brug af denne artikel, eller dele heraf, kræver ophavsretindehaverens tilladelse.

Kentaur Træning, Tomsgårdsvej 61. 2. tv. 2400 København, NV Tlf. 3811 6620 E-mail: info@psykosyntese.dk web: www.psykosyntese.dk