Diagnosefri socialpædagogik

Socialpædagoger må aldrig opgive deres egen faglighed og menneskesyn, når de arbejder med sindslidende, selvom de arbejder under massivt pres fra andre faggrupper, der kræver at vi integrerer den psykiatriske tænkning i vor arbejde.

Af Socialpædagog Kenneth Sørensen. Bragt i Socialpædagogen 12.07-1997

Arbejdet med sindslidende bliver et stadigt større arbejdsfelt for socialpædagoger efterhånden som socialpsykiatrien udbygges. I det arbejde er det overordentlig vigtig at pædagogen er fagligt rustet til at møde den massive påvirkning det psykiatriske system udøver på dens beskæftigede i form af faglige termer og såkaldte "videnskabelige" forklaringsmodeller.
Der er et efterhånden stigende pres fra de psykiatrisk beskæftigede faggrupper mod socialpædagoger der søger beskæftigelse indenfor området. Det går i retning af,  at vi må  integrere de vedtagne diagnostiske betegnelser på sindslidende, hvis vi vil tages alvorligt som samarbejdspartnere og faggruppe. Vi skal med andre ord styrke seminarieuddannelsen og efteruddannelsen, så vi får forklaret de psykiatriske diagnoser og deres nødvendighed i det daglige arbejde med sindslidende. Det er endvidere mit indtryk når jeg taler med kollegaer, at selv fagligt uddannede socialpædagoger slår til lyd for den opfattelse at socialpædagoger er for dårligt uddannede, når det gælder arbejdet med sindslidende. Og  går man disse mennesker på klingen, så er det som regel altid det manglende kendskab til de psykiatriske diagnoser , der er hovedindholdet i deres kritik.
Det er tilsyneladende den antagelse, at man ikke kan beskæftige sig professionelt (og videnskabeligt) med sindslidende, uden at man fastholder dem i et stereotypt og fastlåst sygdomsbillede, der ikke levner disse mennesker mange muligheder, for at opleve sig som almindelige medmennesker og borgere i samfundet. Der er efter min mening ikke behov for en styrkelse af kendskabet til de psykiatriske diagnoser, derimod er der et stort behov for at opstille alternativer til denne forklaringsmodel. Speciel er det vigtigt at vi som socialpædagoger er fast forankret i vor egen faglighed, ved hvad vor opgave er og kan udføre den uden at skulle psykiatrisere vore "klienter".

Medierne marginaliserer de sindslidende

Vores opgave er først og fremmest når det gælder sindslidende, at være et modspil til den enorme sygeliggørelse, som samfundet og specielt psykiatrien (måske med rette), påvirker den sindslidende med. Som det med alt tydelighed kommer frem i Socialministeriets rapport: "De gode viljers fallit", så er medierne i skøn forening med psykiatrien (min tilføjelse),  hovedaktører i at opretholde det unuancerede og fordomsfulde billede på psykisk syge, der generelt præger vor samfund.
Medierne har brug for sensationshistorier og der er det altid nuancerne der kommer til kort. Derfor handler stadig flere artikler om sindssyge kriminelle, "der slår deres nabo ihjel med en motorsav". Selv Lars Engells reportage fra den retspsykiatriske afdeling på Sankt Hans Hospital, sanktionerer den holdning at sindssyge virkelig er rablende gale. Man kan spørge sig selv, hvorfor at selv mennesker som Lars Engells, der uden tvivl har haft gode intensioner med sin udsendelse, udelukkende vælger at sætte fokus på de mest syge i sin udsendelser. Svaret er indlysende, det egner sig til TV-mediet. Det ville være gabende kedsommeligt at vise billeder af sindslidende, der kunne formulere sig helt almindeligt og virkede normale, når nu vi har fordomme om at de skal være rablende gale.
Medierne er desforuden med til at legitimere psykiatriens behandling og menneskesyn  og hvis jeg skulle være rigtig grov - med til at pleje medicinalindustriens behov for at sygeliggøre menneskelig adfærd, så de får mulighed for et større marked for deres produkter. Der skal i dag ikke mange hovedpiner til før at vi får tilbudt alverdens lykkemedicin uden at jeg dermed har sagt, at antidepressive midler ikke kan have deres berettigelse.

Socialpædagogens rolle

Hvordan kan vi så spille en afgørende rolle som medspiller og ikke som modspiller til det psykiatriske systems sygdomsfiksering ?
Vi kan starte med at anerkende, at det er helt naturligt, at læger og sygeplejersker fokuserer på det syge, det er de uddannet og ansat til. Men samtidig må vi fastholde at vores opgave ikke er at behandle den sindslidendes symptomer, men at interessere os for den bagvedliggende personlighed, og skabe mulighed for større personlig vækst og social trivsel, på trods af symptomer.
Socialpædagogens vigtigste opgave er efter min mening at sætte gang i vækstprocesser hos de mennesker der er hans genstandsfelt. Det gør man ved at fokusere på de ressourcer alle mennesker besidder, på trods af symptomer.
Sindslidende er fuldstændig normale mennesker bag deres symptomer. De har behov for kærlighed, fællesskab, ansvar, og meningsfulde aktiviteter, disse behov er det vores opgave at stimulere og udvikle i samspil med den sindslidende og på trods af symptomer.
Vi er pædagoger og uanset hvilke mennesker vi arbejder med/for, så er det vores opgave at skabe muligheder for at disse mennesker kommer videre i deres eget liv, på deres egne betingelser og ud fra individuelle forudsætninger.
Vi er pædagoger og ansat til først og fremmest at skabe udvikling, hvis ikke vi gør det, så kunne man lige så vel ansætte plejehjemsassistenter og spare de 3 års uddannelse på seminariet.

Praktisk arbejde med sindslidende

Jeg arbejder til daglig som socialpædagog og redaktør på tidsskriftet OUTsideren, der er et socialpædagogisk medieprojekt for sindslidende. Det har på 1½ år udviklet sig til at blive landets største brugerproducerede tidsskrift, fordi 12 redaktionsmedlemmer, 90% med psykiatrisk erfaring, engagerer deres liv og ressourcer i at udvikle og udforme bladet, så det kan blive et professionelt og værdigt modspil til den etablerede presse. OUTsideren er først og fremmest et talerør for mennesker, der har eller har haft en psykisk lidelse.
Vi stiller specielt skarpt på de sindslidendes holdninger, for at styrke den fælles kamp mod de helt utilstrækkelige forhold, som mange møder i deres daglige liv. De etablerede medier bruger i særdeles sjældent grad sindslidende som kilder til deres historier, hvilket Socialministeriets rapport dokumenterer, vi forsøger at være et modspil til den virkelighed.
På OUTsideren er der ingen journaler eller  registrering af personlig baggrund, selvom alle er klar over, at de har en fælles psykiatrisk erfaringsbaggrund.
Men denne erfaring er i vores sammenhæng ikke et minus, men derimod en ressource vi bruger til at markedsføre vores blad. Vores slogan er: "OUTsideren - ser psykiatrien indefra". Dermed pointerer vi, at de mennesker der har prøvet sindslidelsen på egen krop og eventuelt har haft en indlæggelse, de er de egentlige eksperter, for de kender psykiatrien indefra og ved hvor systemet svigter. 
Pædagogikken i dette projekt går ud på at samle sindslidende omkring en fælles idé, en idé der rækker ud over dem selv, og som kommer andre til gode. Det humanistiske islæt er af stor vigtighed. Vi kalder OUTsideren et humanistisk projekt for mennesker der er kommet i modvind og her tænkes ikke på redaktionsmedlemmerne selv, men på læserne der som dem selv har oplevet livets skyggesider og ikke kan få lov til at give udtryk for dem.
På OUTsideren er man ikke en klient, man er en medarbejder, der arbejder på at forbedre sindslidendes vilkår, det giver en helt anden selvforståelse og styrker identiteten.
Engagementet i projektet, betyder at flere  møder op til redaktionsmøder selvom de er plaget af at høre stemmer og har det dårligt, men på trods af symptomerne oplever flere at de får det bedre ved at være aktive og udadvendte. Det har især styrket min opfattelse af, at det er  vigtigt at hjælpe sindslidende til at fokusere på noget udenfor sig selv, især hvis de har været længe i det psykiatriske system, så hænger diagnosen fast som en stor del af identiteten.

Interesse konflikt imellem faggrupperne

Der er dog en indbygget konflikt imellem pædagogens arbejdsopgave og det psykiatriske systems opgave. Det er en væsentlig del af det psykiatriske systems arbejdsopgave at fastholde disse mennesker i deres sygdomsopfattelse, fordi de jo i følge psykiatrisk opfattelse per definition mangler sygdomsindsigt og af den grund ikke vil tage medicin. Mens det for en pædagog er vigtigt at de, kommer ud over sygdomsfikseringen og i stedet fokuserer på deres ressourcer. Disse interesse konflikter kan skade de sindslidende, hvis ikke alle parter forstår hinandens opgaver. Det er efter min mening ikke pædagogens opgave at modarbejde f.eks. medicinering eller anden psykiatrisk foranstaltning, selvom man kan have en skeptisk indstilling over for nogle af de dispositioner, der bliver truffet i det psykiatriske system.
Det er pædagogens opgave på trods af de foranstaltninger, at iværksætte meningsfulde aktiviteter, som kan modvirke sygdoms stigmatiseringen.

Psykiatrisk behandling og socialpædagogisk Handling må adskilles, og forstås ud fra hver deres arbejdsopgave.
Vi må som pædagoger først forstå vores egen rolle og stå fast på vores egen faglighed. Vi skal ikke  integrere traditionel psykiatrisk tænkning i vores uddannelser, for dermed mister vi vores største styrke som faggruppe, og det er evnen til at se det sunde i vor medmennesker, de byggesten som hele vor handling må baseres på.
Et konkret eksempel kunne måske anskueliggøre det. Jeg havde igennem 1½ år kontakt med en bruger der var diagnosticeret paranoid skizofren, det kom til mit kendskab efter et år. Jeg kunne ikke forstå, hvordan vedkommende havde fået den diagnose , (50% af alle diagnoser er dog fejldiagnoser ifølge lægerne selv) for brugeren var socialt velfungerende, stabil , vellidt og havde for øvrigt været uden medicin i 1 år.
 
Da jeg en dag talte med en kollega, fra et andet projekt for sindslidende kom hun uforvarende til at fortælle om hendes syn på brugeren, der blev beskrevet som meget syg. Jeg blev meget overrasket over hendes vurdering, men forstod efterhånden at det var helt naturligt på dette pågældende sted, at medinddrage psykiatrisk tænkning og terminologi, hvilket fik store konsekvenser for vurderingen af den omtalte bruger.
Det er egentlig slet ikke så underligt at vores viden farver vores opfattelse af vore omgivelser. Hvis vi forestillede os, at vi fik at vide at vores chef havde siddet inde for voldtægt, berigelseskriminalitet eller en anden alvorlig lovovertrædelse, så ville det nok få ret så store konsekvenser, for vores vurdering af vedkommende.
Min konklusion på dette indlæg er klar, lad os bibeholde en diagnose fri pædagogik.

Læs mere om tidskriftet OUTsideren på www.outsideren.dk