Af Kenneth Sørensen; bragt i Socialpædagogen 6.8-1998

Et af de store dilemmaer i socialt arbejde er grænsen mellem den personlige og professionelle rolle. Hvornår skal man være medmenneske og hvornår professionel - og er det muligt at forene de to i rollen som det professionelle medmenneske? Og hvordan definerer man henholdsvis den ene i forhold til den anden rolle? Der findes nok ingen entydige svar, men jeg har alligevel lyst til at komme med et par bud.
Den svenske psykolog, Alain Topor fortalte på en konference for socialpædagoger i Norden 1998, om en interviewundersøgelse af 20 tidligere psykiatriske patienter, som nu betragtede sig som "raske". De blev alle spurgt om, hvad der havde hjulpet dem til at blive raske. Ingen af dem nævnte en speciel behandlingsform, men fremhævede 5 elementer der var en hjælp:

1. De havde mødt en åbenhed og frihed til at bryde regler.

2. De havde oplevet menneskelig engagement og indlevelse fra familie og professionelle.

3. En evne til at sætte psykosen ind i en meningsfuld sammenhæng.

4. Håb og optimisme 

5. Positive erfaringer fra egne og andres sygdomsforløb.

Disse erfaringer synes at understrege vigtigheden af et personligt engagement, når professionelle arbejder med medmennesker. Men er engagement nok?

Professionel kontra frivillig indsats

Vi lever i en tid, hvor det frivillige sociale arbejde nyder stor offentlig bevågenhed. Socialministeriet har i de sidste ca. 10 år sat fokus på dette arbejde gennem en omfattende økonomisk indsprøjtning via de såkaldte puljemidler, SUM, 15M, 50M osv.  Er den indsats en erkendelse af at det private menneske "kan noget", som det professionelle ikke kan?
Jeg skal ikke gøre mig klog på de politiske motiver, men blot anføre, at der i debatten omkring det frivillige arbejde er en tendens til at polarisere professionelt kontra frivilligt arbejde. Det er de kolde hjerner, systemets vogtere overfor de engagerede hjerter, dem der lidt nedladende kaldes "hattedamerne".
Jeg forstår godt hvis Socialministeriet ser med bekymring på den samfundsmæssige udvikling, hvor der tilsyneladende er en tendens i retning af øget individualisme, vulgærmaterialisme, og Cost-Benefit tænkning, der depersonaliserer de sociale relationer i samfundet. Vi er alle handels og begærsobjekter på det store frie kapitaliserede marked og i det spil falder en stor gruppe medmennesker på gulvet. De er ikke salgsbare eller anvendelige på dette marked, hvor udbud og efterspørgsel er den eneste faktor der tæller og fastsætter værdien af det enkelte menneske.
 
På trods af de tendenser har Socialministeriets indsats båret frugt og støttet en anden strømning i samfundet. I dag er der 300.000 mennesker der yder et stykke frivilligt arbejde for medborgeren. Solidariteten sprænger tilsyneladende nye grænser, den er ikke længere så klassebestemt, den udtrykker sig ikke kun igennem fattige der støtter hinanden, men går på tværs af kulturelle og sociale skel i samfundet og det ser jeg som et stort lyspunkt midt i mørket. Men hvilken rolle skal de professionelle socialarbejdere, pædagogerne  i fremtidens samfund varetage? 

Jeg tror på det professionelle medmenneske,  pædagogen der forener "hjerne og hjerte", og som på et fagligt grundlag solidariserer sig med de svageste grupper. Dette udgangspunkt kan betyde at vi træder i opposition til systemet som paradoksalt nok i mange tilfælde har ansat os. Men der er et stort behov for professionelle medmennesker der tør påtage sig rollen som ambassadører for samfundets marginaliserede grupper - og her skal der faglige kvaliteter til, der understøtter de gode viljer.

Fra kontrol til umyndiggørelse

Vi har i de forløbne ca. 20 år haft et markant opgør med institutionsbegrebet og nedlagt en lang række institutioner i erkendelse af at de ofte var til for systemets skyld, som et  kontrolelement overfor de psykisk syge, de udviklingshæmmede, de vilde unge osv. En Institutionsanbringelse var en ofte livslang opbevaring udenfor det samfundsmæssige liv, med katastrofale virkninger for individet, der måtte leve under disse forhold. Afinstitutionaliseringen kan tydeligt iagttages indenfor psykiatrien, hvor vi har nedlagt over halvdelen af de psykiatriske sengepladser. Men afinstitutionalisering klares ikke alene ved at afvikle bygningerne, vi må grundlæggende ændre vores tænkning og vores syn på de mennesker vi er sat til at hjælpe.
Vi må bevæge os væk fra den reduktionistiske indstilling til medmennesket, som et objekt vi servicerer. Vi må afvikle den omnipotente antagelse, at "patienten" nok ændrer adfærd, bare den rette ydre stimulering er tilstede.

Denne objektgørelse kommer tydeligst til udtryk indenfor psykiatrien, hvor patienten ofte reduceres til en neuro-kemisk fejlfunktion, der er genstand for en højteknologisk lægefaglig indsats. Psykiatrien er for mig et godt billede på, hvad der går galt når den professionelle hjerne tager overhånd og den medmenneskelige indlevelse ind i mellem glemmes. Hele miljøet omkring patienten baserer sig ofte på at kontrollere den "kaotiske og meningsløse" adfærd med medikamenter og overvågning. Sikkert ud fra de bedste motiver. Patientens adfærd videnskabliggøres gennem et autoritativt diagnosesystem, der sikrer at personalet beskyttes mod den lammende følelse af magtesløshed, som ofte sniger sig ind når man står over for ting man ikke kan kontrollere og forstå. Diagnoserne sikrer orden og kontrol, hver patient på sin hylde og en god forklaring på alle tænkelige adfærdsmønstre. 

Diagnoseredskabet er på trods af dets faglige legitimitet, et magtredskab der positionerer behandler og patient i faste rammer, der er svære at forandre, fordi patienterne foruddefineres af systemet - Du er den syge og vi er de raske, som ved hvad der er bedst for dig. Her vil den indignerede overlæge nok udbryde: "Jamen for fanden, de er jo syge". Hertil kan svares, ja måske, men ikke kun og aldrig altid. Umyndiggørelsen er et element i alle former for behandling, hvor den professionelle hjælper på forhånd definerer problem og løsning og den opleves ofte som totalitær af de mennesker, som underlægges den. Måske lige undtaget det brækkede ben. Før mine argumenter giver anledning til for megen modstand er det på sin plads at kreditere lægevidenskaben for dens medikamentelle og teknologiske opdagelser, der har betydet væsentlige forbedringer for nogen patienter. Ligeledes skal det tilføjes, at der er ved at ske forandringer i retning af at supplere den naturvidenskabelige tænkning med psykologisk og social forståelse. Det har bare ikke slået igennem endnu på de konkrete afdelinger.
 
Psykiatrien kan selvfølgelig ikke stå alene, som en eksponent for den systemiske tænkning, men den er særdeles tydelig her  p.g.a. en lang naturvidenskabelig tradition. Overalt i de sociale og sundhedsfaglige systemer, er der en oplagt fare for at borgeren reduceres til et objekt og den professionelle hjælper i praksis bliver systemets kontrollant med  umyndiggørelse og ydmygelse af borgeren til følge. Spørgsmålet er, hvordan kan vi gøre det bedre?

Pædagogens grundkompetencer

Ud fra den humanistiske og klientcentrerede psykologi er det i mødet med medmennesket at muligheden for menneskelig vækst aktualiseres. Det er i kontakten med den anden, at man i sandhed får lejlighed til at møde og udvikle sig selv, hvis den anden vel at mærke giver plads til det. Hvilke kompetencer kunne man ud fra denne betragtning opstille som mål for det professionelle medmenneske.
Pædagogens primære mål og grundkompetence  må i alle former for  socialt arbejde, være evnen til at skabe kontakt gennem et menneskeligt møde. Det forudsætter en række kompetencer hos det professionelle medmenneske at kunne det:
Herunder en evne til at møde brugeren med en åben holdning, at kunne indleve sig i sit medmenneskes livssituation, samt evne til at se de positive ressourcer i  medmennesket. Hvis disse kompetencer er tilstede kan man håbe på, at det lykkes at skabe en tillidsbro til brugeren, som den pågældende kan overføre på andre sociale relationer i sit liv. Men også at der skabes en indre motivering til selv at iværksætte handlinger, der giver basis for en autonom livsform.

Den åbne holdning

 Det er vigtigt, at pædagogen har de rette åbne holdninger til den person, han/hun står overfor, hvis et menneskeligt møde skal være muligt. Som Kierkegaard siger, citeret frit efter hukommelsen: "For at hjælpe et andet menneske, må man først forstå det den anden ved". Vi må nærme os medmennesket, med samme respekt, som en antropolog ville nærme sig en fremmed kultur.
Nu er dette møde specielt ved at rollerne på forhånd er defineret, som en der har behov for støtte og en der skal støtte. Det er med andre ord ikke altid et ligestillet møde, men det må altid være et ligeværdigt møde.
En forudsætning for, at dette møde ikke udvikler sig til et formynderisk forhold, hvor det engagerede medmenneske kører en "frelser-attitude" af,  er netop at man forholder sig professionelt til den anden. Brugeren står ikke i taknemmelighedsgæld til nogen, fordi alle ved at man får betaling for det.  Men hvis ikke den professionelle rolle bakkes op af personlig selverkendelse og styrke, som sikrer at man kan være sig selv, så er der fare for at professionaliteten stivner i en formel og upersonlig adfærd uden engagement, som dybest set bunder i personlig usikkerhed, der stives af bag en professionel maske. Det er måske her behovet for diagnosen kommer ind, som et autoritativt redskab, der afstiver en usikker social- eller sundhedsarbejder.  Den professionelles usikkerhed er et specielt stort problem, når vi har med sindslidende at gøre, fordi man sagtens kan møde sindslidende, der er klogere og mere veluddannet end os selv. Der er derfor mange dilemmaer og flydende grænser, der møder pædagogen, men overordnet kan det siges at man må kunne være personlig uden nødvendigvis at være privat, men grænserne er her også individuelle.
At møde brugeren med en åben holdning betyder ikke, at man ikke har dannet sig nogen teoretisk forståelsesramme, for i så fald er man netop ikke professionel. Vi står overfor et menneske der har behov for hjælp, så vi må kende til en række forskellige sociale begreber og handlestategier som jeg ikke skal komme ind på her, men jeg har givet et forslag i Socialpædagogen nr. 21.1997. (se artiklen: Vi skal ikke behandle)
Et bud på en åben holdning er, at betragte medmennesket/brugeren som bærer af en række behov, vi kan hjælpe brugeren til at få defineret og opfyldt. En anden holdning er at betragte brugeren som et menneske med en række sociale rettigheder, vi kan hjælpe vedkommende til at få realiseret.

Indlevelse og ressourcefokus

Det kræver i høj grad indlevelsesevne i den andens livssituation, at etablere et godt menneskeligt møde, specielt hvis vi køber Kierkegaards definition og i særlig grad, hvis man har med psykotiske at gøre.
Indlevelsesevnen er en personlig ressource, som kan trænes og videreudvikles gennem undervisning og praktiske øvelser i  kommunikationsteorier. Det er derfor en falliterklæring, at der ikke indgår et obligatorisk kommunikationsmodul i den pædagogiske uddannelse .
 
Den professionelle hjælp vil altid være båret af en hensigt, for ellers ville de frivillige måske være tilstrækkelige til at yde den basale omsorg. Omsorg kan ikke stå alene, for det fastholder modtageren i et fortsat afhængighedsforhold, til den der yder omsorgen. Omsorg kan være vigtig i en tilnærmelsesfase, som en del af kontaktetableringen, men den må udvides til også at omfatte en fokus på brugerens indre ressourcer. Pædagogens kompetence er netop evnen til at fokusere på de ressourcer alle mennesker besidder i større eller mindre grad - samt at foreslå metoder til at videreudvikle dem. Autonomi og selvforvaltning er det forkromede pædagogiske mål i horisonten, og selvom absolut autonomi  er urealistisk i forhold til nogle brugergrupper, så kan det altid nytte at gøre en indsats.

Tillid og motivering

Virkningen af det medmenneskelige møde skulle gerne være, at der bliver etableret en tillidsbro til et medmenneske, der selvom vedkommende har professionelle interesser, kan virke som eksempel for brugeren. I forhold til nogle brugergrupper, de mest udsatte og isolerede mennesker, så er denne tillidsbro måske det eneste der kan arbejdes på at etablere - i årevis. Måske, måske ikke bliver kontakten den dør ind til et nyt liv, der kan motivere og støtte brugeren til at forlade et langt livs misbrug af den ene eller anden art og sætte gang i en udviklingsproces ud fra egne værdier og forudsætninger.
Der er efter min mening stort behov for det professionelle medmenneske der kombinerer hjerne og hjerte.  Faglig viden der er bakket op af personligt engagement og social indignation på de svageste gruppers vegne, er mit bud på fremtidens socialarbejder. Så arbejder vi i øvrigt hjertens gerne sammen med de frivillige.