Af Roberto Assagioli; oversat af Kenneth Sørensen

Denne artikel er hentet fra en tale, som Roberto Assagioli gav på den Femte Internationale Kongres om Psykoterapi i Wien den 21. august 1961.

Tip: Udprint via printikon på højremenuen.

I forbindelse med at placere psykosyntesen inden for konteksten af den nuværende tænkning – specielt i forbindelse med de nye trends – i psykiatri og psykologi, vil det formentlig være udmærket at tilbyde en konfrontation eller sammenligning mellem psykosyntese og eksistentiel psykoterapi.
Jeg er godt klar over de vanskeligheder og begrænsninger der er forbundet med en sådan sammenligning. As van Dam (16) har udtalt: ”eksistentialismen er et kollektivt navn for eksistentialistiske tankestrømninger der i vid udstrækning afviger fra hinanden og kun har få karakteristika til fælles”. Men vanskeligheden kan i høj grad undgås af det faktum, at jeg ikke har tænkt mig at medtage de filosofiske og teoretiske aspekter af eksistentialismen – det er netop der, hvor repræsentanterne adskiller sig mest – men kun de aspekter der er relateret til psykoterapi.
Dog forsøger denne fremstilling ikke på nogen måde at være udtømmende, den er kun indikerende og introducerende. Lad mig tilføje at, den på en underordnet måde også vil medinddrage ligheder og forskelle mellem psykosyntese og de andre ikke-eksistentialistiske psykoterapeutiske metoder. Lad os først tage lighederne op: