Samtale med det indre barn

Det er min og mange andres erfaring, at man i forbindelse med et valg om at ville møde sine indre børn og »dæmoner« oplever en samtidighed (synkronicitet) i forbindelse med det ydre liv. I det samme jeg havde sagt ja til at se på børnene, udløste begivenheder i mine omgivelser de selv samme sårede følelser. Det var som om en meget ubehagelig – men meningsfuld sammensværgelse havde konspireret.
Igen og igen oplevede jeg »svigt« og efterfølgende udløsning af de gamle magtfulde følelser af had, fortvivlelse og dybe drivende kræfter der søgte at kappe båndende over til de mennesker, der trykkede på knapperne. I terapien arbejdede vi med at identificere følelserne - og igen og igen kom det sårede barn på banen. Efterhånden lykkedes det mig at få identificeret den smerte, der var bundet i delpersonligheden ved at gennemleve og »føle med«.
De utroligt stærke billeder, som det lykkedes mig at tegne uden besvær, indledte jeg samtaler med. Det er her disidentifikationsprocessen begynder. Ved at betragte delpersonligheden som et selvstændigt liv uden for mig, kunne jeg langsomt lære den nærmere at kende.
Jeg arbejdede løbende med den gestaltterapeutiske metode »de varme og tomme stole«. Gennem denne metode identificerede jeg mig henholdsvis med det sårede barn ved at sidde på én stol for derefter at flytte stol og identitet til voksen bevidsthed . Denne træden ind og ud af rollen giver erfaring med disidentifikationsholdningen.