Mødet med psykosyntesen og børnene

Mødet med psykosyntesen på uddannelsen til samtaleterapeut i psykosyntese var som at komme hjem. At dele sin følelsesmæssige smerte og længsel med mennesker i øjenhøjde – blot give udtryk for den følelsesmæssige sandhed der eksisterede her og nu, uden at dække sig ind og have paraderne oppe, var dybt forløsende.
At overgive sig til en kompetent terapeut, der kunne vejlede til større følelsesmæssig forståelse, fordi hun tog udgangspunkt i sin egen selverkendte smerte og psykosyntesens filosofiske afklarethed, var rigtigt. Men hvad er så psykosyntese? Jeg vil først og fremmest indledningsvis lade de levende indtryk få mund og mæle, afslutningsvis samler jeg psykosyntesens principper i fire faser.
De første jeg mødte på uddannelsen, og i de psykoterapier som jeg kastede mig ud i med liv og lyst, var børnene. Mine egne indre børn og de fantastiske børn som mine medkursister lod mig få indblik i.
De sårede, trodsige, depressive, fortvivlede, glade, ukuelige og livslystne børn, som fortsat lever inde bag huden af den voksne overfrakke, vi alle har iført os.
Det var virkelig en overvindelse at skulle til at give mig i kast med »det indre barn«. Et begreb jeg, for ikke så længe siden, betragtede som topmålet af selvoptaget navlepilleri. Men fakta er: De indre børn lever i os, hvad enten vi vil det eller ej. De udøver en ikke ubetydelig indflydelse på vores instinktive reaktioner på livet. Og forhindrer os ofte i at udtrykke vores bedste sider.