Når meditation ikke er nok

Jeg havde indtil disse skelsættende begivenheder (ubevidst) betragtet følelseslivet som en besværlig faktor, man måtte leve med samt forsøge at forædle oppefra og ned. Det var en opfattelse jeg delte med mange mennesker i min omgangskreds. At personligheden – tanker, følelser og krop – kan forædles ved at påkalde Selvets kræfter gennem bøn og meditation . Denne praksis leder energien fra Selvet ind i personligheden og renser tanker, følelser og krop. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at denne praksis er virkelig værdifuld, effektiv og vigtig. Den er bare ikke altid nok.
Den var ikke nok for mig, for jeg havde hver eneste dag i over 12 år netop arbejdet på den måde. Når metoden anvendes som den eneste vej til personlig forvandling kan den, ifølge mine erfaringer, dække over en frygt for den smerte, som en nedstigning i dybderne altid indebærer. Men som Roberto Assagioli sagde: »smerten er ikke i vejen – den er vejen«.
Mange idealistiske mennesker ønsker kun at opleve højderne, sjælens glæde, ekstasen, kontakten med det guddommelige. Men denne stræben kan, hvis den ikke er afbalanceret med erfaringen i dybderne, og ønsket om at være til gavn for andre og yde en indsats i samfundet, føre til neurotisk adfærd. Det forstod jeg nu. Jeg havde så mange gange set, oplevet og erfaret hvorledes ellers kompetente mennesker opførte sig som plagede børn. Konklusionen var ret entydig. Først når vi går direkte ned i mørket og konfronterer os med de mangfoldige skikkelser der bor i vores indre rum, har vi en chance for at blive herre i eget hus. Jeg påbegyndte nu uddannelsen til psykosynteseterapeut og kombinerede oppefra og ned med nedefra og op.