4. Assagiolis pionerarbejde

Gennem 1970’erne var der en stigende anerkendelse og accept af den transpersonlige psykologi som den fjerde bølge i psykologien. I det samme tiår, udviklede psykosyntesen sig til en sammenhængende identitet, og til en art helhed. De tidlige udforskninger af Assagioli og hans medarbejdere forvarslede mange af de vigtige aspekter i den fjerde psykologi. Kombineringen af adskilte udviklinger indenfor psykologien til en sammenhængende struktur, foreningen af det videnskabelige og spirituelle, studiet af alternative virkeligheder og højere bevidsthedstilstande, og fremførelsen af muligheden for vækst ud over egoet. Som følge af dette arbejde var det et naturligt trin for psykosyntesen, at den blev anerkendt som en etableret del af den transpersonlige psykologi.

Psykosyntesen var humanistisk og transpersonlig siden dens undfangelse i 1910. Roberto Assagioli var forud for sin tid. Han var pioner for en anskuelse som først blev bredt anerkendt ved tidspunktet for hans død i 1974.

I de tidlige dage, da Assagioli tog radikal afsked med psykoanalysen , forkastede han ikke alle de psykoanalytiske ideer og teknikker. For ham var psykoanalysen god, så langt den rakte, men den forblev begrænset. Hans mål var at inkludere de psykoanalytiske ideer i en bredere form. Denne tanke – at de nye udviklinger indenfor psykologien kunne inkludere de foregående indenfor rammerne af et større hele – ville senere blive en nøgleantagelse indenfor den transpersonlige psykologis teori. (Wilber, 1979, 1980)
Assagioli troede fast på at hans afsked med den rene behaviorisme og psykoanalyse ikke var en afvisning af videnskab:

” vores position bekræfter, at alle de højerestående manifestationer af den menneskelige psyke, såsom kreativ forestilling, intuition , aspiration, genialitet er facts, som er lige så virkelige og vigtige som de betingede reflekser og derfor er tilgængelige for forskning og behandling lige så videnskabeligt som de betingede reflekser. 

Vi accepterer den ide at spirituelle drivkræfter og energier er ligeså virkelige, basale og fundamentale som de seksuelle og aggressive drifter. De skal ikke reduceres til sublimerede eller patologiske forvrængninger af de seksuelle og aggressive komponenter i den menneskelige personlighed, selvom der i mange neurotiske tilfælde også kan findes sådanne elementer tilstede.

Det vi håber at se udviklet over en periode af år, og som vi sandelig ikke hævder, er blevet opnået, er en videnskab om selvet og dets energier, dets manifestationer og hvorledes disse energier kan blive forløst, hvordan de kan kontaktes og hvorledes de kan anvendes konstruktivt i det terapeutiske arbejde.” (Assagioli, 1965)

Her ser vi igen, hvorledes Assagioli var en frontløber for et nøgleelement i den transpersonlige teoridannelse. Charles Tart, fx, frembragte en stærk sag for en syntese mellem det videnskabelige og spirituelle i hans transpersonlige psykologier. (Tart, 1975)