2. Udvikling mod helhed.

I løbet af de adskillige tiår, hvor psykosyntesen bevægede sig frem imod en sammenhængende helhed, forblev den forholdsvis ukendt inden for den vestlige psykologis område. Som et foster i livmoderen voksede den i stilhed næsten ubemærket. Assagioli plejede den gennem sit skrivearbejde og undervisning. I løbet af denne tid, var der nogle få kollegaer, som hjalp med at opdage og formulere forskellige aspekter af psykosyntesen gennem intuitive udforskninger som terapeuter og undervisere. De trak deres inspiration fra mange kilder i Øst og Vest.

I 1960’erne var der skabt psykosyntese centre i adskillige lande, og litteraturen fra Assagiolis medarbejdere blev publiceret. Psykosyntesen havde udfoldet sig fra en enkelt mands vision til et unikt og mange-facetteret væsen. Tresserne var en periode med hurtig vækst, hvor mange nye centre blev oprettet i Europa og Amerika. Nye kurser og workshops blev præsenteret på professionelle konferencer og til offentligheden, og en voksende kerne af psykosyntese litteratur blev publiceret.
Assagiolis første bog, Psychosynthesis blev publiceret i 1965 og et væld af psykosyntese pamfletter blev trykt. Ved udgangen af dette årti var der udviklet professionelle uddannelser for psykoterapeuter i Europa, Canada og i USA.

Psykosyntesen havde levet i relativ upåagtethed, men var nu et udadvendt , aktivt barn. Dets identitet var endnu ufuldendt og ikke fuldt modnet, men dets omrids og dets potentialer blev tydelig for enhver at se. Inden for den større ramme af vestlig psykologi, blev psykosyntesen anerkendt som en af mange humanistisk/eksistentialistiske tilnærmelser som blev omfavnet af et tiltagende antal professionelle.

I 1970’erne fandt den unge psykosyntese bevægelse sit sande hjem i feltet for den vestlige psykologi. I dette tiår, fokuserede et voksende antal psykologer på behovet for at integrere de spirituelle og transpersonlige aspekter af de menneskelige erfaringer indenfor den videnskabelige psykologi. De anerkendte fremkomsten af den transpersonlige psykologi, som en vigtig ny udvikling inden for psykologien. Psykosyntesen var i sin essens en transpersonlig tilnærmelse fra starten, og mange professionelle kunne nu påskønne den som en betydningsfuld faktor i deres arbejde.

Fra midten til slutningen af 70’erne udviklede nogle uddannelser i psykosyntese psykoterapi uddannelsesplaner med godkendte afsluttende eksamener. Dette var et tegn på at psykosyntesen havde nået et stadie af helhed. Den havde udviklet en sammenhængende identitet. Den kunne undervises til andre systematisk inden for anerkendte træningsprogrammer.

Denne helhedsopfattelse og brede struktur og forskellige typer af teknikker, der kunne kommunikeres gennem træningsprogrammer til terapeuter – er egentlig kun en facet af psykosyntesen. Der er nemlig klare indikationer på en større helhed der nærmer sig. Træningsprogrammer for undervisere har udviklet sig gennem mange år, og nogle grupper har udforsket anvendelsesmulighederne inden for andre områder end den professionelle træning. Programmer for personlig og spirituel udvikling er nu blevet udviklet, tilpasningen af psykosyntese til interpersonelle relationer og til sociale grupper bliver udforsket, og der er tydelige tegn på en bevægelse mod en omfattende teori om psykosyntese og mod forskning.

De forskellige typer af psykosyntese deler en tradition, som denne artikel fortsætter med at udforske i den næste sektion. Psykosyntesens natur bliver tydeligere når man relaterer den til fire udviklingsfaser inden for den vestlige psykologi; psykoanalytisk, behavioristisk, humanistisk og transpersonlig. Carl Jungs, William James’, og Abraham Maslows arbejde bliver behandlet som vigtige vestlige indflydelser, mens raja yoga og karma yoga bliver præsenteret som vigtige østlige indflydelser på psykosyntesen.