Dynamisk Meditation - Introduktion

Dynamisk meditation - Intro ( 1 af 5 )


Ordet dynamisk stammer fra det græske dynamikós, der betyder kraft. Det er netop hvad dynamisk meditation handler om - at kontakte dit indre center af fokuseret vilje, nærvær og empati og kreativitet. I disse kræfter skabes mulighed for sublim praksis.

Dynamisk meditation - Intro


Af Kenneth Sørensen

(Tip: ønsker du at udprinte så benyt printerikonet i højremenuen.)

Kviklinks til artiklens overskrifter:


Dynamisk meditation fremkalder fokuseret vilje
Dynamisk meditation er retningsbestemt
Dynamisk meditation skaber empatisk nærvær
Meditation giver øget kreativitet

Vi lever i en tid med uhørt stress og aldrig før i menneskehedens historie har mennesket været udsat for så mangfoldige påvirkninger udefra. Presset og kravene fra samfund, medier og reklame påfører mennesket så mange udefrakommende indflydelser, at der er et stort behov for stille refleksion og indre fordybelse.

Dette behov afspejles udmærket af den mangfoldige litteratur om meditation , afspænding, mentaltræning for ikke at tale om hele udvalget af musik til indre ro og afslappelse.

Denne artikels ærinde er dog ikke at give en samfundsanalyse af tidens tendenser, det er først og fremmest en introduktion til dynamisk meditation

Hvad er dynamisk meditation?

Der findes utallige former for meditation og ofte er der tale om de samme meditative principper og teknikker forklædt under forskellige navne. Det er også tilfældet med dynamisk meditation, der tager filosofisk udgangspunkt i Roberto Assagiolis psykosyntese , der studerede såvel østlig som vestlig meditationspraksis.  Fører dynamisk meditation så til religiøs tilbedelse? Nej, for psykosyntesen tager ikke stilling til de mange religiøse systemers teologier og opfattelser af den ultimative virkelighed. Dens mål er at lede mennesket til døren af det store mysterium gennem kontakt med det som psykosyntesen kalder for Selvet eller sjælen (defineres senere). Selvet er en integreret del af den transcendente virkelighed og vores indgang til at forstå livets store mysterier.

Albert Einstein formulerede sin opfattelse af det store mysterium således:

Einsten, Albert"Den smukkeste og dybeste følelse, vi kan opleve, er fornemmelsen af det mystiske den er kilden til al sand videnskab. Den, for hvem denne følelse er fremmed, den der ikke længere kan undres og blive grebet af ærefrygt, er så godt som død.
At vide at det, vi ikke kan gennemskue, virkelig findes, at det manifesterer sig som den højeste visdom og mest strålende skønhed, så ophøjet at vi med vores sløve sanser kun kan opfatte det i dets primitive form - denne viden, denne følelse er kernen i al sand religiøsitet. Denne kosmisk religiøse oplevelse er den stærkeste og ædleste drivkraft til videnskabelig forskning. Min religion består i en ydmyg beundring af den grænseløse, ophøjede ånd, som den åbenbarer sig i de mindste detaljer, vi er i stand til at opfatte med vores skrøbelige og svage sind. Denne dybe emotionelle overbevisning om tilstedeværelsen af en overordnet intelligens, som kommer til udtryk i det ufattelige univers, udgør min forestilling om Gud."

Albert Einstein
Fra Forum and Century, vol. 84 & Living philosophies

Dynamiske meditation er i høj grad tilpasset det vestlige menneske. Ordet dynamisk stammer fra det græske dynamikós, der betyder kraft. Det er netop hvad denne type meditation handler om - at kontakte dit indre center af fokuseret vilje , empatisk nærvær og kreativitet og udtrykke disse i sublim praksis. Det er med andre ord ikke en meditation der gør meditationsudøveren til en passiv tilskuer til livet. Den er i langt højere grad orienteret mod at skabe forandringer i den personlige karakter gennem en forædlingsproces, samt at gøre det muligt for udøveren at virke med større vilje, nærvær og kreativitet i sine omgivelser.

Dynamisk meditation handler med andre ord om at bringe det bedste frem i dig, til gavn for dig selv og dine omgivelser.

Jeg vil nu forsøge at identificere nogle andre karakteristiske kvaliteter ved denne type meditation.


 
Side : 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | næste
© Artikler fra www.psykosyntese.dk må distribueres videre via e-mail og udprintes uden forfatterens tilladelse. Anden brug, herunder print i medier, visning på andre websites og anden form for distribution, eller brug af denne artikel, eller dele heraf, kræver ophavsretindehaverens tilladelse.

Kentaur Træning, Tomsgårdsvej 61. 2. tv. 2400 København, NV Tlf. 3811 6620 E-mail: info@psykosyntese.dk web: www.psykosyntese.dk