![]() |
![]() Dynamisk meditation - IntroOrdet dynamisk stammer fra det græske dynamikós, der betyder kraft. Det er netop hvad dynamisk meditation handler om - at kontakte dit indre center af fokuseret vilje, nærvær og empati og kreativitet. I disse kræfter skabes mulighed for sublim praksis. |
|
Kviklinks til artiklens overskrifter:Dynamisk meditation fremkalder fokuseret vilje Dynamisk meditation er retningsbestemt Dynamisk meditation skaber empatisk nærvær Meditation giver øget kreativitet Vi lever i en tid med uhørt stress og aldrig før i menneskehedens historie har mennesket været udsat for så mangfoldige påvirkninger udefra. Presset og kravene fra samfund, medier og reklame påfører mennesket så mange udefrakommende indflydelser, at der er et stort behov for stille refleksion og indre fordybelse. Hvad er dynamisk meditation?Der findes utallige former for meditation og ofte er der tale om de samme meditative principper og teknikker forklædt under forskellige navne. Det er også tilfældet med dynamisk meditation, der tager filosofisk udgangspunkt i Roberto Assagiolis psykosyntese , der studerede såvel østlig som vestlig meditationspraksis. Fører dynamisk meditation så til religiøs tilbedelse? Nej, for psykosyntesen tager ikke stilling til de mange religiøse systemers teologier og opfattelser af den ultimative virkelighed. Dens mål er at lede mennesket til døren af det store mysterium gennem kontakt med det som psykosyntesen kalder for Selvet eller sjælen (defineres senere). Selvet er en integreret del af den transcendente virkelighed og vores indgang til at forstå livets store mysterier. Albert Einstein formulerede sin opfattelse af det store mysterium således:
Albert Einstein Dynamiske meditation er i høj grad tilpasset det vestlige menneske. Ordet dynamisk stammer fra det græske dynamikós, der betyder kraft. Det er netop hvad denne type meditation handler om - at kontakte dit indre center af fokuseret vilje , empatisk nærvær og kreativitet og udtrykke disse i sublim praksis. Det er med andre ord ikke en meditation der gør meditationsudøveren til en passiv tilskuer til livet. Den er i langt højere grad orienteret mod at skabe forandringer i den personlige karakter gennem en forædlingsproces, samt at gøre det muligt for udøveren at virke med større vilje, nærvær og kreativitet i sine omgivelser. Dynamisk meditation handler med andre ord om at bringe det bedste frem i dig, til gavn for dig selv og dine omgivelser. Dynamisk meditation fremkalder fokuseret viljeDer findes mange motiver i forbindelse med at påbegynde eller udøve en meditation . Nogle mennesker ønsker indre ro og balance. Andre søger oplevelsen af ekstatiske højdepunkter, åndelige fænomener, et smidigt og skarpt sind og personlig udvikling. Udgangspunktet for dynamisk meditation er altså psykosyntesens antagelse af, at der i kernen af vores væsen er et center og en bevidsthed af ren dynamisk væren , der er et med den større intelligens vi er en del af og som religiøse mennesker kalder for Gud, Altet, Skaberen osv. Der er en lang række vidnesbyrd fra mange mennesker der har oplevet dette Selv, denne udvidede transcendente tilstand i bevidstheden. Den transpersonlige psykologi har netop disse højdepunktsoplevelser som centralt fokus - den undersøger menneskets højere - om man vil - åndelige natur. Dynamisk meditation handler derfor i sin essens om at trænge ind til formålet og meningen med livet, for vi har alle en rolle at spille på livets scene. Dynamisk meditation kan afdække hvordan du kan bringe det bedste frem i din rolle og her kommer viljen ind som en central faktor. Når jeg i indledningen til denne artikel taler om fokuseret vilje, som en af kerneresultaterne af dynamisk meditation. Så taler jeg dels om den forstærkede fornemmelse af at være på ret spor, en oplevelse af at livet er meningsfuldt, at livet har et formål. Dynamisk meditation fremkalder eller forstærker denne oplevelse og evne til at navigere sikkert gennem livet. Dynamisk meditation skaber kontakt til SelvetDynamisk Meditation bringer dig i kontakt med dit dybeste væsen, når den udføres korrekt med et højere formål for øje, som fx at give udtryk for det bedste du kan blive. Psykosyntesen fortæller os, at vi udover vores mange personlige begrænsninger også har højere transpersonlige evner, som fx vilje, visdom, medfølelse, skønhed og indsigt. Disse kvaliteter hører Selvets og det højere ubevidste til. (defineres i ovennævnte artikel der er linket til). Psykosyntesen antager at der er en større vilje på spil, som vil noget i os - med os. Det er erkendelsen af denne vilje, dette formål, der rækker langt ud over vores egen individuelle sfære, der opleves meningsfuldhed. Det er naturligvis muligt at opleve mening uden at meditere. Men meditation fremmer og vedligeholder oplevelsen af mening og formål. Det er naturligvis en kontinuerlig proces, der afdækker dybere aspekter af dette mysterium hver eneste dag. Dynamisk meditation er at bevæge sig ind i lyset fra det indre Selv og langsomt folde sin potentialer ud. At blive det bedste man kan blive. I ovenstående har jeg berørt den mere generelle oplevelse af meditationens virkninger, men der er også en langt række specifikke fordele ved at meditere. Dynamisk meditation giver nemlig også en evne til at holde koncentrationen, holde fokus på de aktiviteter vi har besluttet skal udtrykke vores bevidste intention i livet. Hvad enten det er karrieremæssige eller mere personlige mål. Den vedvarende meditation skærper opmærksomheden, koncentrationen og klarheden på de essentielle værdier og mål, med det resultat at evnen til at foretage hurtige og rigtige valg i en kompleks verden styrkes. Vi bliver med andre ord langt mere effektive, målrettede og resultatorienterede af dynamisk meditation, det er en forudsætning for at skabe toppræstationer. Dynamisk meditation er retningsbestemtDet betyder, at meditationsudøveren har en klar forståelse af, hvad der søges opnået gennem meditationen. Det gør denne type meditation langt mere sikker at udøve end de såkaldte passive (åbne) meditationer. Det betyder ikke, at denne meditation ikke har sine indadvendte receptive og kontemplative faser. Udgangspunktet for meditationen er koncentration på udvalgte meditationsemner, de beskrives nedenfor. Denne koncentration giver meditationen en retning idet opmærksomheden bindes til emnet. Man slår så at sige en opmærksomhedsring omkring et emne man vil fordybe sig i og reflektere over. Der er ingen grænser for åbenhed over for de indtryk der vedrører dette emne, men alt hvad der ikke vedrører emnet afvises i meditationen. Det er der utrolig god grund til, for vores opmærksomhed har særdeles svært ved at fastholde sit fokus på et enkelt emne, det springer erfaringsmæssigt fra den ene association til den anden, det ved enhver der påbegynder meditation. Er der intet fokus i meditationen, så spildes tiden med nyttesløse drømmetilstande, hvor hverdagsbevidsthedens indhold strømmer ind i opmærksomhedsfeltet. I stedet for at meditere over vores højeste menneskelige potentialer bliver indholdet i meditationen vores hukommelsesindtryk fra dagen, hvad vi fx skal huske at købe ind på vej hjem fra arbejde eller reminiscenser fra skænderier vi har haft med en kollega osv. osv. Der findes en lang række forklaringer på hvad det er der sker når man mediterer. Hjerneforskningen har gennem hjerneskanning forlængst bevidst de gunstige fysiske tilstande som opnås som følge af meditation, se forskningsartiklen andetsteds. De psykologiske sammenhænge er også undersøgt grundigt. Roberto Assagioli har i sin bog: The Act of Will fremlagt en række særdeles spændende tanker vedrørende det indre psykologiske feedback system også kaldet de psykologiske love. Der er specielt to love som forklarer virkningen af meditationsprocessen. "Ideer og billeder har en tilbøjelighed til at vække emotioner og følelser der svarer til dem." "Emotioner og indtryk har en tilbøjelighed til at opvække og intensivere ideer og billeder som korresponderer eller er associeret til dem." Set i lyset af ovenstående kan vi sige at meditation på nøgleord, mentale billeder eller symboler vil have en tilbøjelighed til at vække de følelser der svarer til dem. Det er en utrolig værdifuld information fordi vi udfra denne forståelse har redskabet til at beherske vores emotionelle liv. Vi kan på længere sigt og gennem vedvarende indsats bevidst fremkalde de følelser vi ønsker at føle. Det er min egen erfaring gennem daglig meditation siden 1988 at dette udsagn er sandt. Meditation på mod vil fremkalde modige følelser som vi kan omsætte i praksis. Disse følelser vil ifølge den anden lov virke tilbage og forstærke de tankebilleder og forestillinger vi allerede har af mod, som igen vil intensivere vores oplevelse af mod. En særdeles positiv feedback mekanisme er sat i værk. Vedvarende rytmisk meditation på udvalgte kvaliteter vil medføre at ”vi bliver som vi tænker”. Dynamisk meditation skaber empatisk nærværDynamisk meditation skaber direkte en større indre opmærksomhed og bevidsthed . Det betyder i praksis en forøget evne til at være opmærksomt tilstede i nuet - at være årvågen i forhold til de indre ideer og impulser der når vores bevidsthed. Men også en øget opmærksomhed på de reaktioner andre mennesker har på vores adfærd samt deres generelle psykologiske tilstand. Det er således, fordi formålet med alle højere former for meditation er at give sit bidrag til livet, man kunne også kalde det for samfundsengagement. Vi udvikler os ved at påtage os et ansvar for samfundets og vores medmenneskers udvikling. Enhver meditation der søger at kontakte det indre overvågende Selv, vil derfor fremkalde en øget tilstedeværelse af empatisk nærvær og emotionel intelligens. Kærlighed, bevidsthed, nærvær og opmærksomhed er tæt beslægtede. Det håber jeg fremgår af ovenstående. Men ofte er begrebet kærlighed belastet af så mange seksuelle associationer, at det ikke giver mening at anvende det i en meditationssammenhæng. Men kærlighed er netop forbundet med evnen til at sætte sig i den andens sted, det forudsætter opmærksomhed og bevidsthed. At give kærlighed er at give opmærksomhed, det er derfor både børn og voksne så brændende ønsker at modtage den. Meditation giver øget kreativitetDen tredje essentiele virkning, som dynamisk meditation fremkalder, er en øget kreativitet forstået som evnen til at omsætte ideer til praksis. Den vedvarende øvelse i at koncentrere sig på det gode, det sande og det skønne påkalder disse kvaliteter og gør sindet klart, målrettet og intelligent. Kreativitet er set i det lys evnen til at få gode ideer og omsætte den i skabende aktivitet - det være sig handlinger og produkter, som opfylder menneskers behov. Et stort problem for mange kreative mennesker er at finde ud af hvor ideerne kommer fra. De gode ideer, er de geniale løsninger på menneskelige problemer som fx IT-teknologien har bidraget til. Den muliggør en hidtil uset kommunikation mellem alle de mennesker, der benytter teknologien. Det er en ide der helt klart er hentet fra den transpersonlige verden - det psykosyntesen kalder det højere ubevidste . Læs: (Psykosyntese - en psykologi med en sjæl. Denne verden kontaktes ofte af tænkere inden for politik, videnskab, kultur og forretningsliv, fordi disse gode tænkere netop gennem vedvarende koncentreret tænkning (meditation) formår at trænge ind i de højere regioner af den menneskelige bevidsthed og hente gode ideer ned.
Således udtrykker astrofysikeren James Jeans sig: Kilde: Det gådefulde univers. © Artikler fra www.psykosyntese.dk må distribueres videre via e-mail og udprintes uden forfatterens tilladelse. Anden brug, herunder print i medier, visning på andre websites og anden form for distribution, eller brug af denne artikel, eller dele heraf, kræver ophavsretindehaverens tilladelse. Kentaur Træning, Tomsgårdsvej 61. 2. tv. 2400 København, NV Tlf. 3811 6620 E-mail: info@psykosyntese.dk web: www.psykosyntese.dk |