Kviklinks til artiklens overskrifter:

Psykosyntesens & Assagiolis ovaldiagram
Hovedpunkter i Psykosyntesen
Psykosyntesens svar på: Hvem er jeg?
Hvorfor hedder det psykosyntese?
Psykosyntesen og viljen
Psykosyntesen er en udviklingsvej
Forskellige typer af psykosyntese
Hvordan vi bliver os selv gennem fire faser 

Af Kenneth Sørensen
(Tip: ønsker du at udprinte så benyt printerikonet i højremenuen.)

Følgende artikel er et forsøg på at beskrive de nøgleelementer der indgår i Roberto Assagiolis psykosyntese . Bemærk at den visse steder berører abstrakte forhold som menneskets højere natur, der kan være vanskelige at formidle skriftligt.

Psykosyntese – vejen til selvet i dig er en tankevækkende titel.  Den er tankevækkende fordi psykologien skulle være ”læren om sjælen”, men ofte har netop Selvet eller sjælen været et ildeset begreb, som er ignoreret og fortrængt af psykologien. I Psykosyntesen anvender man begrebet Selvet i stedet for sjælen, fordi sidstnævnte ofte er forbundet med religiøse associationer, der er dog tale om begreber der formentlig dækker over samme indre erfaring og dimension.

Psykologien startede omtrent i starten af 1900-tallet, som en hovedsagelig naturvidenskabelig disciplin, der studerede menneskets adfærd (adfærdspsykologi) og fortrængte driftsliv (psykoanalysen ). Enhver tale om menneskets højere åndelige potentialer blev betragtet som uvidenskabelig metafysik og religiøsitet. Det var først op i 50-erne og 60-erne, at den humanistiske psykologi brød igennem som en reaktion mod den reduktionistiske opfattelse af mennesket, der karakteriserede de to førnævnte retninger. De betragtede udelukkende mennesket som biologi og drifter, mens den humanistiske psykologi påpegede, at mennesket var langt mere end det. Det var især Abraham Maslows forskning i de selvaktualiserede (ekstraordinære) mennesker eller kulturelle genier, der åbnede verdens øjne. Den humanistiske psykologi skabte i tresserne en enorm interesse for de højere og åndelige aspekter af mennesket og ud af den forskning og søgen opstod den transpersonlige psykologi, som også psykosyntesen er en del af.

Det er dog særdeles bemærkelsesværdigt at professor Roberto Assagioli , den mand der skabte psykosyntesen, faktisk havde arbejdet med transpersonlig psykologi siden 1920erne. Han var med andre ord 40 år foran sin tid. Roberto Assagioli var inspireret af Freud og udset til at bringe psykoanalysen til Italien. Men han brød med Freud sammen med sin samtidige ven C. G. Jung, fordi psykoanalysen var for begrænset i sit menneskesyn.

Roberto Assagioli betragtede psykosyntesen som en videnskab, selvom den forskede i menneskets højere bevidsthedsliv. Han mente, at studiet af den religiøse og transcendente erfaring kunne være lige så videnskabeligt funderet, som studiet af menneskets fortrængte følelsesliv. Psykosyntese er dog hverken religion eller metafysik eller sagt med Assagiolis ord: ”Psykosyntese sigter ikke på eller endog forsøger at give en metafysisk eller teologisk forklaring på det store mysterium – den leder til døren, men stopper der”. (Psychosynthesis)

Selvom psykosyntesen ikke tager del i spekulationer om Selvet eller sjælen fx reinkarnerer eller opstår til evigt liv, så giver den metoderne til at opleve Selvet, at blive et Selv – et center af ren selvbevidsthed og vilje . Psykosyntesen hævder nemlig, at der er tilstrækkelige videnskabelige indikationer på, at mennesket har et højere Selv , eller mere sandt, er et Selv . Gennem studiet af historiens oplyste genier og deres beskrivelser af de transcendente lag i bevidstheden er det muligt at underbygge denne hypotese.