Åndelig intuition

Udvikling af åndelig intuition ( 4 af 5 )


En omfattende og avanceret artikel der definerer intuitionens natur, hvorledes man udvikler den, hvad der blokerer den og hvilke virkninger den har.

Udvikling af åndelig intuition


Intuitionens stadier

En anden vigtig metode til udvikling af intuitionen er igennem de øvelser, der er knyttet til stadierne i den intuitive proces. Stadierne er:

a. At bringe sig i samklang,

b. hæve sin bevidsthed ,

c. modtage,

d. skrive ned,

e. efterprøve (Assagioli , 1965; Clark, 1973).

Selvom andre forfattere ikke udtrykkeligt anvender ovenstående udtryk som successive stadier, synes en sådan gruppering at være implicit i deres tænkning. Anvendelsen af denne model er en af de mest værdifulde og praktiske metoder til at modtage indtryk, skabe erkendelse og anvendelse af de intuitive energier.

Første stadie – At bringe sig i samklang

At bringe sig i samklang er en bevidsthedstilstand, hvor den – i det mindste i øjeblikket – integrerede personlighed er indtunet med det Højere Selv . Som en meditativ praksis kan samklang opnås igennem dis­iden­ti­fi­ka­ti­on fra kroppen, følelserne og sindet og ved at opleve disse tre aspekter som rolige og forbundne (Eastcott, 1969). Hele personligheden orienteres derefter imod det Højere Selv som en dedikation. Optimal åbenhed over for de transpersonlige energier kan opstå, når kroppen er ved godt helbred, og sindet og følelserne er i ro.

For at opnå samklang er forestillingen om energiplaner gavnlige. Vargiu (1972) skriver om det at forbinde ”det personlige kreative plan” med det ”universelle kreative plan”. Gerard (1972) antyder, at personlighedens samklang kan opleves igennem visualisering af personligheden som en fortsættelse af sammenflettede energiplaner. Han anbefaler videre en symbolsk teknik til at bringe sig i samklang, hvor forbindelse med det Højere Selv kan etableres ved at visualisere en søjle af lys, der forbinder en stjerne over hovedet med hjernen (Gerard, 1972).

Sådanne visualiseringer er specielt effektive, når vi igennem en vis tid med held har praktiseret disidentifikation og selv-identifikation. Når kontakten med det Højere Selv er udviklet, kan den opnåede samklang inkludere en åbning, der rækker videre end dette bevidsthedsplan. Vi kan anvende symboler til at fremme denne åbning, eller vi kan praktisere det at kontakte mere universelle planer som beskrevet i det følgende afsnit om at hæve bevidstheden.

I tilknytning til denne vertikale samklang kan bevidstheden tunes ind på det specifikke område, som vi søger intuitiv information om. Hvis vi søger oplysninger omkring et andet menneske, kan det menneske, der søger informationen, tænke på den anden på en kærlig måde. Denne indtuning på et menneske eller et område, der har vores interesse, kan kaldes for horisontal samklang. Hvis der er et problem, der skal løses, et spørgsmål, vi ønsker svar på, eller et område, vi gerne vil udforske, kan den foreliggende opgave anses for et fokuspunkt og det punkt, som vi symbolsk løfter op i det højere ubevidste , for at det kan blive illumineret af det Højere Selv. Dette fokuspunkt bliver et center, hvor omkring subtile energier kan begynde at tage form.

Andet stadie – At hæve bevidstheden

Når vi forestiller os, at vi bevæger os opad, kan det føre til højere bevidsthedstilstande (Desoille, 1965). Egentlig betyder ”højere” her mere ekspansive, mere inklusive, ud over grænserne for den ordinære vågne bevidsthed. Den anvendte metafor med at bevæge os op til det ”Højere” Selv eller på en bjergtop eller en højdepunktsoplevelse er en bevægelse imod solen eller kilden til liv på vores planet. ”Højere” vibrationer har større intensitet, hastighed eller frekvens.

Tilsvarende er metaforen med at gå dybt, gå indad til dybderne af vores natur, en bevægelse ind i de subtile verdener af betydning, formål og væren . Fuller (1972) foretrækker anvendelsen af ”ind og ud” frem for ”op og ned”. ”Ind” og ”ud” anvendes af astronauterne, som omtaler det at forlade planeten som at bevæge sig væk fra den eller ”ud”, og det at bevæge sig imod den som ”ind”. Disse udtryk kan være nyttige med hensyn til at slippe begrænsningerne hos den ordinære, vågne bevidsthed, der har en tendens til at være identificeret med en bestemt menneskelig personlighed på planeten jorden.

Det at hæve sig til ”højere” bevidsthedstilstande involverer derfor at bevæge sig igennem det overbevidste imod det Transpersonlige Selv og derfra videre igennem det universel kreative plan imod kilden til liv. Når identitetspunktet skifter i takt med, at vi bevæger os dybere indad, bliver bevidsthedsområdet mere og mere ekspansivt. Der er en udadrettet ekspansion i retning af at inkludere større og større helheder – fra det individuelle til hele menneskeheden, til hele planeten, til universet.

Det at gå indad imod den universelle kilde inkluderer derfor at udvide sig til at rumme hele skabelsen i vores bevidsthed. Det er derfor vigtigt at tænke på det at hæve bevidstheden, ikke som en bogstavelig hæven sig op fra kroppen, men som et nyttigt møde – nyttigt, fordi det i sin forestilling at bevæge sig opad hører til udvidede bevidsthedstilstande. Stadiet med at hæve sig op er en bevidsthedsorientering til tilstande af mere inklusiv bevidsthed om samtidig dybde og højde.

De grundlæggende teknikker til at hæve sig op kan involvere en bevægelse i vores forestilling af at hæve sig opad imod en stjerne over vores hoved eller forestille os, at vi bestiger et bjerg (Desoille, 1965). En anden teknik kan være refleksiv meditation , hvor vi placerer et nøgleord eller symbol lige over hovedet i det Højere Selvs lys. En lang række andre metoder, der uddyber vores forståelse og derfor er teknikker til at hæve os op, kan inkludere meditativ analyse, det at få svar fra det ubevidste (Crampton, 1975) og teknikker til symbolsk forståelse (Gerard, 1973).

Forfatteren foreslår følgende avancerede metode til at hæve sig op til de studerende, som har modtaget et helt års professionel psykosyntese-træning. Den er en kraftfuld metode til at påkalde og fremkalde spirituel intuition , og den kaldes ”Samarbejde med den Planetare Vilje”. I sin bog Viljens psykologi (Kentaur Forlag, 2005), skelner Assagioli mellem tre viljesniveauer: Det personlige, det transpersonlige og det universelle. Forfatteren til denne artikel foretrækker udtrykket ”planetare” frem for ”universelle” for en præcis beskrivelse af denne meditationsteknik. Forskellige viljesniveauer udover den transpersonlige vilje kunne svare til flere specifikke erfaringsmæssige bevidsthedsniveauer, som angivet af Gerard (1972): Planetar, solar og kosmisk (universel) bevidsthed.

Øvelse: Samarbejde med den planetare vilje

Formål: Dette er en avanceret meditationsteknik, der er skabt med henblik på at bringe de højere former for intuitiv bevidsthed ind i det personlige bevidsthedsfelt.

Forberedelse: For de fleste mennesker er i hvert fald et års meditationstræning en forudsætning. Vi bør have en levende erfaret evne til at disidentificere os, til at centrere os i det personlige selv og til at hæve os til identifikation med det Højere Selv. En balanceret personlighed og følelse af formål i livet er desuden nødvendige for at få det maksimale udbytte.

Fremgangsmåde:

1. Bring personligheden i samklang, så kroppen, følelserne og sindet er i en tilstand af ro og åben for de højere energier.

2. Se det Højere Selv som en strålende, hvid stjerne ca. 30 cm over hovedet. Visualisér en søjle af lys, der forbinder stjernen med midten af hovedet.

3. Bevæg dig nu i bevidstheden opad og identificér dig med stjernen. Se for dig, hvordan personlighedens energi drages opad, så personlighedens bevidsthed (lys) blandes med det Højere Selvs lys.

4. Fra dette punkt af lys – det Højere Selvs stjerne – ser du for dig, hvordan du udvider dig i alle retninger, så du rummer mere og mere. Fornem den energetiske essens i alle former i alle naturrigerne, og fortsæt med at udvide dig, indtil du rummer hele planeten og dens atmosfære i din bevidsthed.

5. Forsøg nu i denne planetare bevidsthed, i dens inderste kerne, hvor der ingen billeder eller former er, men kun stråler af energi, at få en fornemmelse af formålet med livet på planeten jorden og den umiddelbart forestående udvikling for menneskeheden. Fornem dette formål og den evolutionære udvikling for hele den menneskelige race uden at skabe idéer eller billeder.

6. Bring nu nogle verdensproblemer eller en teknik til at fremme den menneskelige evolution, eller et ord, en sætning, et symbol eller begreb ind i personlighedens trefoldige lys, hvor det blandes med det Højere Selvs lys, der igen blander sig med den planetare bevidsthed. Stille holder du hele spørgsmålet i de abstrakte energiers og det abstrakte lys’ rige i 3-5 minutter.

7. Visualisér nu en sammentrækning og bevægelse nedad i det Højere Selv og identificér dig igen som punktet af lys over dit hoved. Forestil dig nu, at der strømmer lys ned i sindet og hjernen og tillad dig at identificere dig som et selv, der kan nedskrive enhver information, der er modtaget, i form af indtryk, idéer, symboler, tanker, ord eller billeder vedrørende verdens problemer, et tjenesteområde, et symbol eller et begreb.

8. Fortsæt med at anvende forskellige kontrolmetoder og implementér derpå måder til udvidet forståelse af det, du har modtaget, som en forberedelse til at omsætte de idéer og visioner til virkelighed, som har værdi, og som er i overensstemmelse med dit livsformål.

Kommentar: Dette meditationsomrids kan udvide vores kreative evne betydeligt. Det er vigtigt at anvende den på et specifikt, transpersonligt område, som dermed i så høj grad som muligt er befriet for personlig ego-involvering.

Erfaringer med denne meditation kan opleves og forstås på en meget kraftfuld måde. En terapeut berettede om anvendelse af denne teknik over for en universitetsstuderende, som var i gang med at skrive hovedopgave, og som havde følt sig meget frustreret og blokeret i sin skrivning igennem flere måneder, og specielt blokeret i forhold til sin nuværende opgave igennem flere uger. Terapeuten guidede den studerende igennem øvelsens forskellige trin, idet han anvendte titlen på den studerendes opgave som emne for trin 6. I den receptive fase (trin 7) kunne den studerende formulere et udkast til den færdige opgave, og hun var derefter i stand med mindst muligt besvær at skrive sin opgave i løbet af de følgende to dage.

En anden rapport kom fra en universitetsprofessor, som anvendte øvelsen som led i forberedelsen af sin undervisning. Han fortalte, at hans undervisning som følge deraf var blevet mere dybtgående, mere kreativ og bedre organiseret. Han oplevede at komme i tanker om bøger, han have læst for mange år siden og bevidst glemt, og han forenede materiale fra (for ham) overraskende forskellige kilder på måder, der i hans oplevelse var helt ny. En anden mand, som var i færd med at lære at meditere, berettede om, hvordan han igennem anvendelsen af denne teknik for første gang på en dyb måde oplevede bevidsthedsområder, der lå udover det Højere Selv.

Tredje stadie – At modtage

Som stadierne i teknikken til Samarbejde med den Planetare Vilje indikerer, efterfølges stadierne samklang og hæve sin bevidsthed af stadiet for modtagelse af den intuitive information. På det modtagende stadie er det meget vigtigt at holde det ræsonnerende/dømmende sind ude og simpelthen tage imod det, der kommer. Behandlingen af informationen kommer senere. Vi må være modtagelige på samme måde som en god filmskærm modtager lyset fra projektoren og simpelthen reflektere det, der kommer, uden forvrængning. Der er imidlertid allerede visse indbyggede forvrængninger, fordi det Højere Selv har sin egen farvning eller forståelse. Selvom det Højere Selv er forbundet med det universelle, er det individualiseret og kan derfor tilføre sin særlige kvalitet til de indkommende, intuitive energier.

Så er der den individuelle personlighed med sit unikke sind og emotionelle sammensætning og kropstype. Selvom sindet kan holdes klart og stille, er der tale om et individuelt sind, og det tilfører en yderligere farvning til de indkommende energier, der kommer til udtryk som tanker, idéer eller symboler.

Som en illustration af den indbyggede forvrængning eller begrænsning af de modtagne intuitive indtryk, kan vi sige, at indtrykket eventuelt ikke opstår i individets bevidsthed på det sprog, der er bedst egnet til at udtrykke dets sande betydning. Det er nødt til at manifestere sig på et sprog, der er kendt for det individ, der modtager det.

Tilsvarende gælder, når vi vurderer et menneskes Højere Selv ved at undersøge kvaliteten af højdepunktsoplevelser, at der ser ud til at være forskellige typer. Nogle mennesker er, når de har en højdepunktsoplevelse, i en tilstand af inklusiv kærlighed, nogle er i en tilstand af dyb hengivenhed, nogle er fokuserede, målrettede, styrede eller fuldkommen organiserede etc.

Det at modtage involverer derfor begrænsning – jo mere ekspansiv en bevidsthedstilstand, vi befinder os i, desto mere kan vi bringe en bevidsthed ned, der ligger ud over rum og tid, en virkelighed der består af subtile energistråler uden konkret form. Det formløse antager form. Fri energi bliver iklædt form, og vi modtager in-formation. Et indtryk bliver et symbol eller en konkret tanke. En abstraktion fører til et blåtryk, som fører til en plan. I det receptive stadie modtager vi derfor en vision eller en idé, som bliver et mål.

Hvordan oplever individet dette receptive stadie? Intuitiv energi kan manifestere sig på abstrakte, mentale bevidsthedsniveauer som et indtryk, et blåtryk, en følelse af orientering eller retning, eller som en rent geometrisk form. På konkrete mentale niveauer kan vi opleve et symbol eller et billede, eller måske får vi intet visuelt indtryk, men der dukker en idé, et ord eller en sætning op i sindet. Dette kan opleves meget subtilt eller komme i form af et glimt af indsigt eller en kreativ forenende forståelse med lynets kraft.

Nogle mennesker kan opleve følelser eller kropsfornemmelser som tegn på intuitiv vished. Disse kan spænde fra subtile følefornemmelser til stærke følelser. Fysisk kan disse signaler inkludere ethvert sanseindtryk – eksempelvis dufte, indre lyde, eller snurrende fornemmelser. Modtagelsen af intuitioner kan derfor manifestere sig på alle personlighedens niveauer. I den receptive fase er det af stor vigtighed at holde os i samklang og receptivt frie for på en objektiv måde at iagttage det, der sker, uden at dømme eller bedømme.

Følgende øvelse kan praktiseres med forskellige variationer og er gavnlig i den receptive fase i udviklingen af den intuitive proces:

Øvelse: Meditativt samspil i udviklingen af intuition

Formål: At praktisere modtagelighed uden dømmen.

Forberedelse: Denne øvelse kan følge nogle uger efter at have praktiseret disidentifikation og selv-iden­ti­fi­ka­tion.

Fremgangsmåde:

1. Deltagerne bliver bedt om at vælge et spørgsmål som er eksistentielt vigtigt for dem. Formulér eksempelvis et spørgsmål om et område i dit liv, hvor du ønsker afklaring, mere information eller mere forståelse. Skriv dette spørgsmål ned på et stykke papir. Vær konkret.

2. Gruppemedlemmerne vælger en partner, og alle beslutter, hvem der spørger, og hvem der modtager i første rundt.

3. Den, der spørger, læser spørgsmålene op og grupperne bruger et par minutter på at sikre sig, at den der besvarer, forstår spørgsmålet. Spørgeren har papir og pen parat og skriver de oplysninger ned, som partneren modtager ad intuitiv vej.

4. Lederen fortsætter med en centreringsøvelse i stil med den følgende:

Sid med front imod hinanden uden at sige noget og se ind i hinandens øjne.

Centrer bevidstheden i hjertet og mærk kærligheden til din partner som et værdigt menneske.

Luk øjnene, disidentificér dig fra kroppen, følelserne og sindet, og identificér dig med Selvet . Visualisér, at hele personligheden er bragt i samklang og åbner sig for de højere energier – imod det Højere Selv og det, der ligger udover det.

Spørgeren holder sig nu åben indadtil i forhold til sin partner og klar til at skrive alt, hvad partneren siger. Den, der svarer, holder sig i samklang med det Højere Selv. Spørgeren stiller nu blidt spørgsmålene til den mediterende partner, som siger sine svar højt. Lederen foreslår, at dem, der svarer, i så høj grad som muligt deler deres svar uden at censurere eller tænke. De kan navnlig dele symboler og billeder og inkludere ord eller tanker, følelser og kropsfornemmelser. Spørgeren skriver simpelthen ned og kan lejlighedsvist bede den, der svarer, om at uddybe et punkt.

5. Lederen afslutter fasen med spørgsmål og svar og bringer de mediterende tilbage til dagsbevidsthed. Parterne bliver derefter bedt om at bruge nogle minutter på at dele deres oplevelser med hinanden.

6. Rollerne med spørgsmål og svar byttes nu, og processen gentages fra trin 3.

Kommentar: Denne øvelse kan varieres på flere måder. Én er at få de spørgende til at besvare deres egne spørgsmål, som den anden part skriver ned. En anden er, at partneren gentagne gange spørger ”Hvem er du?” eller ”Hvorfor er du her?” eller ”Hvor er du på vej hen?”. Begge parter kan arbejde meditativt uden at skrive svarene ned eller med en tredje person som den, der iagttager og skriver ned. En anden mulighed er at anvende en mere detaljeret eller avanceret meditationsform til at bringe sig i samklang og hæve bevidstheden som, en forberedelse til den receptive fase.

Resultaterne af denne øvelse er normalt dybt meningsfulde for deltagerne. Der finder en øget følelse af nærhed sted så vel som en uddybet forståelse af tillid i de intuitive processer. Der etableres ofte et bånd af kærlig forståelse, som har en integrerende virkning på deltagerne og deres samspil og på gruppen som et hele. En fordel ved at arbejde sammen som en gruppe er, at den umiddelbare feedback er tilgængelig i forhold til at lære at skelne sande modtagelser, fra forvrængninger og falsk information (Cohn, 1968; Clark, 1972; Gerard, 1973).

Fjerde stadie – At skrive ned

Øvelsen med præcist at skrive de oplysninger ned, der er modtaget, har store fordele. Mange mennesker, som praktiserer psykosyntese , reserverer en særlig del af deres dagbog til notater om intuition. Selvom intuitive indtryk kan synes stærke og klare, når de modtages, unddrager de sig ofte hukommelsen på grund af deres subtile karakter. Når vi modtager dem, tænker vi: ”Det her er så vigtigt, så meningsfuldt, at jeg ikke på nogen måde kan glemme det”. Tag dig i agt for denne fælde. Ved at tegne symbolet, som vi modtog det, eller skrive de idéer og oplevelser af intuitiv karakter ned, som vi modtog, sikrer vi, at oplysningerne vil blive ved med at være tilgængelige for fremtidig brug. Det at skrive dem ned kan også tjene til at afklare eller konkretisere et vagt indtryk. Det er klogt altid at have pen og papir inden for rækkevidde, da de intuitive glimt kan komme uventet, medens vi kører bil eller er i gang med en rutineopgave i det daglige liv.

Når vi i en meditativ tilstand søger intuitiv bevidsthed, kan der være et samspil mellem det at modtage og det at nedskrive. Vi kan søge dybt indad, lukke øjnene, se et symbol for os eller opfatte noget, og derpå åbne øjnene og skrive eller tegne, derefter lukke øjnene igen og søge yderligere information. En psykoterapeut kan eksempelvis foretage en intuitiv vurdering af en klient forud for en session og spørge indad, ”Hvad er denne persons emotionelle natur?” Vi kan modtage et symbol, tegne det, modtage idéer, skrive nogle sætninger ned og derpå i en meditativ tilstand stille endnu et spørgsmål vedrørende klientens mentale eller fysiske natur eller livsformål.

Igen, vi nedskriver svarene uden i de tidlige faser at dømme eller vurdere om intuitionen er sand. På kort sigt vil det, at vi nedskriver svarene, sætte os i stand til at have al den modtagne information til rådighed uden den forvrængning, der er forbundet med en mangelfuld hukommelse eller muligheden for helt at glemme. Ydermere er den fulde betydning af denne information ikke altid indlysende i det givne øjeblik, men senere kan den stå os klart. På lang sigt kan de nedskrevne intuitioner blive retningslinjer med hensyn til hvilke indtryk, der er præcise, og hvilke der er upræcise, hvad der er sandt intuitivt, og hvad der ikke er, og vi begynder i det øjeblik, vi modtager informationen, igennem en subtil testning af denne virkelighed at vide, hvilke informationer, der er værdifulde og præcise, og hvilke der ikke er.

Femte stadie – Efterprøvning

Værdien og korrektheden af den modtagne information kan afgøres igennem oplevelsens og tidens test. Hvis en vision eller idé er spirituel og intuitiv, vil den fremme et individs vækst eller bidrage til menneskehedens udvikling. Der er visse retningslinjer, som kan hjælpe os til at afgøre, om et indtryk kan formodes at være værdifuldt og værd at udforske. Det Canadiske Psykosyntese Institut har offentliggjort et sæt retningslinjer, og nogle af disse er inkluderet nedenfor. Alligevel kan retningslinjer gøre os blinde for, hvad der nyt og progressivt, og jeg vil derfor medtage visse advarsler i forhold til disse indtryk.

Det er ikke alle indre budskaber, der kommer fra transpersonlige niveauer. Et godt spørgsmål at begynde med er derfor ”Hvad er kilden til dette budskab?” Vi kan begynde i det personlige ved at undersøge vores motiv til at søge oplysningen. Et motiv om at bidrage til en større helhed eller et tjenestemotiv vil sandsynligvis skabe åndelig indsigt (Gerard, 1972). Et fingerpeg med hensyn til kilden er at afgøre kvaliteten og formålet med de oplysninger, vi modtager. Oplysninger, der peger i retning af et andet menneskes vækst, af gruppens bedste, imod Maslows B-værdier, vil formentlig være fra højere kilder. Når vi vurderer en formodning eller et indtryk kan vi gå ind i en meditativ tilstand og føre en dialog med det Højere Selv, hvor vi spørger, ”Hvad er kilden til dette budskab?”

En vigtig skelnen med hensyn til de følelser og tanker, vi modtager, som har relation til et andet menneske, er at differentiere intuitioner fra projektioner . Ved at kende vores egne personlige begrænsninger og vores typiske måder at forvrænge virkeligheden på eller projicere over på andre mennesker, kan vi eliminere det, vi ved er vores egne falske forståelser. Dette underbygger værdien af at gennemgå den personlig psykosyntese, så personligheden kan være et relativt præcist instrument i opfattelsen af virkeligheden og mere eller mindre fri fra forvrængende delpersonligheder , komplekser og falske billeder.

Udvikling af intuitionen er et aspekt af den spirituelle psykosyntese, som kan fremme dette personlighedsarbejde. Teknikker til udvikling af intuitionen inkluderer meditation (hvor vi fokuserer bevidstheden på højere bevidsthedsniveauer, der transcenderer personlighedens begrænsninger), objektiv iagttagelse (der nødvendiggør en centrering i selvet og disidentifikation) og at lære at handle ansvarligt i forhold til det, vi intuitivt fornemmer (træning af viljen ). Alle disse faktorer bidrager til personlighedens integration. Transpersonlige teknikker kan på denne måde fremme personlighedens psykosyntese, hvor personlighedsmodeller så som det at trække sine projektioner hjem kan bane vej for mere dybtgående og regelmæssige transpersonlige oplevelser.

Andre generelle retningslinjer med hensyn til at efterprøve de modtagne intuitioner i forhold til deres autenticitet er: Inflaterer dette budskab mit ego? Fremmer det mine egne interesser på andres bekostning? Budskaber af denne type kommer sandsynligvis ikke fra en transpersonlig kilde.

Er der en forudsigelse af en katastrofe eller en fare? Ofte vil et budskab, der er udtryk for frygt eller en depressiv natur, komme fra det lavere ubevidste , men i visse tilfælde er der tale om en præcis intuition, som rummer en advarsel. Vær forsigtig – lad tiden tale. Et andet spørgsmål er: Er det fornuftigt? Gør brug af fornuften. Hvis din intuition fortæller dig, at du vinder syv millioner i næste uge, hvad er det så, du gør, hvem er dine kontakter og hvilke omstændigheder er det så, der fører frem til dette? Vær åben – lad tiden tale – og regn ikke med det. Der er også en fælde forbundet med fornuftstesten: intuitionen kan pege på muligheder, som kan blive til virkelighed. Måske må den modtagne idé implementeres med den rette timing. Der er intet så kraftfuldt som en idé, hvis tid er inde”, og alligevel vil vi modtage idéer forud for deres tid, så vi kan forberede os på at føre dem ud i livet. Nogle intuitioner signalerer et kreativt projekt, som det tager mange år at bringe til modning. Så en sand intuition kunne ved første blik forekomme os vild eller skør og ikke på nogen måde fornuftig.

Så er der spørgsmålet om udformning eller fortolkning. Når intuitionen er en abstrakt tanke, en fornemmelse, en følelse eller et symbol, må det udvides eller tænkes igennem på mere konkret måde. ”Et billede er tusind ord værd”, og måske rummer et symbol energien til at udgøre en hel bog eller måske et livsværk. Et budskab må undersøges, og dets betydning fastslås. Gerard (1973) og Crampton (1975) har udviklet detaljerede teknikker til symbolsk forståelse og uddybning. Intuitive budskaber er ofte symbolske frem for bogstavelige.

En anden metode til at efterprøve intuitioner er at dele dem med en viis ven eller en gruppe, vi har tillid til. Andre synspunkter og tilbagemeldinger kan afsløre den sande kvalitet og natur af den information, som modtageren selv er i tvivl om.

Paradoksalt nok er intuitioner ofte forbundet med en følelse af vished og en fornemmelse af overraskelse. Information, som kommer fra virkeligheder, der ligger udover den personlige dagligdags bevidsthed kan skabe ærefrygt og være fuldkommen ny, og samtidig have en karakter af sandhed, som vi fornemmer dybt.

En advarsel skal lyde i forbindelse med denne følelse af sikkerhed, der ligger i spørgsmålet: ”Er dette i tråd med mit livsformål?” Vi kan opfange informationerne korrekt, men alligevel kan de være irrelevante i forhold til vores plads i verden. Denne skelnen med hensyn til, hvornår vi kan tilpasse en vision til vores personlige ansvar, er et godt eksempel på de subtile forhold, der knytter sig til åndelig bevidsthed.

Klarhed omkring vores eget udviklingsniveau og gruppeforhold bliver stadig mere vigtig, efterhånden som vi går frem ad den åndelige vej. Avancerede meditationsteknikker kan inkludere, at vi i vores indre bevidsthed holder menneskehedens intuitive visioner i et indre lys eller udstråler dem på passende måde, når tiden endnu ikke er inde til at bringe dem til udtryk i personlig handling. Anvendelse af sådanne avancerede teknikker er dermed sikrest og mest effektiv, når vi lærer teknikken sammen med mere erfarne åndelige medrejsende.

Opsummering af ”Intuitionens stadier”

Intuition er en proces, der bedst kan forstås mere klart ved at opdele processen i fem stadier: At bringe sig i samklang, hæve sin bevidsthed, modtage, skrive ned og efterprøve. Den sikreste metode til dybere og mere åndelige intuitive oplevelser, er, at udvikle meditative evner igennem daglig praksis. Vi kan begynde med enkle teknikker så som disidentifikation og fremkaldelse af sindsro, og derfra bevæge os imod en evne til at integrere og identificere os med en mere inklusiv helhed. At føre dagbog over de intuitioner, vi modtager, og at anvende disse indsigter i vores daglige liv er et integreret aspekt af den fortsatte udvikling af intuitionen.


 
Side : 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | næste
© Artikler fra www.psykosyntese.dk må distribueres videre via e-mail og udprintes uden forfatterens tilladelse. Anden brug, herunder print i medier, visning på andre websites og anden form for distribution, eller brug af denne artikel, eller dele heraf, kræver ophavsretindehaverens tilladelse.

Kentaur Træning, Tomsgårdsvej 61. 2. tv. 2400 København, NV Tlf. 3811 6620 E-mail: info@psykosyntese.dk web: www.psykosyntese.dk