En anden passende leveregel for mennesker i høje stillinger, politisk eller på anden måde, er at opdyrke en sans for proportioner. Astronomistudier - observation af stjernehimlen, stjernebilleder og galakser - medvirker til det. Det var en metode, som Theodore Roosevelt brugte spontant, da han var præsident for USA. En af hans venner, naturhistorikeren Begbie, fortæller: ”Roosevelt og jeg havde en lille leg sammen. Efter en aftens snak, gik vi ofte ud på plænen og gennemsøgte himlen til vi fandt den svage, tågede lysplet bagved det nederste venstre hjørne af Pegasus. Så ville en af os recitere: ”Det er Spiralgalaksen i Andromeda-konstellationen. Den er lige så stor som vores Mælkevej. Den består af hundrede millioner af sole, alle større end vores sol. Så ville Roosevelt grinende sige: ’Nu tror jeg vi er små nok! Lad os gå i seng.’”

Som balance til det, er det imidlertid godt at erkende og huske værdien af ethvert menneske og dets aktiviteter, uanset hvor ydmyge de er. Det hjælper os til at bruge god vilje og munterhed i alt, hvad vi gør, også selv om det er trættende og kedeligt. Selv om en aktivitet i sig selv er ubetydelig, kan den i virkeligheden være lige så nødvendig som mere iøjnefaldende handlinger, der ser ud til at være vigtigere. Denne afbalancerede forståelse og det gode indre livssyn, der kommer deraf, illustreres godt af historien om de tre stenhuggere. En besøgende på byggepladsen for en af de middelalderlige katedraler spurgte en stenhugger, hvad han lavede. ”Du kan vel se,” svarede han surt, ”at jeg hugger sten,” og viste derved sin uvilje mod det han anså for at være et ubehageligt og værdiløst arbejde. Den besøgende gik videre og stillede det samme spørgsmål til en anden stenhugger. ”Jeg tjener til livets ophold for mig og min familie,” svarede arbejderen på en afdæmpet måde, der afspejlede en vis tilfredshed. Senere standsede den besøgende ved en tredje stenhugger og spurgte: ”Og hvad laver du så?” Den tredje stenhugger svarede glad: ”Jeg bygger en katedral.” Han havde fattet vigtigheden og formålet med arbejdet; han var på det rene med at hans ydmyge arbejde var lige så nødvendigt som arkitektens, og på en vis måde havde det samme værdi. Derfor udførte han sit arbejde ikke blot villigt, men med begejstring.

Lad os huske på eksemplet med den kloge arbejder. Lad os erkende og altid være opmærksom på, at uanset hvor begrænsede vores evner kan synes, hvor beskedne og ydmyge vore forpligtelser er, er de i virkeligheden partikler i det store Liv. Vi deltager i udfoldelsen af den Kosmiske Plan, ”i samarbejde med Gud.” Denne erkendelse gør os i stand til at acceptere enhver situation, opfylde enhver opgave, villigt og med munterhed.