Dette fører til at betragte den Franciskanske glæde. Selv om Skt. Frans af Assisi led meget, var han lykkelig og opmuntrede sine munke til at være lykkelige. Han brugte at fortælle dem at de måtte være ”Guds spøgefugle,” for at tiltrække sjæle til Gud. Faktisk er fryd, glæde og munterhed magnetiske. En væsentlig episode i Skt. Frans’s liv fortæller, hvordan han, da han søgte efter et sted at oprette et munkekloster, kom til Chiusi i Toscana. Han holdt en prædiken i Grev Orlando af Chiusi’s residens over temaet: ”Så stort er det Gode som jeg forventer, at enhver lidelse er en fryd for mig.” Hans tale gjorde sådan et indtryk, at Grev Orlando tilbød ham bjerget La Verna til formålet. Det førte til opførelsen af det, der i dag er en Franciskansk helligdom, som er den næstvigtigste efter Assisi.

En anden metode til at opdyrke ophøjet munterhed har at gøre med en begivenheds relative natur, en forståelse for at hændelser ofte har uforudsete virkninger, og endda modsatte af hvad de i øjeblikket ser ud til. Det fremhæves i en kinesisk lignelse, der nævnes af Lin Yutang i bogen The Importance of Living: En gammel bonde, der boede med sin søn på en bakketop, mistede en dag sin hest. Hans naboer udtrykte medfølelse over hans ulykke, men han svarede: ”Hvordan kan I vide om det er en ulykke?” Nogle dage senere vendte hesten tilbage med en masse andre heste. Naboerne ville nu lykønske ham for dette lykketræf. Også denne gang svarede den gamle mand: ”Hvordan kan I vide om det er et lykketræf?” Sønnen begyndte at ride hestene til og brækkede en dag benet. Den gamle mands svar på naboernes medfølelse denne gang var: ” Hvordan ved I, det er en ulykke?” Kort efter udbrød der krig, og sønnen, der var ukampdygtig, undgik at deltage.

Lad os altid huske på denne relativitet.

Hvor effektiv en positiv, smilende indstilling til livet er, udtrykkes således af Inayat Khan: ”Den, der ser på livet med rædsel, er underlagt livet; den, der tager livet alvorligt, er i livet; den der møder livet med et glad smil hæver sig over verden.”