En anden alvorlig forhindring for munterhed er medynk med sig selv. Med andre ord selvmedlidenhed. Udbredt og skadelig som den er, ledsages den ofte af en usund følelse af hyggeligt selvbehag. Den danner grobund for andre negative reaktioner: misundelse, fornærmethed, hævntørst. Selvmedlidenhed kan bekæmpes og elimineres ved at erkende menneskets universelt smertelige betingelser, og især ved tanken om det store antal mennesker, der lider meget mere end os (de syge, de fængslede, de isolerede og de fattige). Et par linier af den italienske forfatter, Metastasio, udtrykker en stor sandhed på en enkel måde: ”Hvis sjælekval stod skrevet i panden på folk, ville mange, som bliver misundt, vække medlidenhed.”

Endnu en forhindring for munterhed, mindre betydelig men alligevel uhyre almindelig, er utålmodighed. Et kinesisk ordsprog udtrykker det således: ”Når man ser et æg, forventer man at høre det pippe.” En af de psykologiske teknikker, der skal udvikles, er således ”kunsten at vente.”

En væsentlig forhindring for munterhed er bekymring. Der kan også siges meget om denne sag, men ikke ved denne lejlighed. Meningen udtrykkes fint i ordsproget: ”I dag er den morgendag, som du bekymrede dig sådan over i går.”

Blandt andre forhindringer for munterhed, ikke for alle men for mange, er en tilbøjelighed til sørgmodighed, det at finde tilfredsstillelse i sørgmodighed. Ud over denne form for personlig afvisning af munterhed, er der en masse fælles eller kulturelle årsager, som vi må se i øjnene, hvis de skal fjernes. En årsag er filosofisk negativisme, som opfatter mennesket som fremmedgjort, som offer for ydre kræfter, som dømt til lidelse, som mener at gøre det rette, jo mere han lider, og derved vedstår sin elendighed med åbne øjne. Efter dette ræsonnement, eftersom lidelse er menneskets skæbne, er selvbevidst lidelse den mest heltemodige og intellektuelt ærlige måde at leve på. At forfægte sådan en indstilling baseres på visse forudsætninger, som, selv om de er forkerte, opfattes som aksiomatiske. Heldigvis er sådanne misforståede tanker imidlertid ikke længere i så høj kurs, efterhånden som flere og flere begynder at se en naturlig sammenhæng mellem mennesket og forskellige sider af virkeligheden: Jeg taler om en række tendenser fra den økologiske bevægelse på den ene side til interessen for østlige religioner på den anden. Hvad angår menneskets egen forståelse af sig selv, hjælper den humanistiske psykologi og de mere positive udgaver af eksistentialisme med at åbne for menneskets perspektiv til sine indre positive og kreative kræfter.

På dette sted må vi nok erkende, at munterhed, som alle andre gode kvaliteter, kan overdrives og være upassende. Livet indeholder alvorlige situationer, tung lidelse, menneskelige problemer, både individuelle og kollektive, som munterhed ikke kan løse. De må tages i betragtning og mødes med behørig alvor, men alvoren bør reserveres udelukkende til dem. Vi er tilbøjelige til at tage så mange ting alvorligt, som der ikke er belæg for. Vi klatter så at sige vores kapital af seriøsitet væk, så der ikke er nok til de virkelig vigtige sager. Så reglen er: Alvor i alt hvad der fortjener og kræver det, munterhed for resten.