(Tip: ønsker du at udprinte, så benyt printerikonet i højremenuen.)

Roberto Assagioli , M.D., Oversættelse Hans Ole Pedersen

Som regel tager vi livet mere eller mindre som det kommer. Og dog er det at leve i virkeligheden en kunst, og skulle være den største af alle kunstarterne.

Enhver kunstart har sine særlige teknikker; også kunsten at leve har sine egne teknikker, og hvis man skal have held i udfoldelsen af den kunst, er det uomgængeligt nødvendigt at mestre dem. En sådan teknik er at betragte livet som et teaterstykke. Det er ikke let at have med leg at gøre. Begrebet leg er komplekst, mange-facetteret og så vanskeligt at definere, at det kan siges at lege gemmeleg med enhver, der prøver at holde det fast og definere det. I bogen Homo Ludens (Gallimard, Paris, 1951) opregner Huizinga en række opfattelser, som forskellige forfattere har af sagen. Således er leg blevet betragtet som:

1) En metode til at aflade et overskud af vitalitet;

2) En måde at imødekomme behovet for afslapning på;

3) En træning som forberedelse til en seriøs aktivitet;

4) Et middel til udvikling af selvkontrol;

5) En måde at dominere andre på;

6) Et afløb for konkurrencelysten;

7) En harmløs metode til at aflade skadevoldende tendenser;

8) En kompensatorisk aktivitet;

9) Et opdigtet og indbildt surrogat for tilfredsstillelse af uopnåelige begær.

Hver af de nævnte opfattelser betoner en side af legen, men de er alle ufuldstændige, og den kendsgerning giver anledning til en indledende iagttagelse: Legens funktioner må skelnes fra dens natur. Om en bestemt aktivitet er ”leg” eller ikke, afhænger i realiteten af den psykologiske holdning, hensigten, formålet der motiverer ”den legende”. Sport giver et klart eksempel på dette. Etymologisk betragtet, og i sin egentlige natur og originale betydning, er sport leg, ludus, noget der gøres for adspredelse. Men nu om dage går mange ind for sport på en stadig mere ”seriøs” måde, og ud fra motiver som ambition eller finansiel gevinst, hvilket er i modstrid med dens egentlige natur. På den måde mister den kvaliteten af leg og antager karakter af arbejde. Når det bliver en profession, er sport ikke længere virkelig sport. I virkeligheden er der ikke nogen klar skillelinie mellem ”leg” og ”ikke-leg,” eller mere præcist udtrykt, ved enhver tilsyneladende legende aktivitet er forholdet mellem det, der er leg, og det, der er ”seriøst” (i ordets egentlige betydning), en variabel størrelse. Det kan endda ændre sig under selve forløbet af aktiviteten. Det viser sig klart i tilfælde med børn, som begynder at brydes for sjov, men bliver vrede og kommer op at slås for alvor. Hasardspil er et slående eksempel, hvor den høje grad af seriøsitet medvirker til at minimere elementet af leg. Der hvor manien for spil er blevet til en altoverskyggende, besættende lidenskab, forsvinder karakteren af ”leg”.

En sand sportslig indstilling har som mål at ”spille godt” frem for at vinde. Det er to forskellige ting: at vinde kan afhænge af flere tilfældige faktorer så som at modstanderen er mindre dygtig, eller af en eller anden form for gunstige forhold. Det samme gør sig gældende med hensyn til at tabe. Den ægte sportsmand er ikke optaget af at vinde på bekostning af stil, gode manerer og fair play. Og som ved andre former for menneskelig udfoldelse kan det medvirke til sejren at være fri for bekymringer om man vinder eller ej.