Genopvækkelsen af de tidligere fasers kvaliteter

Det transpersonlige Selv er ”uden for” og over tid. Det eksisterer og lever i Det Eviges dimension. Nogle gange kommer oplevelsen af det spontant, men det kan også fremkaldes på forskellig vis, som jeg dog ikke her kan komme nærmere ind på. Jeg vil begrænse mig til at nævne, at en af de bidragende metoder er praktiseringen af dis-identifikation; en af de teknikker, der anvendes inden for psykosyntesen, og en som jeg stærkt anbefaler. Oplevelse af det transpersonlige Selv opnås ikke let. Det fordrer vedvarende, længerevarende træning, men belønningens storslåethed berettiger den nødvendige indsats.

Disse overvejelser viser vejen til realisering af psykosyntesen i menneskelivets forskellige aldre. Den kan opnås ved at holde de bedste aspekter fra alle aldrene levende og gøre brug af dem. En ældre person kan bevidst gen­­opvække, puste nyt liv i og kultivere i sig selv de positive karaktertræk fra alle hans forudgående aldre. Dette kan han gøre i kraft af forskellige aktive psykosyntese teknikker så som f.eks. de, der er baseret på visualisering, suggestion, idealmodeller, affirmationer og meditation . Han kan styrke processen ved at åbne sig for den direkte indflydelse fra mennesker, der er yngre end ham selv, ved at søge børns, teenageres og unges selskab. Men det ældre menneske må være villig til at deltage aktivt i de yngre menneskers liv ved at spille med dem, tale med dem og sætte sig i deres sted.

Et ældre menneske kan bevidst være barn med børnene, teenager med teenagerne, ung med de unge, og voksen med de voksne. Han kan vække sit eget sovende, men ikke uddøde, barn eller unge menneske. Muligheder­ne og trækkene fra de forudgående alderstrin er latente i os alle; de kan vækkes og gøres aktive og funktionsdygtige. Processen finder bedst sted gradvist, dvs. ved at starte mens man er ung og så uddybe den over årene. Forældre og lærere bør stimulere og endog fremme den, eller i det mindste ikke hindre den; men desværre sker det omvendte kun alt for ofte.

Det ældre menneske, som har ønsket og været i stand til at opnå en vis grad af livets psykosyntese, har opnået ikke blot individuel psykosyntese og sand integration, men kan også samarbejde i de forskellige interpersonelle og sociale psykosynteser. Han kan skabe en ring, som forener mennesker og grupper i alle aldre; han kan være en lærer og en kærlig, upersonlig rådgiver (jeg siger ikke, at man aldrig må give råd, kun at det er bedst ikke at gøre det i begyndelsen af kommunikation med ungdommen).

Nogle kunne indvende: ”Men denne psykosyntese involverer kun de ældre, modne mennesker; ikke de unge”. En overfladisk betragtning kunne understøtte et sådant synspunkt, men det forholder sig ikke således. Der er først og fremmest den allerede nævnte manglende sammenhæng mellem den biologiske og den psyko-spiri­tu­el­le alder. På samme måde som der er evige børn, er der teenagere og unge mennesker, som besidder og spontant udtrykker kvaliteter, der knytter sig til senere alderstrin. Men de unge kan, medens de til fulde lever deres ungdommelighed ud, kan tage disse kvaliteter til sig og bevidst udvikle dem, såvel igennem passende psykologiske metoder og ved frivilligt at åbne sig for indflydelsen fra mennesker, der besidder sådanne evner og søge deres selskab, deres venskab og deres samarbejde. De kan også vinde indsigt igennem eksemplet fra de, hvis liv udtrykker disse kvaliteter og er tilgængelige igennem biografier og selvbiografier, såvel som ved at studere og fordybe sig i deres arbejde.

Skønt denne absorptionsproces ofte spontant finder sted, kan den bevidst fremmes igennem assimilering af idealmodeller, som kan kaldes ”kreativ efterligning”. Dette udtryk kan synes at rumme en modsigelse, men sådan forholder det sig ikke. De bedste eksempler og modeller er de, der selv har opnået aldrenes psykosyntese. Hvis jeg skal nævne nogle, vil jeg først nævnt Michelangelo. Da han var 80 år gammel, mødte han en ven foran Sankt Peters i Rom, som spurgte ham: ”Hvor er du på vej hen?”. ”Jeg er på vej til at lære”, var svaret. Faktisk var han på vej til at studere anatomi hos en læge. Det kan meget vel formuleres således, at så længe der er et ønske om at lære, forbliver det unge i os aktivt.

Så er der Goethe, som helt frem til slutningen af sit liv bevarede sin ungdommelighed og i en alder af 84 år forelskede sig i en 20-årig kvinde, som han skrev et af sine fineste digte til. Men Goethe havde dedikeret hele sit liv til formningen af personligheden og endda til skabelsen af sin psykosyntese (uden dog at kalde det dét). ”Ja, jeg holder fast i denne tanke. Visdommens ultimative resultat ligger i dette: Kun dén sikrer sin egen eksistens, som vinder den på ny hver dag”. Den amerikanske poet, Walt Whitman, giver endnu et eksempel. Det blev sagt om ham, da han var ung, at han lignede en ældre, og da han var ældre, at han lignede en ung.

Lad mig nu nævne nogle mennesker, som jeg igennem mit personlige venskab kan præsentere som bevis. En af dem er Rabindranath Tagore, den Nobel-pris vindende poet, for hvem jeg fungerede som oversætter den uge, han var i Rom for mere end 30 år siden. I samtalen med de, som kom til ham og bad om råd, og i sin åndelige undervisning, var hans holdning som en vís gammel mands; men en dag, da vi var på sightseeing i de romerske slotte, udviste han en frisk og ungdommelig entusiasme over den skønhed, han så, og stoppede i flere minutter for at fordybe sig i en mark med modent korn, fyldt med valmuer, som inspirerede til et digt. Mit andet eksempel er Herman Keyserling, filosoffen, der i sin ungdom udviste stor modenhed, og så snart han var voksen, stiftede han ”Visdomsskolen”. Hans altid ungdommelige ånd fik ham til tider til at udvise en uventet kåd form for humor. To eksempler på mænd over 90, som har udvist ungdommelige kvaliteter og karakterbrist, har været George Bernard Shaw og Bertrand Russell.

Ikke så få kvinder har udvist en velsignet kombination af de forskellige aldres gaver. Jeg vil nævne tre, som jeg har kendt personligt. En er Contessa Maria Baciocchi de Péon, der var pioner inden for anvendelsen af psykologi i træningen af personligheden i begyndelsen af dette århundrede (det 20. århundrede, o.a.). Hun har utrætteligt udført dette arbejde, skrevet bøger om emnet og organiseret konferencer hele livet. Den anden er en fransk kvinde, som kunne læse 15 sprog og i en alder af mere end 80 år begyndte at studere et 16. og ikke helt nemt sprog, tibetansk ”for at holde sindet aktivt og levende”. Den tredje er Contessa Gabriella Spalletti Rasponi, der var præsident for Italienske Kvinders Råd. Hendes hjem lignede et ministerium, men det forhindrede hende ikke i at være en god moder og en bevidst bedstemoder, så hun genoptog studiet af latin og græsk for at hjælpe sin grandsøn. The Institute of Psychosynthesis (~Psykosyntese Instituttet), som hun var den første præsident for, står i særlig gæld til hende for hendes moralske og materielle støtte ved dets etablering i 1926.

Alt dette handler om psykosyntese inden for menneskelivets forskellige aldre; det kan relateres og anvendes til gruppe-psykosyntese og på særlig måde generationernes psykosyntese, som drøftet i indledningen. Kendskab til de forskellige aldres bedste kvaliteter og livssyn, og anerkendelsen af muligheden for og effektiviteten af deres psykosyntese hos alle unge, yngre, modne og ældre mennesker, vil i meget høj grad fremme kommunikationen mellem mennesker af alle aldre og muliggøre en gensidig forståelse og anerkendelse. Derigennem kan mange af de farlige og ødelæggende konflikter, der nu hersker mellem mennesker og grupper, elimineres eller reduceres, og et frugtbart samarbejde opnås. Således vil menneskeheden være i stand til at tage bevidste skridt fremad i retning af den ny tids lysende mål, hvor alle – frigjort fra fortidens påvirkning – kan realisere deres højeste potentialer.