Kriser i voksenlivet og i alderdommen

Vi går nu over til de kriser, der er forbundet med overgangen fra voksenlivet til alderdommen.

Den første af dem kan kaldes for det pensionerede menneskes krise. Mange mennesker, som efterhånden som årene skrider frem mærker vægten og udmattelsen fra deres arbejde, ser ivrigt frem til den tid, hvor de vil være fri, men finder at den indvarsler en sørgelig skuffelse. Faktisk oplever de en desorientering og ved ikke, hvad de skal stille op. De savner den beskedne eller måske anselige prestige og tilfredsstillelse, der var knyttet til deres stilling og den position, de indtog i samfundet. Inaktivitet vejer tungt og er lige så – om ikke mere – vanskelig at udholde end det tidligere arbejde. Pensioneringen er ofte indledningen til depressive tilstande og forskellige neuropsykologiske forstyrrelser. Kuren består ganske enkelt i at vække andre interesser til live; men dette lader sig lettere og mere effektivt gøre, hvis krisen er forudset og dens afhjælpning planlagt, om end ikke altid taget i anvendelse. Den kvinde, som ikke har haft arbejde uden for hjemmet, oplever en tilsvarende krise, når hun af forskellige årsager oplever sig berøvet de funktioner, som hun overordnet set identificerede sig med, og som gav hendes liv mening: funktionen som moder og hustru.

Men som årene går kan en dybere krise opstå, en som – fordi den involverer hele personligheden – kan kaldes eksistentiel. Den opstår, når vi nægter at ældes, dvs. at acceptere de begrænsninger og afkald, som den stigen­de alder nødvendiggør. Disse er så velkendte, at det overflødiggør en nærmere uddybning, udover at bemærke, at ethvert sådant forsøg er dømt til at fejle. Men en mulig og tilfredsstillende løsning eksisterer. Den er baseret på en generel faktor, som her bliver afgørende, nemlig den manglende årsagssammenhæng mellem bio­logisk alder og åndelig alder. Det er en kendsgerning, som ikke i tilstrækkeligt omfang tages i betragtning til trods for, at den ved nærmere betragtning er indlysende.

Mange mennesker forbliver psykologisk set børn eller unge hele livet; noget som ofte sker for kunstnere. Jeg kan nævne et nutidigt eksempel: Charlie Chaplin indrømmede åbenlyst på sin 80-års fødselsdag, at han var, hvad han altid havde været – et barn. Omvendt kan den modne mand dissociere sig fra sin biologiske alder; dvs. at han ikke behøver at følge den nedadgående kurve, men kan omdirigere sit liv ad en horisontal rute, så at sige, eller endda en bedre, en opadgående. Når vi gør det, anerkender vi, kender, assimilerer og udnytter alderdommens højere kvaliteter.

Alderdommens negative eller ringere kvaliteter nødvendiggør ingen yderligere beskrivelse, men jeg vil dog nævne den overdrevne betydning, der tillægges dens begrænsninger og fysiske dårligdomme; indsnævringen af interesseområderne, tendensen til at blive hængende ved fortiden, og en nostalgisk længsel efter de gode gamle dage (som ofte faktisk ikke var så gode, når det kommer til stykket). Men denne alder rummer nogle værdifulde positive træk. Opgivelsen af mange tidligere tilbøjeligheder og aktiviteter kan ses og opleves som en frigørelse, hvad det faktisk også er. Konflikter mindskes eller forsvinder, og personen får tid og lejlighed til at tage andre og bedre måder at leve på til sig. Passioner og emotioner stilnes, og det giver rum for en klarere og mere illumineret vision; modningen af livets oplevelser udmøntes i visdom.

De aktiviteter, som aldrende mennesker kan engagere sig i, reduceres i antal, men vinder om muligt i kvalitet. For blot at nævne nogle få ud af mange: I en alder af 75 år skriver den anerkendte japanske maler, Hokusai: ”Siden jeg var 6 år gammel, har jeg været meget interesseret i at tegne objekters form, men alle mine be­stræbelser, indtil jeg fyldte 70, skuffede mig. Da jeg var 73, begyndte jeg at forstå de mange former og arter inden for fugle, fisk og planter”. Således modnes harmoni, balance og klarhed i det aldrende menneske og er kilden til en stille, men dyb og varig glæde. Richard Wagner bekræftede dette med sin velmente, om end noget bombastiske erklæring om, at ”livet begynder ved 70; først da bliver det smukt”.

Alle, som opnår bevidsthed om sit åndelige selv (og dette kan ske på ethvert tidspunkt fra puberteten og fremefter) har mulighed for at dis-identificere sig fra sin personlige og psykologiske alder ved at leve med den som roller, der skal spilles, og opgaver der skal udføres, medens vi forbliver frie. Faktisk er han på denne måde i stand til at udføre dem bedre. En kvinde, som ikke udelukkende er moder, og som ikke identificerer sig fuldt og helt med den funktion, er en bedre moder. (Se også min artikel Life as a Game and Stage Performance (~ Livet som et spil og skuespil). Men dette forudsætter gennemlevelsen af en alvorlig krise, måske den mest gennemgribende og fundamentale, som et menneske stilles overfor. Det er en krise, som uundgåeligt må konfronteres af gamle mennesker, men det er værd at bemærke, at den kan optræde i en hvilken som helst alder – og faktisk også ofte gør det – og har rod i den kontante kendsgerning om den fysiske døds uundgåelighed. Ansigt til ansigt med tanken eller forventningen om døden gribes mange af en frygt, kval eller oprør, der står i forhold til graden af deres tilknytning til det fysiske liv eller personlighedens identifikation med de fysiske bånd, aktiviteter og funktioner, og som også står i forhold til deres angst for det ukendte og den formodede udslettelse.

Men ikke alle giver efter for disse negative reaktioner; der er mange, som responderer med en anderledes og positiv holdning. Først og fremmest de, der har en fast tro, ikke nødvendigvis religiøs men i hvert fald oprigtigt levet. Så er der de, hvis mere klart definerede tro får dem til at overgive sig til livet og det ukendte uden frygt og i en ånd af generøs accept af, hvad end det måtte bringe. Alle, som har frigjort bevidstheden fra tidens stadige forandring og er nået til en indre oplevelse af det transpersonlige Selvs virkelighed, bevidstheden om det, som udgør vor inderste kerne, den højeste Virkelighed i hver af os, kan opnå denne frigørelse.