Genopdagelse af ungdommens ånd

En opgave som denne præsenterer voksne for en specielt vanskelig opgave – at genopdage ungdommens ånd, og dét på to måder: Ved at blive ung med de unge og bevidst om, at en ny civilisations- og kulturcyklus er ved at fødes, som nødvendigvis fra begyndelsen må have et udpræget ungdommeligt præg. Og dette fører mig til den anden del af mit projekt, menneskelivets psykosyntese i de forskellige aldre, som består i, at vi i os selv holder de bedste aspekter fra hver forudgående alder og udviklingsniveau levende, bevidste og brugbare.

Hver alder er ikke i sig selv dårligere eller bedre end nogen anden, men hver har aspekter, som vi for bekvemmeligheds skyld kan kalde bedre eller dårligere, mere harmonisk eller uharmonisk, mere kreativ og konstruktiv eller passiv, ufrugtbar og endda destruktiv. En undersøgelse af menneskelivets cyklusser gør dette klart, skønt det på dette sted må begrænses til et generelt overblik. Pladsen tillader ikke mere end f.eks. en nævnelse af de utallige, forskellige karakteristika, der udspringer af individuelle forskelligheder i konstitution og karakter, og fra spektret af familie-, sociale og nationale forhold, som det enkelte menneske lever og udvikles i. Men selv en så ufyldestgørende og skematisk undersøgelse vil være tilstrækkelig i begyndelsen af denne integration, denne psykosyntese af menneskelivets aldre.

I forhold til barndommen finder vi her idéen om det naturlige barn, som Rousseau identificerede, upåvirket og uspoleret af at være vokset op under voksnes indflydelse. Men selv i et gængs socialt miljø og uden hensyn til Rousseaus idylliske og diskutable idéer står det klart, at børn udviser meget positive psykologiske aspekter, som ofte går upåagtet og uerkendt hen. (Nogle forfattere har stærkt fremhævet barnets kvalitative karakteristika, der adskiller ham fra den voksne. Den bedste fremstilling af dette emne er givet af Frances Wickers i hendes bog The Psychic Life of Childhood (~ Barndommens psykiske liv); en bog som alle forældre og lærere bør læse. Den præsenterer en psykologisk analyse og er i sin form søgende, original og med en gennemtrængende dybde, som sjældent findes i videnskabelige værker om dette emne). Barndommens positive psykologiske træk omfatter enkelhed, troskyldig tillid, spontanitet, beundring, forundring og glæde. Blandt de negative træk finder vi ukontrolleret impulsivitet, manglende mental organisering, lunefuldhed, uberegnelighed og forskellige udbrud af jalousi, aggression og visse former for ondskab, som for det meste er ubevidste , fordi barnet ikke er bevidst om den lidelse, det påfører det dyr, som det piner.

Præ-puberteten, som er alderen fra 8 til 14 år, er blevet kaldt den utaknemmelige alder. Den er, navnlig hos drenge, kendetegnet ved handlinger, om ikke ord, der rummer den første ”uafhængighedserklæring”. Barnet gør oprør mod forældrenes og lærernes autoritet, og dets behov for aktivt at give disse energier udtryk er årsag til en stridslysten, aggressiv adfærd. De problemer, der dukker op, vanskeliggøres af forholdene ved livet i byerne, som begrænser eller helt umuliggør en naturlig og legitimt udløsning for deres kraft. Men hvis de placeres i hensigtsmæssige forhold og vejledes på en god måde, kan de opvise denne alders positive kvaliteter – mod, eventyrlyst, evnen til at udholde fysisk ubehag – og udvikle følelsen af kammeratskab og samarbejde gennem gruppeaktiviteter. Den praktiske måde at opdyrke disse kvaliteter på er den, der anvendes inden for ungdomsorganisationerne så som overlevelseskurser for drenge, og tilsvarende gruppeaktiviteter eksisterer for piger.

I puberteten oplever vi også en blanding af positive og negative elementer; ofte med forøget intensitet. De positive elementer omfatter erhvervelsen af selv-bevidsthed, en ofte brændende og mere eller mindre vedvarende idealisme, idealistisk kærlighed, religiøse følelser, entusiasme og humanitær selvhævdelse, en overdrevent polemisk holdning, som giver næring til en manglende forståelse og påskønnelse af andres rettigheder, og en øget arrogance der afspejler en følelse af mindreværd, usikkerhed og en tilbagetrækning fra realiteterne.

Der kan ofte iagttages en klar ambivalens i form af konflikt mellem modstridende tendenser. Stanley Hall, forfatter til en omfattende og værdifuld bog om ungdommen, opremser nogle af dem: Begejstring-dovenskab, opstemthed-nedtrykthed, altruisme-egoisme, nysgerrighed-ligegyldighed, kærlighed til at læse-behov for ydre handling, følsomhed over for sanseindtryk-optagethed af abstrakte problemer; og hertil kan føjes vækkelsen af seksualiteten og idealistisk kærlighed.

I ungdommen formes og konsolideres personligheden; pubertetens ambivalens forsvinder eller mindskes. De højere aspekter af denne alder er mod, entusiasme, foretagsomhed, trangen til at dedikere sig til en årsag eller et ideal, offervilje, kærlighed i dens forskellige udtryk, gruppefølelse, venskab og kammeratskab. De overordnede negative karakteristika i denne fase er overdrivelse, forvrængning eller fordrejning af de højere aspekter i form af impulsivitet, vold, oprør uden årsag, ekstremisme, intolerance, uforsonlighed og fanatisme.

I voksenlivet er de positive kvaliteter en fornuft baseret på livets oplevelser, en mere balanceret og afslappet dømmekraft, tilrettelægning af det personlige liv og en følelse af ansvar i mødet med og udførelsen af ens egne opgaver og i etableringen af relationer til familiemedlemmer og samfundet. Også her afspejler de negative kvaliteter overdrivelsen af de positive eller deres ukorrekte anvendelse. I en vis betydning findes de opsummeret i småborgerlighed med dens begær efter økonomisk sikkerhed og gode sociale positioner, dens tilbøjelighed til at afvise ubekvemme ungdommelige idéer, dens konformitet og dens forkærlighed for det stille liv og stabilitet til skade for personlig udvikling og individuel og social fremgang.