Dialogens vej

Et indledende skridt er at etablere kontakt mellem repræsentanter for de to generationer igennem dialog. Der er en metode, som jeg altid har fundet effektiv i skabelsen af dialog med ungdommen. Den begynder med at bede om deres tilgivelse for den verden, de er i, og som er skabt af de voksne; og ved oprigtigt at erkende dens mange og alvorlige mangler. ”I har god grund til”, siger jeg til dem, ”at nære mistillid til voksne og nægte at tage deres idéer og værdinormer til jer”. Paul Toumier, en af pionererne inden for den humanistiske medicin, har udtrykt tilsvarende synspunkter. Hans bog Les desharmonies de la via moderne (~ Det moderne livs dishar­moni) er dedikeret til hans børn med ordene: ”Til vore to børn og til den yngre generation, hvis tilgivelse vor generation må bede om, for at overdrage dem en så syg verden”.

Denne uventede tilgang om ikke eliminerer, så i hvert fald reducerer de unges fjendtlige mistænksomhed og ba­­ner vej for den udveksling, der skal bringe os et skridt videre. På dette punkt må den voksne finde den særlige rette måde i den enkelte situation at kommunikere tanken: ”Lad os sammen se, om det er muligt at erstatte konflikten med samarbejde, i hvert fald i et vist omfang. Lad os derpå se, om vi i alles interesse kan frelse men­neskeheden fra den fare, som truer skabelsen af en bedre verden, en ny civilisation og ny kultur; en som i højere grad lever op til ungdommens krav og de nye vilkår, der udspringer af den moderne teknologi”. I første omgang kræver dette samarbejde en gensidigt god vilje , en fælles forståelse; men dets virkeliggørelse kræver, at initiativet tages af voksne på frivillig basis. Det er ikke tilstrækkeligt for voksne kun at gå halvvejs for at møde ungdommen, selvom det ud fra en rationel betragtning ville være rimeligt; de må gå to-tredjedele eller tre-fjerdedele af vejen. Det er ikke blot en psykologisk nødvendighed. Denne ekstra rækken ud er voksnes fulde anerkendelse af, at den gamle mentalitet, de gamle former og de gamle strukturer ikke længere er gyldige, at de ikke længere kan bruges og derfor må udskiftes og, hvor nødvendigt, destrueres – og dette indbefatter de der, skønt de tidligere var gode, ikke længere er egnede til de nye forhold.

På den anden side er det klart, at blot og bar destruktion er utilstrækkelig. Vi kan ikke leve i anarki og kaos. Det er derfor nødvendigt at søge, finde og eksperimentere med nye idéer, begreber og nye former for kultur, som kan erstatte de gamle. Dette er en presserende opgave, som både voksne og unge kan samarbejde om; de voksne bør være villige til at tage det første skridt i etableringen af dette samarbejde. Det kan de gøre ved at spørge ungdommen: ”Hvad foreslår I?”

Svaret er ofte pinlig tavshed eller forvirrede og usammenhængende udtalelser. Det kan gradvist synliggøre for begge parter, at selvom der er berettigede klagepunkter, er der endnu ingen, der kan fremkomme med brugbare projekter og konstruktive, anvendelige løsninger. Erfaringen har vist mig, at svaret har form af et spørgsmål til den voksne: ”Hvad kan og bør vi gøre?” Her må den voksne modstå den naturlige og stærke tilskyndelse til at komme med et hurtigt råd. Han må begrænse sig til samarbejdets ånd og undgå et direkte svar, men stå fast på nødvendigheden af at søge løsningen sammen. Hvad den voksne imidlertid kan foreslå, er en metode der kan anvendes i den fælles søgen, som kan opsummeres på følgende måde: Formulér problemet klart og præcist. Søg de mulige løsninger, og i løbet af denne proces vil alternative muligheder vise sig. Undersøg de enkelte alternativer, vurdér deres konsekvenser, og klassificér det i en af de følgende to kategorier:

1. Hastende og øjeblikkelige løsninger, også selvom de muligvis kun er delvise og foreløbige

2. Mellemløsninger og gradvise løsninger

3. Løsninger, som fører til endelige og helhedsskabende resultater, i hvert fald for en tid.

Hvis de unge tilslutter sig denne løsning, tror jeg, at begge parter vil finde denne fremgangsmåde anvendelig i enhver sammenhæng, men den er specielt egnet til de komplekse problemstillinger, der generelt er forbundet med skole og uddannelse .

Den afsluttende fase består i at eksperimentere med de forskellige løsninger igennem pilotprojekter. Det er bedst at gøre dette med små, blandede grupper; blandede i to betydninger: grupper bestående af unge mennesker og voksne, hvor de voksne er eksperterne eller teknikerne, og også mennesker hvis mangel på specialiseret kendskab gør, at de er fri af forudfattede meninger eller bestemte idéer og derfor mere modtagelige for nye idéer. Det er ikke sjældent sket, at mennesker uden forudgående kvalifikationer har fuldført ting, som eksperterne havde ”bevist” var umulige. Eksperter beviste engang ud fra fysiske lovmæssigheder, at sommerfugle ikke kan flyve; men da sommerfuglene er ubevidste om det, er de bare blevet ved at flyve.

Hvis grupper på forskellige steder og i forskellige lande, og sågar i forskellige kontinenter, vil udføre eksperimenter i tråd med disse retningslinjer, kan de udføre en værdifuld tjeneste ved at diskutere resultaterne af deres samtaler og først og fremmest deres eksperimenter.