Der er i dag en stærk tendens inden for psykologien i retning af eksistentialisme; på mange måder er dette en værdifuld tendens, men den har sine begrænsninger, som jeg gerne her vil uddybe. Mange eksistentialister har betonet oplevelsen af ensomhed og isolation, af den ultimative følelse af at være adskilt fra andre væsener. Denne oplevelse er et af de overordnede symptomer på det moderne liv og er meget udbredt. Derfor er det forståeligt at eksistentialisterne giver denne oplevelse så stor opmærksomhed. Oplevelsen af isolation, af adskilthed er relateret til oplevelsen af det personlige selv . Det kan forekomme, når det personlige selv er dis-identificeret fra andre, dis-identificeret fra bevidsthedens indhold – så som sansninger, følelser og tanker – men endnu ikke nået en direkte kontakt med det åndelige Selv (det ”højere” Selv eller ”dybere” Selv, ud fra den analogi vi vælger at benytte).

Mange eksistentialister skelner ikke mellem det personlige selv, som er isoleret, og det åndelige Selv, som ikke er det. Denne skelnen er fundamental i psykosyntese . Oplevelsen af det personlige selv er den adskilte identitet. Oplevelsen af det åndelige Selv forener en stærk følelse af identitet (af individualitet, af at være sit selv, af at opdage sit sande selv) med følelsen af universalitet, enhed, kosmisk enhed. Hvad der fra et logisk synspunkt ville forekomme at være en selvmodsigelse, er i stedet den mest vidunderlige, levende oplevelse – individualitet og universalitet, at være fuldt ud sig selv og dog at være identificeret med livets fylde, ét med universet. Jeg ville kalde en sådan oplevelse for en åndelig oplevelse. Den eksistentielle oplevelse af ensomhed er en fornægtelse af det åndelige Selv. Imidlertid har denne oplevelse af ensomhed og isolation sin betydning. Pionerer inden for alle områder og personer med nye idéer, som ikke passer ind i det accepterede, ortodokse billede i deres tid må eksempelvis før eller siden passere igennem denne oplevelse. Men psykosyntese – ulig eksistentialisme – bekræfter, at denne oplevelse af isolation ikke er menneskets virkelige natur. Menneskets virkelige natur er en integreret del af universet.

Det åndelige Selvs bevidsthed , menneskets sande natur, kan opnås gennem brugen af visse psykosyntese teknikker. Jeg mener ikke, at det vil være specielt frugtbart på dette tidspunkt at teoretisere om det åndelige Selv. Nogle af mine kolleger har bedt mig om det. ”Kan du definere det åndelige Selv?”. Ét svar er, at Selvet er en oplevelse. Vi kan formulere denne oplevelse mere eller mindre i koncepter, men det er hovedsageligt en oplevelse. Livet selv er en oplevelse, så efter min mening burde vi ikke lægge ud med at gøre Selvet med stort S til et begreb eller dogme (inklusive videnskabelige eller religiøse dogmer), men derimod starte med teknikker til at opleve Selvet for derigennem få en åndelig oplevelse.

Tilsyneladende bruger mange kirker ikke megen tid på en teknik, som kunne vække den åndelige bevidsthed. Måske er det ikke for meget at håbe på, at sådanne teknikker i fremtiden som et resultat af det voksende forhold mellem psykoterapeuter og gejstlige inden for alle trosretninger vil blive en integreret del af præsteskabet. Jeg ved, at visse præster udforsker og gør brug af forskellige meditationsteknikker, og jeg tror, at mange af psykosyntese teknikkerne også kunne være nyttige i kirken, navnlig i sjælesorgsarbejdet. Hverken de gejstlige med deres medlemmer af kirken eller terapeuten med sine patienter kan fremprovokere en åndelig oplevelse, men de kan hjælpe med at kalde den frem. Visse teknikker kan anvendes, som kan fremkalde ægte åndelige oplevelser, og det er dette, jeg ønsker kort at drøfte i resten af denne session.