Af Roberto Assagioli M.D, Oversættelse Kirsten Hansen

Foredrag holdt på the ”Sixth International Congress of Psychotherapy, London, England, August 1964”.

(Tip: ønsker du at udprinte så benyt printerikonet i højremenuen.)

For tiden kan man inden for psykoterapi observere mange forskellige metoder, som umiddelbart synes at være modsætninger. Der er ingen grund til at remse dem op; de er velkendte. Jeg vil kun bemærke, at de groft kan deles op i to grupper eller klasser, som repræsenterer to forskellige opfattelser og udførelser.

Groft sagt kan den ene metode betegnes som eksistentiel psykoterapi, fordi den understreger betydningen af patientens eksistentielle livsproblem eller problemer, og sigter mod at hjælpe ham til først at opdage og derefter at løse dem. Denne gruppe omfatter forskellige terapiformer, som er baseret på dybdepsykologi. Generelt lægger disse terapier megen vægt på det levende forhold og samspil mellem terapeut og patient (”mødet”).

Den anden gruppe omfatter et stort antal specialiserede teknikker, som hver især sigter mod at fjerne patientens symptomer eller et specifikt problem.

Begge typer psykoterapi har deres respektive anvendelighed og begrænsninger. Værdien af den eksistentielle tilnærmelse er, at den går dybere ned til kernen i patientens problem, som er forbundet med hele hans personlighed. Den inddrager hans holdning til livet, og sigter mod at korrigere og ændre denne på en konstruktiv måde. Hovedsagelig gennem indflydelsen fra terapeutens selv. Denne metodes begrænsning er, at den ikke aktivt hjælper patienten til at bruge sin nylig opnåede indsigt, til at ændre og omforme sit liv og sine forhold til andre i overensstemmelse med denne indsigt. Patienten kan gå ind på det nye syn på tilværelsen, men finde det vanskeligt eller være ude af stand til at praktisere det.

Det modsatte kan siges om de specifikke teknikker. De er værdifulde og effektive til at eliminere et antal symptomer. De kan få patienten til at opdage og bruge sine egne latente ressourcer, men generelt går teknikkerne ikke dybt nok. De fjerner ikke den virkelige årsag eller oprindelse til symptomet, som derfor er tilbøjelig til at vende tilbage. Vi refererer til teknikker som suggestion og selv-suggestion, hypnose , ”autogen træning” i dens mere tekniske aspekt og andre aktive træningsmetoder.