Psykoterapeuterne må selv etablere gode samarbejdsrelationer

Under alle omstændigheder ville det være godt hvis psykoterapeuterne som det første ville etablere et indbyrdes harmonisk forhold og det rette samarbejde imellem dem selv. Dette betyder først og fremmest at erkende at ethvert delsynspunkt skal tages i betragtning; som Leibnitz sagde om de forskellige filosofiske retninger – sande m.h.t. hvad de bekræfter og falske m.h.t. hvad de udelukker og benægter. Man bør erkende, at enhver skole, bevægelse, synspunkt og teknik både har sin værdi og sin begrænsning; derfor kræves der kendskab til, anerkendelse af og brug af alle eller de fleste. Dette gør det muligt for terapeuterne at have et indbyrdes frugtbart samarbejde, og også mellem terapeuter og andre humanitært arbejdende som socialarbejdere og repræsentanter for de forskellige religioner. Dette sker allerede i forskellige grupper og samfund; f.eks. blev the ”Academy of Religion and Mental Health in America” oprettet med dette formål og er meget aktivt.

Kort sagt dette er rækkevidden og målet for psykosyntese i psykoterapi.