---

Kviklinks til artiklens overskrifter: Delpersonligheder Udforskning af den psykologiske kompleksitet Rollebesætningen Hvordan delpersonligheder bringes sammen Hvordan delpersonlighedsarbejdet foregår Sharons guidede dagdrøm Sharons videre terapeutiske forløb Harmoniseringens faser Erkendelse af delpersonligheder Koordinering af delpersonligheder Integration af delpersonligheder Syntese Referencer Ofte stillede spørgsmål om delpersonligheder

---

Af James Vargiu, bragt i psykosyntese tidsskriftet Synthesis nr. 1., 1974, Oversættelse: Hans Ole Pedersen

James Vargiu blev født i Italien og blev uddannet i USA, først i fysik og matematik, og derefter psykologi. Han praktiserede ved Istituto di Psicosintesi, Firenze, Italien, med Roberto Assagioli . (Note: ovenstående er skrevet i 1974)
Tip: Udprint via printikon på højremenuen.

Hvem er jeg?

Jeg er George, jeg er Peter, jeg er Martha, jeg er Judy.

Lige meget hvad jeg hedder, ved jeg at jeg er én bestemt person - jeg fornemmer at ”jeg er mig”, selv om det er svært at udtrykke, hvad dette betyder. Hvis man beder mig beskrive det, hvis man presser mig til at besvare spørgsmålet ”Hvem er jeg?”, giver jeg op. Måske skriver jeg ”Jeg er George.” Men det giver ikke svaret. Måske skriver jeg ”Jeg er lærer” fordi det er mit erhverv, men det siger heller ikke noget. Jeg kan skrive ”Jeg er venlig”, og ”Jeg er ondskabsfuld (somme tider)”, ”Jeg er tapper”, ”Jeg er frygtsom”, ”Jeg er far”, ”Jeg er trofast”. Listen kan fortsætte side op og side ned: kvaliteter, sociale roller, holdninger, særegne vaner, svage sider. Listen er endeløs. Og alt imens jeg giver flere og flere svar, og tilføjer forvirrende detaljerigdom (så det kunne virke som om selve ”mig” bliver trævlet helt op) bliver min identitetsfølelse, bevidstheden om at ”Jeg er Mig” samtidig også stærkere.(1) Jeg indser at jeg er én person - den samme person - og at jeg også samtidig er sammensat af mange aspekter.

Den indre person og de mange personer
Ofte er vi ikke opmærksomme på vores følelse af ”jeg-hed”. Vi tager det som noget selvfølgeligt. Ligesom vi måske ikke er rigtig opmærksomme på hvor indviklet vores indre er. Og dog er vores identitetsfølelse ikke kun et teoretisk begreb. Det er en eksistentiel realitet, som kan opleves direkte. Intensiteten i denne oplevelse, dens energiladning, varierer fra individ til individ, og fra tid til tid i samme individ. For eksempel synes vores følelse af ”jeg-hed” at blive opløst hver nat, mens vi sover, for så på mystisk vis at dukke op igen når vi vågner om morgenen. Det mindskes når vi kaster os ud i aktiviteter, eller bliver pinefuldt forstærket når vi føler skam. Når vi er i gang med at tage en beslutning , kan vores følelse af ”jeg-hed” være særlig stærk, ligesom den også er når vi frivilligt påtager os et tungt ansvar.(2)

Men til trods for disse variationer, tager vi det i praksis for givet at der virkelig er et ”jeg”, og at det er det samme ”jeg” (George eller Judy), der stod op i morges, som gik i seng i aftes. Den kendsgerning at vores følelse af personlig identitet forbliver intakt i det lange løb, uanset egne eller andres handlinger, er det der frembringer følelsen af kontinuitet i vores eksistens. Så vores ”jeg-hed” er særdeles værdifuld for os, bogstavelig talt lige så værdifuld som livet selv. Selv om vi normalt tager det som en selvfølge, gør vi modstand mod folk og kræfter der ville formindske den eller tage den fra os, og en alvorlig trussel mod den vil øjeblikkelig mobilisere vores overlevelsesinstinkt. Nogle har endda hævdet at selve frygten for døden i grunden ikke er frygt for smerte, for ensomhed, eller endda for det ukendte, men i bund og grund frygten for at denne grundlæggende følelse af personlig identitet bliver udslettet.

Modstand mod forskellighed
Det er derfor ikke underligt at nogle føler stor modstand mod at se deres personlighed som andet end en enkeltstående sammenhængende enhed. Noget i dem modsætter sig bevidstheden om at deres personlighed er sammensat af mange forskellige dele - som om det at indrømme sådan en opdeling ville få selve identiteten til at blive nedbrudt til ingenting.

Oftere når vi bliver opmærksomme på mangfoldigheden af dele i vores personlighed, accepterer vi dem principielt, men bliver ved med at afvise dem operationelt, i praksis. I dagligdagen bliver vi ved med at tænke på os selv og andre som om vi var lavet ”i et stykke”, som om vi allerede var en helhed. Vi tænker sjældent på os selv - og andre - som bestående af forskellige dele. Vi ved det på sin vis godt i teorien, men i praksis glemmer vi det. Så hvis vi taler med en, som er utålelig, siger vi ”Han er utålelig”, og bliver måske vred på ham. Og hvis han en time senere er glad og munter, siger vi: ”Nå, han har ændret sig, han er næsten som en anden person”.

Men hvis vi stopper op og tænker os om, forstår vi selvfølgelig at det ikke er helt så enkelt. Det er faktisk ikke os der forandrer os. Det skyldes snarere at vi udtrykker forskellige sider af os selv på forskellige tidspunkter. Så den side vi udtrykker nu er ikke den samme som for en time siden. Vi spiller simpelthen forskellige roller i forskellige situationer, som vi alle ved. Men hvad vi ofte ikke ved - og vi tænker ikke på at spørge - er hvem vælger den rolle vi spiller?