Erkendelse af delpersonligheder

Den tidlige udvikling af en ny delpersonlighed og dens første kamp for at udtrykke sig selv sker ofte udenfor ens bevidste opmærksomhed. Man bliver opmærksom på situationen efter at der er foregået en vis udvikling, og i mange tilfælde først når kampen har nået et påtrængende stade. En sådan forsinket erkendelse gør harmoniseringsprocessen sværere end nødvendigt. Hvis vi kan erkende nye opdukkende delpersonligheder tidligere og forstå deres opførsel og deres behov, kan vi formindske konflikten og fremelske deres vækst i harmoni med de andre delpersonligheder, idet vi bereder jordbunden for at de senere integreres i personligheden. Derved kan vi undgå megen unødvendig smerte og tabet af mange muligheder og medvirke til at vores liv skrider frem på en stadig mere harmonisk og tilfredsstillende måde.

Det er normalt ret let at erkende mange af vore delpersonligheder. For de fleste af os svarer de til vores indre oplevelse, og i de tilfælde er det simpelt hen nok at kigge efter dem for at identificere dem. Nogle få basale øvelser, som dem der beskrives i sektionen med Psykosyntese øvelser er også ganske effektive måder til erkendelse. Særlig Dør-øvelsen og Aftentilbageblik er værdifulde ikke blot til at erkende delpersonligheder, men også til at forstå deres adfærds- og reaktionsmønstre, og til at arbejde med deres harmonisering.

De delpersonligheder, der er mere skjulte, viser sig ofte i et terapiforløb, eller kan erkendes indirekte ud fra det materiale, der opstår i en terapi-situation. Mentale forestillingsteknikker er særdeles effektive, og mange guidede dagdrømme handler primært om delpersonligheder og deres interaktion.

Opmærksomheden som kilde til energi
Så det er som regel aldrig noget problem at erkende de fleste delpersonligheder. Faktisk kræver det ofte mindre arbejde at finde nye delpersonligheder end at behandle dem, vi allerede har erkendt, effektivt. Når folk først kender til tanken om at arbejde med delpersonligheder, har de ofte tendens til at gøre netop det, og de bliver så fascinerede af at afdække et mylder af statister, at det mere frugtbare arbejde med at forstå og integrere de centrale delpersonligheder forsømmes. Så læseren advares mod en sådan indstilling, som i bedste fald er spild af energi, og i virkeligheden kan være skadelig. Faktisk er det sådan, at hvis vi fokuserer unødigt på vores delpersonligheder, enten ved at kigge efter for mange på en gang, eller ved at ruge formålsløst over dem vi har valgt at arbejde med, tilfører vi dem energi - som det også sker med enhver anden psykologisk dannelse. Hvis det sker over en længere periode, som for eksempel nogle måneder, med vægt på tingenes eksisterende tilstand i stedet for på de ændringer vi ønsker at se, bliver resultatet kun at forøge besværlighedernes omfang uden at forbedre situationen. I ekstreme tilfælde kan det føre til en fastlåsning af status quo.

Undgå at krystallisere delpersonligheden
Også det at navngive en delpersonlighed kan i sidste ende bidrage til at opretholde status quo, selv om det kan være nyttigt at bruge navne for at skelne de forskellige delpersonligheder fra hinanden og for at skabe en mere direkte kontakt til deres væsentlige kvalitet. Således vil ”søgeren” finde det meget svært at stoppe søgningen, ”aben” vil blive opmuntret af navnet til at blive ved med at være et dyr, og ”tæven” vil føle sig mest i live, når den er mest tæveagtig. Så det er godt at være parat til at ændre navnet på en delpersonlighed, når det pågældende navn opleves at være en hindring for dens vækst.

Som sagt er det ikke tilrådeligt at arbejde med alt for mange delpersonligheder på en gang. Erfarne folk, som har stor øvelse i at behandle deres delpersonligheder, kan måske ”holde øje” med et halvt dusin over en tidsperiode, og nogle af dem endda kun overfladisk.

Selv om det er umuligt at angive generelle regler, angiver selve den eksistentielle situation ofte på et givet tidspunkt, hvilke delpersonligheder der behøver opmærksomhed. Når dette ikke er klart, foreslår jeg, efter at man har erkendt nogle få delpersonligheder, at man først koncentrerer sig om en eller to af dem - måske dem, der ser ud til at have den største energi, nyopdukkede kvaliteter som man ønsker at udvikle, eller det mest akutte behov: med andre ord, dem der synes mest centrale eller vigtige i øjeblikket. Dette valg skal selvfølgelig ikke gøres på en usmidig måde, og det er altid klogt at være åben for en ny delpersonlighed, der ønsker at blive hørt af en eller anden god grund. Generelt når man opbygger erfaring, giver sund fornuft og en god sans for humor ofte de bedste retningslinier. Et let anslag er virkelig værdifuldt i delpersonlighedsarbejde.

Accept
Accept af en delpersonlighed og koordinationen af den sker gradvist, og går hånd i hånd. Gennem koordinationsprocessen erstatter de positive aspekter af en delpersonlighed i stigende grad de negative aspekter, og gør den derved mere acceptabel. Men accept er med på en anden måde: Man må først acceptere, at de negative aspekter findes, for at kunne ændre dem. Så accept og koordination viser sig ofte i praksis at være komplementære processer, der hjælper hinanden fremad med stigende fart og fører til delpersonlighedens integration indenfor personligheden som helhed.

Ofte afviser vi en delpersonlighed - eller en anden del af os selv - som vi ikke kan lide, fordi vi ubevidst tror, at hvis vi en gang har accepteret den, vil den forblive der for altid. I virkeligheden er sandheden nøjagtig det omvendte. Som vi har set i Sharons guidede dagdrøm, afskærer vi en delpersonlighed fra den direkte linie til den nødvendige energi, hvis vi afviser delpersonligheden. Dette skaber en blokering, der hæmmer dens vækst, og bevirker at den søger energi indirekte ved at manipulere og skabe konflikt. Så udvikler den sig på en ensidet, forvrænget måde, mere og mere på tværs af resten af personligheden. Og vi kan ikke udnytte dens nyttige kvaliteter, dens evner, dens styrker. Men hvis vi accepterer den, kan vi opdage dens virkelige behov og opfylde dem på måder, vi kan acceptere, og det vil øge dens positive kvaliteter, alt imens de negative kvaliteter omdannes til andre mere passende. Hensigtsmæssig opfyldelse af delpersonlighedens behov kommer af koordination, og gør det muligt for delpersonligheden at udvikle sig og vekselvirke harmonisk med de andre delpersonligheder.

Vigtige faktorer er vores værdier og selvbillede
Når vi første gang erkender nye delpersonligheder, kan vores indstilling til dem variere - som det også er tilfældet med mennesker. I hvert enkelt tilfælde bestemmes den af mange faktorer, hvoraf to af de vigtigste er vore værdier og vores selvbillede. Generelt har vi tendens til at acceptere en delpersonlighed, som vi efter vores eget værdisystem betragter som god, nyttig osv., og at afvise en, som vi ser som dårlig, skadelig eller ubrugelig. Men en person med udtalte mindreværdsfølelser eller mindreværdskompleks , og som identificerer sig med de følelser, kan have lettere ved at acceptere en ”dårlig” delpersonlighed og have betydeligt besvær med at acceptere en ”god” delpersonlighed. Og mange af os uden stærke mindreværdsfølelser har ofte en udpræget modstand mod at acceptere delpersonligheder med ”højere” kvaliteter eller en klar transpersonlig orientering. I almindelighed accepterer vi let delpersonligheder der er i overensstemmelse med vort selvbillede. De, der ikke passer med det, afvises sædvanligvis.

Ofte kan man håndtere modstanden mod at acceptere en delpersonlighed ved egen hjælp. Blot det at blive opmærksom på den kan i mange tilfælde være nok. Når modstanden viser sig at være en alvorlig vanskelighed, kan den behandles, præcis som ved enhver anden psykologisk modstand, med en af de mange gode metoder indenfor psykoterapi eller personlig vækst, der er til rådighed i dag.

Disidentifikation fører til frihed
En kraftfuld teknik, der er særlig effektiv til dette formål og også til koordinationen, er at forsøge at blive klar over (eller i en terapi-situation, hjælpe klienten til at blive klar over) ”hvilken del af en selv”, der gør modstand mod den pågældende delpersonlighed. Uvægerligt er den, der gør modstand, en anden delpersonlighed, ofte i opposition til den første. Og eftersom man identificerer sig med den, selv om det måske er ubevidst, er det nødvendigt at ”træde tilbage” fra den modstridende delpersonlighed, eller for at være mere præcis, at disidentificere sig fra den. Derved bliver man frigjort fra dens indflydelse, og er i stand til at indtage en holdning som den upartiske, objektive iagttager. (Se Selv-identifikationsøvelsen) Som den objektive iagttager kan man let acceptere både den første delpersonlighed og den, der gjorde modstand mod den, og derefter gå videre med deres koordination. Dette gøres ved at forstå deres behov og deres måde at påvirke hinanden på, og ved at finde acceptable måder at tilfredsstille de behov på og harmonisere deres gensidige påvirkning på en mere konstruktiv måde.

Medfølende forståelse
Som allerede nævnt er der en modsat - og komplementær - teknik: at ”blive” den delpersonlighed, man havde afvist. Denne midlertidige identifikation medfører en umiddelbart oplevet opmærksomhed på delpersonlighedens eksistens, hvilket så kan føre til en medfølende forståelse af dens behov og grunden til dens indstilling, og derefter til at acceptere den. Jeg må igen lægge vægt på at dette ikke er det samme som at underkaste sig status quo, men snarere at acceptere situationens realiteter. Og det er præcis fordi situationen er blevet accepteret, at den så kan ændres og forbedres.

Med denne teknik kan man håndtere en konflikt mellem to delpersonligheder ved at identificere sig først med den ene, og så med den anden, og derved skabe en dialog mellem dem og udtrykke deres respektive stilling og behov. Dette gøres for eksempel ofte i Gestaltterapi, når man behandler den typiske Overhund-Underhund konflikt. Denne vekslende identifikation leder i sig selv ofte til en fælles forståelse mellem de stridende parter, og til tider endda til en sammensmeltning til en højere dannelse.

Kombinationen af denne teknik med vekslende identifikation og teknikken med den objektive iagttager har vist sig at være yderst effektiv. Den sidste er uundværlig til at opnå en løsning, når den vekslende identifikation ikke er nok til at komme over et dødvande, og ganske nyttig når dødvandet er meget smertefuldt eller langvarigt.

Iagttagerens funktion
Når man, med denne kombinerede tilgang, efter et antal vekslinger har fået en tilstrækkelig forståelse for hvad der sker på hver side, ”træder man tilbage” fra de to delpersonligheder, og lader den objektive iagttager kigge på situationen og på de mulige strategier der kunne bruges til at opnå en løsning på konflikten. En sådan løsning kan have natur af en syntese , hvor begge sider får mere eller mindre alt, hvad de behøver, eller det kan være et midlertidigt kompromis, som vil føre til en løsning med syntese længere fremme. I begge tilfælde er den objektive iagttagers løsninger næsten uvægerlig bedre og mere acceptable for delpersonlighederne, end hvad de hver især kunne foreslå.

Så mens identifikationen med delpersonlighederne medfører et stærkt følelsesmæssigt engagement, og i begyndelsen ofte en selv-centreret (om end ikke nødvendigvis egoistisk) indstilling, virker den objektive iagttager senere som rådgiver, forligsmand og mægler i konflikten, samtidig med at han holder sig følelsesmæssigt adskilt fra hændelsesforløbet og undgår at tage parti eller at tilføre sine egne specifikke behov.

At behandle en situation fra den objektive iagttagers position er almindelig praksis i psykosyntese og i flere andre metoder til vækst. For eksempel bruger Stewart Shapiros egoterapi metaforen om ”generalforsamlingen” og ”bestyrelsesformanden” for at angive de mange delpersonligheder og det objektive, samlende princip. I Transaktionsanalysen kan ”den voksne” bruges som en lignende funktion. Et stigende antal gestaltterapeuter finder det også meget nyttigt at introducere iagttageren, når de arbejder på at løse en konflikt. Overhunden kan for eksempel sidde i en stol, og Underhunden i en anden. Efter at dialogen har skiftet frem og tilbage i tilstrækkelig lang tid, tilføjes der en tredje stol med den forestilling at ”dette er iagttagerens stol - som iagttageren, se hvad du kan erfare om de andre to - se om der er en måde du kan hjælpe.”