Delpersonligheder

Ofte er det ikke os selv der vælger vores roller, men et eller andet af de mange særskilte aspekter eller psykologiske dannelser i vores personlighed. Så disse dannelser kan anses for at være ægte delpersonligheder .

I os alle er der en mangfoldighed af disse halvvejs selvstyrende delpersonligheder, der stræber efter at komme til udtryk. Og når en af dem har held til det, spiller vi så den tilsvarende rolle. Men imens bliver de andre delpersonligheder afskåret. Og dog er de stadig meget tilstede - selv om vi måske ikke er opmærksomme på dem - og de er tilbøjelige til at skabe en masse indre konflikt. De har måske også nogle meget smukke, nyttige kvaliteter, som vi har brug for, men som vi ikke er i kontakt med. Så en af de letteste og mest grundlæggende måder til at fremme vores vækst er at lære vores delpersonligheder at kende. Efterhånden som vi forstår dem bedre, kan vi regulere og dirigere deres udtryk, så de svarer til vores egne behov og mål, idet vi gør dem til vores hjælpere og allierede, og bringer dem tættere og tættere på hinanden, i retning af større harmoni og integration.

Der er et stigende antal mennesker, der har opdaget, at når de anerkender mangfoldigheden af delpersonligheder i os og lærer at styre dem og håndtere dem i praksis, i nuet, bliver følelsen af ”jeg” - af personlig identitet og enhed - forøget snarere end formindsket.

Enhed og Mangfoldighed, Den Ene og de Mange, er et centralt paradoks i al tænkning til alle tider. Intuitivt har man vidst at en absolut enhed ligger bagved det manifesterede livs mylder af mangfoldighed. Filosoffer, religiøse ledere, videnskabsmænd gennem alle tider har beskæftiget sig med dette paradoks. Vi er nået til at acceptere det som et af naturens og universets mysterier. Men det personlige aspekt af dette paradoks tilsidesættes stadig i høj grad.

Et ret ekstremt eksempel på dette paradoks er den velkendte omstændighed, at nogle skuespillere bliver så identificerede med deres roller, at de ”glemmer sig selv”, og virkelig oplever sig selv som den de forestiller.(3) Hvis en sådan skuespiller på det tidspunkt spurgte sig selv: ”Hvem er jeg?”, ville han svare: ”Jeg er Hamlet”, ”Jeg er Othello”. Og dog ville han efter forestillingen ikke være i tvivl om at det ”jeg”, der sagde ”Jeg er Hamlet”, var det samme der før og efter forestillingen ville sige: ”Jeg er skuespiller”. Men hvis han senere skulle opgive at være skuespiller, for eksempel for at gå ind i forretningslivet, ville han da sandsynligvis svare: ”Jeg er forretningsmand”. Og alligevel ville han være sikker på at han var ”den samme”, som havde oplevet sig selv som skuespilleren.

På samme måde er enhver af os Én og Mange, vi har Enhed og Mangfoldighed i vores indre liv. Og det er en psykologisk realitet, at når vi udforsker vores indre mangfoldighed og arbejder systematisk med at harmonisere de mangeartede elementer i vores personlighed, fører det til en stærkere følelse af identitet og enhed og til større effektivitet i den ydre verden.