Den spirituelle opfattelse af selvet og af sjælen er generelt blevet accepteret, skønt udtrykt forskelligt i kristen filosofi og religiøs tradition. St. Augustin stadfæstede Selvets absolutte og transcendente enhed. Flere mystikere taler om Gnisten, eller Selvets toppunkt, eller om bunden, om dets center, som er dets inderste virkelighed og hvor det kommer i kontakt med Gud.

Fader Gratry siger i sit beundringsværdige værk, ”La Connaissance de l’Ame”: ”Sjælen bærer skjulte skatte i sig og ser dem ikke, ved intet om dem, kan ikke forklare dem” (s. 147). Han tilføjer imidlertid at vi har en ”indre sans” som i visse øjeblikke, når vi er i stand til at trække os tilbage fra distraktionernes og passionernes sædvanlige tumult, giver os en direkte og klar bevidsthed om vore egne sjæle.

”Jeg følte ligesom en indre form … fuld af energi, skønhed og glæde … en form af lys og ild som opretholdt hele mit væsen: en form der var stabil, altid den samme, som jeg gang på gang har mødt igen i mit liv og glemt ind imellem, og altid glædesfuldt modtaget med ordene, ”Her er mit virkelige væsen” (s. 199)

Erkendelsen af Selvets eksistens og natur er af umådelig åndelig betydning. En sådan erkendelse er en sand åbenbaring for den enkelte. Det er begyndelsen til et nyt liv, og det nødvendige grundlag for en succesfuld indsats for at opnå selvregulering, frihed og indre fornyelse; det vil sige for at opnå virkelig psykosyntese .

Kilde: Udleveret af Psychosynthesis Trust, London i forbindelse med deres uddannelse .