Af Kenneth Sørensen
Tip: Udprint via printikon på højremenuen.

Indledning

Et af de helt centrale kernepunkter i Roberto Assagiolis psykosyntese er den antagelse at mennesket har en kerne, et punkt af ren selvbevidsthed og vilje , hvoromkring personlighedens mangfoldige funktioner og delpersonligheder kan integreres. En af psykosyntesens primære målsætninger er at skabe en syntese , hvor alle personlighedens elementer er forenet omkring kernen af ren selvbevidsthed og vilje og senere forene den med det Højere Selv . Det er hvad Assagioli kalder selvrealisering. Men eksisterer der et selv og hvordan kan man erkende og opleve selvet? Det er hvad jeg kunne tænke mig at undersøge i denne introduktion til Assagiolis selvbegreb. Kort sagt; er selvet virkelighed eller illusion?

Indledningsvis er det nødvendigt kort at definere nogle indforståede opfattelser af selvet. Når jeg skriver selvet med lille, så taler jeg generelt set om såvel det personlige som det Højere Selv, der er udtryk for det samme selv på forskellige bevidsthedsniveauer. Det bliver uddybet i nedenstående.

I psykosyntese litteraturen kaldes det personlige selv også for det bevidste Jeg , eller blot ”Jeg’et”, eller egoet. Derved betones forskellige sider af det personlige selv, hvilket også bør fremgå af sammenhængen.

Det Højere Selv kaldes også for det Transpersonlige Selv for at undgå den modstand der er i nogle psykologiske miljøer mod ordet ”højere”. I andre tilfælde omtales det blot som Selvet med stort S. Selvet er i en hvis forstand det samme, som det der kaldes sjælen dvs. en åndelig kerne, men da det begreb også anvendes til at betegne fx følelseslivet, så har Assagioli undgået at anvende det i sin litteratur.