Der er ingen tvivl om, at Assagiolis radikale udsagn om at essensen i mennesket ikke er personlighedens tanker og følelser er vanskeligt at forholde sig til for mange. Der kan vel også ligge en reel fare i, at mennesker der træner sig i dis-identifikation bliver fremmedgjorte overfor deres følelser. Hvis vi ikke er vores følelser hvorfor så beskæftige sig med dem?

Der er efter min mening ingen tvivl om, at teknikken i ukyndige hænder kan fremme en tendens til fx fortrængning af følelseslivet, hvis den blev misbrugt. Sætningen i dis-identifikationsøvelsen[34] ”jeg er ikke mine følelser” kunne ubevidst fordrejes til: ”jeg har ingen følelser”. Men det er i så fald en anvendelse der går stik i mod formålet med teknikken, som netop har til hensigt at skabe en accepterende distance til følelseslivet, for netop at kunne iagttage og mærke følelserne klart, tydeligt og helt bevidst.

Assagioli var dog også klar over den fare som teknikken rummede. Han advarede mod at bruge den uden omhyggelig vejledning og tilpasning til den enkelte, især når det gjaldt klienter der var overdreven introverte eller havde tendens til dissociation eller havde psykotiske træk.

Der har især blandt fremtrædende psykosynteseterapeuter været en tendens til at omformulere dis-identifikationsøvelsen. Det er især sætningen: ”du er ikke” din krop, dine følelser, tanker, roller etc. de har ændret eller udeladt. Jeg har ikke kunne finde nogen direkte begrundelse derfor, men det fremgår indirekte at de lægger vægt på, at vi ikke er adskilte fra fx følelserne, men i stedet er noget andet, noget mere. Lad mig give et eksempel.

I Molly Young Browns gamle udgave af The Unfolding Self stod der: ”jeg er ikke kun kroppen” (I am not only the body). [35] I den nye udgave, der nu kaldes for: Unfolding Self[36] er hele dette aspekt af øvelsen taget ud, således at der ikke indgår et element, hvor man skal bekræfte hvad man ikke er. I stedet har hun valgt en udspørgende metode, hvor udøveren bedes reflektere over spørgsmålet: Hvem er du?

Hendes første modifikation: ”Jeg er ikke kun kroppen” er meget problematisk, fordi den indirekte siger at man delvist er kroppen. Dermed forlader hun en meget central pointe og indsigt i Assagiolis forståelse af selvet , hvor selvet er noget andet end kroppen, følelserne etc. I den anden modifikation går hun helt uden om problemstillingen og undlader dermed også aktivt at forlade Assagiolis definition, men hun bekræfter den heller ikke.

Assagioli kendte til modstanden mod ”Jeg er ikke” og forsvarede den ved flere lejligheder fordi ideen er central i psykosyntesen. Lad mig først med et eksempel vise hvorledes Assagioli forsvarer udsagnet:

”Vi identificerer os almindeligvis med vore tanker, men hvis vi analyserer dem og iagttager os selv, mens vi tænker, vil vi lægge mærke til, at intellektet fungerer som et redskab.

Vi kan betragte de logiske eller ulogiske forbindelser og opleve sindet arbejde ved at anskue det hele ovenfra. Det indikerer, at vi ikke er vore tanker. Tanker er ligeledes omskiftelige: Den ene dag mener vi ét, næste dag mener vi noget andet. Vi får tilstrækkeligt bevis på, at vi ikke er vore tanker, når vi prøver på at kontrollere og styre dem. Når vi ønsker at tænke på noget abstrakt eller kedeligt, nægter vort mentale instrument ofte at adlyde os. Alle elever, der har prøvet at lære noget, som er kedeligt, har gjort denne erfaring. Hvis sindet er opsætsigt og udisciplineret, betyder det, at ”Jeget” ikke er sindet. Disse ting giver os indikationer på, at legemet, følelserne og sindet er redskaber gennem hvilke, vi oplever, opfatter og handler – redskaber, der er foranderlige og ufuldkomne, men som kan være domineret, disciplineret og bevidst brugt af ”Jeget”, mens ”Jegets” beskaffenhed er noget helt andet. ”Jeget” er enkelt, uforanderligt, konstant og selv-bevidst. Oplevelsen af ”jeget” kan udtrykkes således: ”Jeg er mig – et center af ren bevidsthed .” [37]

Et andet sted siger han: ”… sindet har intet at gøre med Selvet … Selvet er i en helt anden dimension”[38] Her er det tydeligt, at han tænker de forskellige eksistensplaner ind i sit argument, da det Højere Selv befinder sig i en højere og mere transcendent verden end sindet.

I forhold til den modstand der rettes mod dis-identifikation, siger han i Psykosyntese:

”Hos visse patienter, især amerikanere, er der en del modstand mod tanken om dis-identifikation af sig selv i forhold til legeme, følelser og tanker samt en dyb frygt for at blive splittet i forskellige dele herved. Omvendt er der mange patienter, som synes godt om tanken om fuld oplevelse af et center i sig selv; et center, hvor de kan finde styrke og visdom til at stå imod presset fra det moderne liv.”[39]

På et spørgsmål der netop retter sig mod denne afvisning af dis-identifikation uddyber Assagioli i et andet interview sin holdning:

”SP: Nogle mennesker kan ikke lide at man siger ”jeg har et legeme, men jeg er ikke legemet” og så videre. De føler at det er en fornægtelse.

RA: Det er en af de mange misforståelser, som følger af den centrale misforståelse. Der er overhovedet ikke tale om fornægtelse, men om at tingene anbringes hvor de hører til. Vi har brug for legemer her, og vi bør tage os godt af dem og sætte pris på dem. Det er ikke kun mystikere og religiøse mennesker som ikke har den rette opfattelse, det er også intellektuelle, som fornægter deres legeme, ikke har nogen fornemmelse af deres legeme, ikke oplever det, end ikke er opmærksomme på det. Så vi må i allerhøjeste grad sætte pris på legemet uden fejlagtigt at sige, at jeg er det. Hvad er forskellen? Jeg kan sætte pris på et æble, men jeg er ikke æblet! Vi kan sætte pris på mange ting uden at være dem. Så vi kan også sætte pris på vores legeme, have god gavn af det og bede om tilgivelse for de synder vi begår mod det, uden at sige ”jeg er det”. Det er indlysende. Men der er en forklaring på den fejltagelse. I dag gælder det for mange mennesker, at det er legemet der har dem. De er slaver af deres legeme. Så til at begynde med er det, der psykologisk er brug for, et adskillende trin. Vi må for en stund gå i den anden grøft for at opnå det. Og det gælder alle slags besiddelser.” [40]

Hele spørgsmålet rejser naturligvis også et grundlæggende spørgsmål om hvorvidt bevidstheden eksisterer uden for legemet. Der er ingen tvivl om, at mange mystikere oplever det således. Ken Wilber, der selv har redegjort for sine transcendente oplevelser i sin bog, One Taste, er helt på linie med Assagioli. Han siger:

”Når du hviler i Vidnet og erkender at: Jeg er ikke objekter, Jeg er ikke følelser, Jeg er ikke tanker – da er alt hvad du vil bemærke en fornemmelse af frihed, befrielse og forløsning fra den forfærdelige begrænsning det er at være identificeret med de små begrænsende objekter. Den lille krop, det lille sind, det lille ego, der alle er objekter der kan iagttages og derfor ikke er den sande iagttager, det sande Selv, det rene Vidne, der er den du virkelig er.” [41]

Ken Wilber og Roberto Assagioli henter begge massiv inspiration i Østens visdomstraditioner, hvor der netop skelnes mellem Atman og Maya, det Højere Selv og den form som det opererer i. Jeg synes personligt at denne integrale holdning, dvs. evnen til at skabe en syntese ud af såvel Østens som Vestens indsigter er meget tiltalende og klog.

Der foreligger ligeledes på nuværende tidspunkt en omfattende forskning i nærdødsoplevelser, der tyder på at bevidstheden kan eksistere uafhængigt af kroppen. Det drejer sig om tilfælde, hvor klinisk døde patienter er blevet kaldt tilbage og har, kunne rapportere om hændelser der er sket mens de har været døde. Toneangivende forskere inden for dette felt er Dr. Raymond Moody, og Dr. Elisabeth Kübler-Ross.

Afslutningsvis vil jeg dog gerne understrege, at det ifølge mine egne erfaringer kan være en udmærket ide at undlade den benægtende del af dis-identifikationsøvelsen, hvis klienten har modstand mod det. Det gør jeg netop selv, hvad der også fremgår af øvelsen i bilag 1, som jeg ofte anvender i min kliniske praksis. Det er ikke meningen at klienterne skal tilpasses teknikkerne, men at man altid må tage udgangspunkt i klientens virkelighed.

Ud fra ovenstående kan jeg konkludere, at teknikken med selvidentifikation og dis-identifikation er en vigtig og helt central teknik indenfor psykosyntesen; derfor tages teknikken i anvendelse tidligt i den terapeutiske fase. Meditation er en vigtig metode til at opnå den stabile identifikation med den indre iagttager.

I ovenstående afsnit har jeg ud fra primært Assagiolis egne kilder også bestræbt mig på at besvare følgende spørgsmål:

Hvorfor er opdagelsen af det personlige selv vigtig? Konklusionen er, at det især udvikler evnen til at iagttage bevidsthedsstrømmen fra et stabilt og permanent center. Derfra kan man med viljen påvirke, styrke og mestre personlighedens andre elementer.

Hvad er resultatet af det? Konklusionen er: Indre frihed og psykosyntese , dvs. en harmonisk og velintegreret personlighed som første skridt, der senere udvides til at omfatte en realisering af det Højere Selv.

Hvordan fremkalder man oplevelsen af selvet i en klinisk praksis? Konklusionen er, at det sker gennem især (men ikke kun) anvendelsen af meditation og dis-identifikationsøvelsen.