Selvet – identitetens essentielle kerne

Spørgsmålet: Hvem er jeg? Har især i de sidste 2500 år været genstand for refleksioner i de mangfoldige psykologier, filosofier og religioner menneskeheden har fostret. Vi har sikkert alle hørt om den inskription der stod over indgangen til Apollontemplet i Delfi: ”Kend dig selv”.

Men hvad er det for et selv vi skal kende. For ofte uden at tænke nærmere over det omtaler vi os selv, som netop ”mig selv”.

I de sidste 40 år er der i den vestlige verden kommet et stærkt fokus på selvet som begreb, især i forbindelse med fremkomsten af eksistenspsykologien, C.G. Jungs analytiske psykologi og den humanistiske psykologi, der alle tager udgangspunkt i individet. De taler bl.a. om selv-udvikling, selv-aktualisering og selvets individuationsproces. Men på trods af den sproglige overensstemmelse så er der stor forskel på den måde de forskellige psykologiske retninger definerer selvet. Det ligger uden for denne opgave, at definere de mangfoldige selvbegreber. Jeg vil derfor overvejende tage udgangspunkt i Roberto Assagioli og psykosyntesens fortolkning af selvet.

Roberto Assagiolis definition af selvet er på mange måder bemærkelsesværdigt idet han påstår, at det er noget helt andet end de psykologiske funktioner, vi ofte identificerer os med, herunder: tanke, følelse, sansning, begær etc. Vi er med andre ord ikke summen af personlighedens elementer, men et ”center af ren selvbevidsthed og vilje”[1]

Når Assagioli taler om selvet, så taler han om den indre iagttager, subjektet, det indre selvbevidste og levende væsen, som altid er permanent tilstede i mennesket. [2] Han taler om den indre selvbevidsthed, der oplever de mangfoldige og omskiftelige tanke- og følelsestilstande.

Selvet er i en vis forstand det samme som sjælen, men i et interview: Sjælens genfødsel i moderne psykologi fortæller Assagioli at: ”ordet ”sjæl” er ret uheldigt, fordi det bliver anvendt på ret så forskellige og modstridende måder. … ”[3] Hans pointe er, at indenfor kristendom og vedanta opfattes det som et spirituelt væsen, mens andre religiøse retninger definerer det som egoet, personligheden eller bevidsthed . Mange filosoffer og nutidige psykologer bruger sjæl om følelseslivet. C.G. Jung kalder ifølge Assagioli sjælen for ”den indre holdning der er vendt mod det ubevidste”.[4]

I sin artikel C.G. Jung og Psykosyntese, beskriver Assagioli udførligt forskellen mellem sin egen og Jungs definition af Selvet. Jungs opfattelse af selvet er rimelig dunkelt og det forandrede sig løbende. Han omtaler selvet som et ”punkt midt i mellem hvor det bevidste og ubevidste mødes”. Som en ”arketypisk størrelse”, et ”psykologisk begreb der skal udtrykke en essens, der overstiger vores forståelse”. Selvet er et ”transcendent postulat der ikke videnskabeligt kan bevises.[5]

Psykosyntesen betragter på den anden side ”Selvet som en realitet, som et levende væsen man kan have en vis viden om eller kendskab til.”[6] Et andet sted siger Assagioli: ”Efter min mening er den direkte oplevelse af selvet, af ren selvbevidsthed – uafhængig af ethvert ”indhold” i bevidsthedsfeltet og af enhver situation som individet måtte befinde sig i – en sand ”fænomenologisk” oplevelse, en indre virkelighed der empirisk kan verificeres og bevidst frem­kaldes ved hjælp af de rette teknikker.” [7]

I modsætning til Jung betragter Assagioli selvet som en virkelig kerne, ikke blot et begreb eller en indre holdning, men et levende selvbevidst væsen. En særlig god beskrivelse af selvet, som Assagioli flere gange henviser til, er Father Gratrys:

”Vi har en ´indre sans´, som i særlige øjeblikke, når det lykkes os at afbryde den sædvanlige strøm af forstyrrelser og følelser, giver os direkte og klart kendskab til vores sjæl. Jeg plejede at opleve en indre form fuld af styrke, skønhed og glæde, en form af lys og ild, som nærede hele mit væsen; bestandigt, altid den samme, ofte genvundet i mit liv; ind imellem glemt, men altid genkendt med uendelig glæde og med udråbet, ´her er mit sande Væsen´.”(La Connaissnce de L´ Ame)” [8]

Assagiolis selvbegreb er formentlig dybt inspireret af især Østens forestilling om Atman i den forstand at kernen i mennesket er et spirituelt væsen. Det uddyber han på følgende måde: ”Som vi har set, er menneskets eksistentielle oplevelse, når den er disidentificeret fra de forskellige psykologiske elementer, en bevidst ”væren” – at være et levende selv. Dette er et aspekt af det Universelle Selv og den Universelle Væren .” [9]

Assagioli slår ved flere lejligheder fast at psykosyntesen ikke er baseret på teoretiske spekulationer, men at den er empirisk og eksistentiel i den forstand, at ”den er et resultat af mine egne og andres erfaringer. Beskrivelsen af teorierne er ikke teoretiske. Den er en beretning om subjektive erfaringer.” [10]

Et af de forhold ved Assagiolis selvbegreb, der kan være vanskelig at forholde sig til, er hans påstand om, at vi ikke essentielt set er vores krop, følelser og tanker, men et center af ren selvbevidsthed. Det er en helt normal antagelse i Østen, hvor læren om Atman har været kendt i tusinder af år. I modsætning til Vesten, hvor det ofte er en svær tanke, fordi vi er langt mere materielt orienteret og derfor er mere identificeret med især vores krop.

Den diskussion vil jeg tage op nedenfor, men da det er et centralt fokus i denne artikel at undersøge om man kan verificere selvet, vil jeg lade Assagioli uddybe sin påstand:

I sin grundbog, Psykosyntese, definerer han selvet således:

”Selvet”, det vil sige punktet for ren selvbevidsthed, bliver ofte blan­det sammen med den netop beskrevne personlighed, men der er i virkeligheden tale om to forskellige ting. Dette kan anskueliggøres ved en omhyggelig selviagttagelse. Det skiftende indhold i vores bevidsthed (sansefornemmelser, tanker, emotioner m.m.) er én ting, mens ”jeget”, selvet, der er center for vores bevidsthed, er noget an­det. På en måde kan dette sammenlignes med den forskel, der findes mellem det hvide oplyste område på en skærm og de forskellige bil­leder, der projiceres på skærmen.Men ”manden på gaden” og endda mange veluddannede menne­sker gør sig ikke besværet med at betragte sig selv eller forsøger at skelne. De driver af sted på overfladen af ”sinds-strømmen” og iden­tificerer sig kun med dens skiftende bølger og med det skiftende indhold i deres bevidsthed.” [11]