Metoder til at modtage

Når en tilstand af stilhed er blevet opnået, efter en periode med anstrengelser og kamp for at opnå stilhed, så er vi klar til det næste trin: modtagelse. Den indre holdning er nu stille årvågenhed og tålmodig venten; den kan også beskrives som en tilstand af intens, men ikke følelsesbetonet interesse for hvad der kan ske, og hvad vi kan blive opmærksomme på. Kilden som vi venter på indtryk fra, og som vi derfor retter vores fokuserede opmærksomhed, bør være det Transpersonlige Selv . Denne er den sikre kilde til sande indtryk. Men den er ikke den eneste kilde. Indtryk fra andre kilder bliver ofte – hvis de er høje og sande – kanaliseret eller viderebragt gennem Selvet til bevidstheden.

Indre syn

Der er mange måder at modtage på. Vores bevidsthed kan modtage indtryk gennem synet, hørelsen, følesansen eller gennem en trang til handling – og på andre måder. Det mest almindelige er nok ved syn eller illumination (åndelig oplysning). Sindet er symbolsk set et indre øje, og syns-symbolikken bruges ofte. Vi taler om indsigt, om illumination, om ”at se” i betydningen af at erkende meningen eller betydningsfuldheden af en kendsgerning eller begivenhed, og vi taler om at ”se” løsningen på et problem, og om at få en ”lys” idé. Nogle gange kommer en abstrakt geometrisk figur eller en anden symbolsk form ind i vores bevidsthedsfelt. Der kan dog også optræde en serie af konkrete billeder eller former og farver, men sådanne kommer fra forestillingsevnen (fantasien) og har ikke mental oprindelse. Under receptiv meditation skal man ikke lægge vægt på denne type billeder, højst bør de observeres roligt i kort tid uden for stor interesse.

En højere form for åndeligt ”syn” kan kaldes intuition . Ordet er måske misvisende fordi det har været brugt med forskellige betydninger. Etymologisk betyder det at ”se ind i”. I sin højeste og reneste form kan intuition betragtes som en direkte, suprarationel[6] forståelse af en tings sande natur og virkelighed; forståelse af dens sande kvalitet, formål og væsen. Det er helt forskelligt fra det vi kalder ”anelser”, som er psykiske indtryk der vedrører mennesker eller begivenheder og som er af personlig karakter, eller har personlig interesse.

Indre hørelse

Den anden måde at modtage indtryk på er gennem indre hørelse. Igen må vi skelne skarpt mellem det at høre stemmer på det psykiske niveau, og den meget højere indre åndelige hørelse. Det er ikke en let skelnen, og den kræver en finere sans end den der er brug for til at skelne mellem billeder og sand åndelig indsigt, nævnt ovenfor. Forskellen drejer sig om kvalitet og niveau. Efter nogen træning i modtagelighed bliver man mere og mere bevidst om det niveau hvorpå bevidstheden fungerer. Hvis den fungerer på fantasiens og det følelsesmæssige niveau, vil de stemmer man hører som regel give budskaber eller indtryk af personlig karakter, stærkt farvet af følelser.

Men inspiration der kommer fra høje niveauer er normalt upersonlige. Budskaberne er korte, indtrængende og meningsfulde. De handler som regel om ens spirituelle udvikling og indeholder kloge råd, måske en fejl der bør overkommes, en åndelig egenskab der bør udvikles, eller et højt mål der bør opnås. Nogle gange er budskabet symbolsk, selvom sætningen synes at have en konkret betydning. Det var fx tilfældet med den velkendte besked, som Den hellige Frans modtog: ”Gå ud og genopret min kirke.” Han fortolkede det først som et påbud om at færdigbygge en lille kirke, der lå i ruiner, men senere forstod han at det var en ordre om at genopbygge sin tids romerkirke.

Til denne type indtryk hører også mange kunstneriske, litterære og musikalske inspirationer. Digteren eller musikeren har indtryk af at noget i ham eller en anden dikterer. Han synes at ”høre” indvendigt, og digtet eller ideen eller temaet dukker spontant op i hans bevidsthedsfelt. Denne proces er gennem årene blevet udtrykt gennem symbolet med Musen, der inspirerer eller taler til digterens opmærksomme øre.

Nogen gange etableres der en dialog mellem den bevidste personlighed og Selvet; et spørgsmål, som det mediterende sind stiller, modtager et hurtigt og klart indre svar, som synes at formulere sig selv og dukke op i bevidstheden. Hvis personligheden kommenterer det og svarer, registreres en yderligere reaktion. Denne dialog er blevet behandlet på det generelle niveau af Martin Buber i adskillige af hans bøger, og han bruger udtrykket om alle slags åndelige forhold. Denne dialog kan fremmes ved at bruge en af Selvets symboler, nemlig den Gamle Viise mand.

Indre kontakt

Den tredje form for modtagelighed kan kaldes kontakt, fordi den er ligesom den fysiske følesans. Men man skal ikke tage dette udtryk bogstaveligt. Når vi siger at vi ”kontakter nogen” eller ”er i kontakt med nogen”, betyder det jo ikke at vi berører personen fysisk, men det fortæller om et forhold, et villet samspil. Det samme kan siges om indre kontakt, som specifikt hentyder til Selvet. Det betyder en let adgang, eller stillen sig ind på Selvet, som åbner sig modtageligt og vi forstår dets egenskaber og art, og gradvist sættes vi i stand til at identificere os med, eller forene os i bevidstheden med det, om end delvist og for et øjeblik.

Gennem denne nærhed, denne ”berøring” af Selvet harmoniseres og oplives vi, genoplades med energi, eller med det som vi netop har brug for, og som Selvet prøver at få os til at forstå. Virkningen er klargørelse og oplysning. Vi fyldes med vished, mod, glæde; vi føler os fornyet og rede til at vende tilbage til det personlige liv og møde dets kritiske situationer og udfordringer. Vi føler at en højere magt er steget ned til os og har givet os et indtryk eller indgydelse af udstrålingen fra overbevidste niveauer gennem Selvet.

Tilskyndelse til handling

Den fjerde måde vi kan modtage indtryk fra Selvet på er gennem en tilskyndelse til handling. Vi bliver opmærksomme på den som en klar trang til at gøre noget bestemt, at påtage os en opgave eller en pligt der har med tjeneste at gøre; nogen gange kan det være en trang til indre handling, til at forandre noget i os selv. Den type indtryk er hvad kvækerne – som i stor udstrækning har praktiseret denne slags receptiv meditation – kalder ”anliggende”.[7]

Igen må vi omhyggeligt skelne mellem tilskyndelser fra Selvet eller fra et højt, overbevidst niveau, og så de der kommer fra det mellemste eller lavere ubevidste . Den måde de optræder i bevidstheden på er ens, men en forskel kan opleves i tilskyndelsens kvalitet og indhold. Når den optræder som et kald i retning af storslået mission og en handling med store personlige gevinster, er der god grund til mistro. En sådan tilskyndelse er som regel af lavere oprindelse, er uægte og bør afvises.

Registrering

Efter modtagelsen kommer registreringstrinnet. Ethvert indtryk – uanset hvilken type og hvordan det modtages – bør omhyggeligt og straks nedskrives. Som nævnt tidligere i forbindelse med reflekterende meditation, er de højere indtryk ofte levende og klare i modtagelsesøjeblikket, men de har en mærkelig tendens til at forsvinde hurtigt fra bevidsthedsfeltet , og hvis de ikke gribes og registreres med det samme, vil de sandsynligvis gå tabt. At formulere og skrive dem ned hjælper også til at forstå dem bedre. Nogen gange vil indtrykket udvikle sig mens vi nedskriver det, og vi vil fortsætte med at modtage det. At skrive kan faktisk bruges til at fremkalde inspiration; det skaber en passende kanal for de højere indtryk. Men mens man skriver skal man altid forblive årvågen og fuldstændig bevidst, og ikke tillade nogen form for automatskrift, som let kan have uønskede og endog farlige virkninger.

Forsinket modtagelse

Et andet interessant træk ved modtageligheden er den forsinkede modtagelse af indtryk. Det virker ofte som om intet sker under receptiv meditation. Vi forbliver i en tilstand af tomhed og bliver ikke bevidste om noget, undtagen måske en følelse af ro, hvile og forfriskning. Men det betyder ikke nødvendigvis at meditationen har været nyttesløs og mislykket, for meget ofte kommer der en inspiration eller et indtryk ind i vores bevidsthed senere på dagen eller en følgende dag. Måske i en anden meditation eller på et tidspunkt hvor vi er optaget af helt andre aktiviteter. Det kan være i et øjebliks afslapning eller ved opvågnen om morgenen; men når det sker, genkender vi en forbindelse mellem den tilsyneladende mislykkede meditation og den følgende inspiration. Denne forbindelse bliver tydelig, når det svar på vores spørgsmål som vi søgte, dukker op i vores sind, men der kan også være en mindre dramatisk, men lige så sand, forsinket modtagelse af indtryk, som vi skal være opmærksomme på.

Derfor skal vi altid efter meditation fastholde en indre holdning af vagtsomhed eller opmærksomhed – det der kaldes en ”meditativ holdning” – igennem hele dagen. Vi kan træne os op til en dobbelt bevidsthed, nemlig at fastholde vores normale koncentration på vores ydre aktivitet, mens vi samtidig holder en del af vores bevidsthed rettet mod den indre verden. Dette er ”Iagttagerens holdning”: at se både hvad der sker i den ydre verden og på livets forskellige indre niveauer.